Ro’erne i Hvalpsund er godt i gang med en ny sæson

HVALPSUND: Lige så snart at forårsvejret tillader det, er der aktivitet omkring robådene i Nautilus-Hvalpsund.

Foråret har været koldt og de mange corona-restriktioner har hindret de sociale arrangementer, som også er en vigtig del af det at være ro’er. Heldigvis har der været god mulighed for at komme ud på vandet og nyde naturen og den friske luft. 

-Vi har både med plads til 3 personer og både med plads til 5 personer, så det har været corona sikkert, fortæller formand for ro-afdelingen Helle Frisk. 

For at komme på vandet skal der lige slibes og lakeres. 

-Vore både er ældre træbåde, som hvert forår kræver en kærlig hånd. Dette har kunnet lade sig gøre udendørs, så medlemmer blev indkaldt til en arbejdsdag og alle gik til opgaven med stor iver, siger Anne Nielsen og fortsætter: 

-Der er et rigtig godt samarbejde mellem landets roklubber og alle klubbens både, er arvet fra andre klubber. Dermed sikres det, at man som ny roklub kan komme i gang. 

En ny båd

I dette forår kunne styregruppen med stor glæde meddele, at Fonden for Sparekassen Farsø, har tildelt klubben penge til en helt ny båd. Denne skal dog først produceres, og kan derfor først tages i brug i 2022, men den ventetid tager roerne gerne med og glæder sig. 

-I år kan vi ikke lave ”kanin kursus” for nye roere. Det skal dog ikke forhindre os i at tage imod nye roere. Er der nogle, der har lyst til at prøve kræfter med at ro, er de velkommen til at kontakte styregruppen, siger Helle Frisk. Det er en fantastisk måde at få god motion, frisk luft og nyde naturen. Ro afdelingen mødes hver tirsdag aften til en frisk ro tur, ligesom der planlægges ture andre dage i lokalt farvand. Der arrangeres også weekendture til andre klubber, hvor der er mulighed for at låne både, overnatte i deres klubhuse og dermed opleve et helt andet farvand og natur.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: