FARSØ: Mandag morgen fik købmand Frank Halvorsen officielt overdraget nøglerne til sin nye Rema 1000 butik på Holmevej.
Åbningsdag kendt siden juli måned
Åbningsdatoen, den 5. september, blev meldt ud i starten af juli måned, og siden er det gået slag i slag med at omdanne den tidligere Aldi butik til en Rema 1000.
Selve bygningen er nærmest ny. Den stod færdig i juli 2021, og har kun været i drift indtil september sidste år. Siden har den stået tom, og det var først i forsommeren i år, at man gik gang med at rydde butikken for udstyr.
-Sjakket, der står for arbejdet godt inde i sagerne, for de har omdannet butik for butik fra en Aldi til en Rema 1000, det seneste års tid, fortæller Frank Halvorsen.
Køle- og frostrum, lager og ventilation har været lige til at gå til, mens en bake-off, der ikke er en del af Rema 1000 konceptet er blevet fjernet.
Selve butikslokalet er et meget regulært lokale på 835 m2. Butikken får tre kasselinjer og en Scan selv.
Inventar ankom mandag og de første varer tirsdag
Samtidig med at Frank Halvorsen fik nøglerne overdraget til butikken mandag morgen, dukkede de første lastbiler op med inventar. 4 mand stærk og med uddelegerede opgaver, så var hyldegulvfag, kølere og frysere på plads samme eftermiddag.


Tirsdag morgen ankom de første varer til butikken.
-Der ankommer 2 lastbiler med tørvarer både tirsdag og torsdag, så de varer skal vi have på hylderne, fortæller Frank Halvorsen.
I starten af næste uge ankommer fersk- og friskvarerne, så de kan være på plads til åbningen, torsdag i næste uge.
Lang åbningstid
Torsdag i sidste kom det store Rema 1000 lysskilt på plads ved rundkørslen. Her kan man se at butikken vil have åbent alle ugens dage fra 7-22.

Ud over købmand Frank Halvorsen selv, vil butikken have ca. 20 ansatte fordelt på flexjobbere, ungarbejdere og lukkepersonale.
Butikken åbner naturligvis med masser af gode åbningstilbud som først afsløres her i avisen i næste uge. Men det kan afsløres her, at butikken på åbningsdagen åbner kl. 8.00, så det er med at være på plads.
Den nye Rema 1000 butik i nordbyen er butikskædens butik nr. 2 i Farsø.
/cf

