HORNUM: Lige nu er der gang i rejsegilderne hos Aars Boligforening. Det er kun få uger siden at der var rejsegilde på Mortensparken etape II i Farsø. I torsdags var kransen igen oppe. Denne gang i Hornum på byggeriet i Valnøddeparken.
Etape II
I Hornum er man ligeledes i gang med en etape II i Valnøddeparken. Denne gang med opførelsen af 5 dobbelthuse, hvilket vil sige 10 nye boliger. De er alle 3 værelses på 89,5 m, har egen carport med tilhørende skur, terrasse og have.
Direktør for Aars Boligforening, Brian Larsen kunne fortælle, at udlejningen af boligerne allerede er i fuld gang og de er indflytningsklare den 15. januar 2025. Han kunne også afsløre, at de første fire lejekontrakter for boligerne allerede er indgået.
Brian Larsen fortalte også, at der er godt gang i boligforeningen og i rigtig mange projekter på både nybyggeri- og renoveringssiden. Der bygges pt. nyt for ca. 130 mio. kr. og der renoveres for ca. det samme. Så mere end 260 mio. kr. er boligforeningen med til at investere i Vesthimmerland. Det er alle projekter som er godkendt af kommunen og landsbyggefonden.
Bygger meget i lokalbyerne
– Vi bygger ikke kun i de store byer i Vesthimmerland. Vi bygger også i lokalbyerne. I de seneste år har vi ud over Hornum, bygget i Gedsted, Haubro, Vegger og i Hvalpsund. Vi bygger også i Blære i øjeblikket. Vi ved at det betyder rigtig meget for lokalsamfundene. Flere steder der ser vi også at der efterfølgende er bygget parcelhuse. Det er med til at sætte lidt mere tro på fremtiden i lokalbyerne. Vi hører, at der er rigtig mange der gerne vil blive i deres lokalområder, hvor de har haft en stor del af deres liv. Vi er stolte over at være med i de her mange projekter. Ikke nok med det, så arbejder vi også på flere projekter som endnu ikke er helt flyveklare til at vi kan løfte sløret for dem. Men det håber vi også, at vi kommer i mål med. Vi møder en rigtig stor opbakning når vi kommer rundt omkring. Det betyder meget for os i boligforeningen.
I Hornum er fællesskabet i højsædet
Mange Hornum borgere var mødt op til rejsegildet og der var også en hilsen til dem, nemlig fra formand for Aars Boligforening, Jørn Jensen. Han sagde:
Hjørnestenen i almen bolig er fællesskab. Og hvis der er noget man kan sige om Hornum, så er det at fællesskabet er i højsædet her i byen. Det er nok også derfor, at man stadig har en skole, en kro, en brugs – man har sådan set det hele her i byen. Man har også en borgerforening der virkelig tager sig af lokalsamfundet. De kommende beboere har noget at glæde sig til. Jeg ønsker alle de nye beboere tillykke med deres nye hjem og håber de involverer sig i fællesskabet her i Hornum.
Efter taler og pølser, var der mulighed for at se boligerne med hensyn til rumfordeling. De fire ud af de fem huse er opført og arbejdet med det indvendige går snart i gang.
/cf