FARSØ: En ny og netop godkendt lokalplan har gjort det op med runde grunde i Idunsvej udstykningen i Farsø. Det er sket med stor borgerinddragelse og dialog.
Entreprenørmaskiner er derfor lige nu ved at fjerne de jordvolde, der har omgivet udstykningens udskældte runde grunde. Nu gøres matriklerne firekantede, ligesom der etableres tre miniparceller.
Desuden fjernes der høje træer i den sydlige del af udstykningen som vil give et bedre lysindfald. Også vild beplantning vil blive skåret tilbage, ligesom der vil blive lagt nyt stenmål på udstykningens stier.
Formålet med omlægningen er at gøre op med primært de runde grunde, som ikke har været særligt efterspurgte, og dermed har sat grundsalget i stå. De ændres derfor nu til mere traditionelle grunde med skel og hjørner. Desuden kommer der tre små grunde, som vil henvende sig til husbyggere som ønsker en mindre have. En trekantet grund inddrages til fællesareal og til udvidelse af regnvandssøen.
Ud over ændring af grundene gives der også mulighed for plantning af hæk. Befæstelsesgraden hæves til 50% og byggehøjden ændres fra 11 til 9 meter.