FARSØ: De første kr. 500.000 til en ny springbane er allerede i hus. De stammer fra Melsen Fonden.
Ny bane i stævne kvalitet
Ud over at springbanen skal gøres større fra 4.000m2 til 5.000m2, som betyder at den nuværende bane gøres 2, 5 meter længere og 8 meter bredere, så vil den blive etableret som en såkaldt ”Ebbe Flod” bane
Dermed vil banen i størrelse og kvalitet være godkendt til stævner.
Gammel bane slidt op
Den nuværende bane har ikke været i orden i årevis. Toplaget på banen er slidt væk, hvilket betyder at der er store sten øverst, hvilket gør at brug af banen kan skade hestenes hove og ben. Desuden har ”stævnebanen” tit stået under vand, da der ikke er ordentligt dræn under banen.
Ebbe Flod bane
Alt det vil en ”Ebbe Flod” gøre op med. Springbanen vil således blive bygget op over et bassin med en vandtæt PVC-dug og ilagt et slangesystem så man kan hæve og sænke vandstanden i bassinet alt efter behov og dermed sikrer en konstant og ensartet fugtighed over hele ridebanen uanset vejr.
Hidtil har rideklubben skullet vande banen i tørre perioder. Vand som hurtigt fordamper og som har kostet på vandregningen. Med den nye bane forventes vandforbruget at blive reduceret væsentligt, men fremfor alt vil bane med Ebbe Flod systemet være en fremtidssikret engangsinvestering der vil sikre de bedste forhold for hestene.
Dyr men nødvendig investering
Formand for Farsø Rideklub, Kenneth Thomsen erkender at det er en dyr investering. Men også en nødvendig investering hvis rideklubben skal op i gear. Der nytter ikke noget at klubben kun kan tilbyde træning, der skal også kunne afholdes stævner. Det vil kunne indbringe klubben indtægter.
I sidste uge var Kurt Møller fra Melsen Fonden forbi Farsø Rideklub til en rundvisning og få fortalt hvordan den nye springbane skal bygges op.
Han fortæller, at fonden sjældent udlodder så store beløb til et projektet, men det falder ind under et af Melsen Fondens fire formål, nemlig at yde økonomisk støtte til forbedring af dyrs forhold, og velgørende formål i Region Nordjylland i al almindelighed.
-Blandt andet kommer nyetableringen af banen med ny belægning til at betyde, at man undgår skader på hestene, fortæller Kurt Møller, som er næstformand i Melsen Fonden.
Farsø Rideklub skal nu i gang med at søge flere fonde til projektet. Melsen Fondens bidrag udgør ca. 1/3 af den nye banes pris. Selv vil rideklubben også bidrage til den nye bane med mange frivillige timer og andet, så forholdene bliver optimale.
Flot genopstart af Farsø Rideklub
Det går for øvrigt godt med genopstarten af Farsø Rideklub. Kun en boks er ledig i stalden ud af de 19 bokse. Desuden deltager 15 ryttere i rideklubbens undervisning. Det er opnået på kun 2 måneder.
Formand Kenneth Thomsen er imponeret over den hjælpsomhed og energi som bestyrelse, hjælpere og frivillige lægger for dagen.
-Alle bidrager med noget, stort som småt – også hvis det er betalt af egen lomme. Det viser vi vil rideklubben, og det kan vi også allerede mærke skinner igennem hos vores samarbejdspartnere, sponsorer og naboer. Det giver medvind til rideklubben, og derfor er vi også sikre på at vi kommer i mål med den nye springbane, siger Kenneth Thomsen.
/cf