Reparationscafe er en realitet i Hvalpsund

HVALPSUND: Skal Hvalpsund have en reparationscafe?, lød spørgsmålet fra Hvalpsund Borgerforenings PR udvalg for to uger siden, hvor der samtidig blev inviteret til Åbent Hus i borgerforeningens materielhus på Hestbækvej.

Svaret er ja, for 28 besøgende lagde vejen forbi med interesse for at tilbyde hjælp eller være brugere af reparationscafeen.

-Det er virkelig positivt, så vi starter reparationscafeen op allerede i denne uge, fortæller Grethe Østergaard, fra Hvalpsund Borgerforenings PR udvalg.

Reparationscafeen vil være åben på Hestbækvej hver fredag formiddag i 2 timer.

Blandt de fremmødte var f.eks. en trædrejer, en maskinsmed og andre der godt kan klare noget elektrisk og teknisk, fortæller Grethe Østergaard.

Men skal man have hjælp til sin mobil eller have adgang til en symaskine er der også råd for det.

-Vi fik sponseret to symaskiner og i forvejen har vi drejebænk, værktøj m.m. i materielhuset. så der god mulighed for at gøre brug af reparationscafeen.

Grethe Østergaard vil nu sammen med de frivillige, der vil stille deres ekspertise til rådighed, oprette en kalender, hvor de på skift vil være til stede. Det betyder, at på bestemte fredage kan man få hjælp til el, mens der på andre fredage kan være hjælp til reparationer i træ etc.

Hun opfordrer derfor alle til at kigge forbi og få en snak, og eventuelt tage det med der skal repareres.

-Vi reparerer gratis hvis vi kan, og vi har kaffe på kanden, siger Grethe Østergaard.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: