STISTRUP: På Farsø Efterskole udbyder man fem linjer, herunder kreativ-linjen. Ud over den kreative linje tilbydes mange af de kreative aktiviteter også som valgfag.
I dag er de kreative aktiviteter spredt i lokaler rundt omkring på efterskolen. Derfor har ønsket i mange år været at bygge et kreativ-hus, hvor de kreative fag samt efterskolens 10. klasse kan have sin base.
Klar til indflytning efter efterårsferien
I fredags var der inviteret til rejsegilde på det nye kreative hus, som forventes at være klar til indflytning umiddelbart efter efterårsferien. Alt står stadigvæk råt, men ruminddelingen og husets rammer, viser allerede nu meget godt hvad eleverne har i vente. Eleverne var derfor også inviteret med til rejsegilde sammen med håndværkerne.

Forstander Anette Smed holdt en lille tale til håndværkerne og eleverne.

-Det er en rigtig stor dag i dag. Og en dag vi har ventet på. Vi glæder os til at det bliver endnu mere færdigt og vi kan tage det i brug. I håndværkere har knoklet, slidt og slæbt. Det skal I have en kæmpe stor tak for. Det er et virkelig flot arbejde I leverer. Jeg ved godt, at man ikke må fremhæve nogle håndværkere frem for andre, men jeg er altså nødt til det. Malte, Anton og Mads (tidligere elever på Farsø Efterskole – red.), hvor er det godt at I er kommet hjem til Farsø Efterskole og bygger hus til os. Det er så hyggeligt, at I håndværkere går her. Jeg tænker, at det ikke altid har været nemt at have byggeplads inde midt i en efterskole. Jeg ved I har måttet indrette jer lidt efter vores regler, og det gør I virkelig godt. Tak for samarbejdet til alle jer håndværkere. Og jer elever – også tak til jer fordi I så tålmodigt går udenom, for det her en arbejdsplads for håndværkere, så her skal I ikke gå ind. I dag er der krans, solskin, masser af pølser og sodavand. Man kan ikke ønske sig noget bedre, og om lidt står vi klar til at tage dette fine hus i brug.

Skal også bruges i elevernes fritid
Ud over den kreative linje og 10 klasses brug af den nye bygning midt på efterskolens område, så vil huset også være et sted hvor eleverne kan mødes i deres fritid over kreative ting eller bare for at socialisere, for foran huset mod vest vil der blive bygget en solterrasse.
Kreative elever
De kreative fag på Farsø Efterskole har stor interesse fra elevernes side. Der kan arbejdes med tekstil, keramik og billedkunst, d.v.s. arbejde med maling, decoupage, syning, hækling, strikning, keramik og meget mere.

Ordblinde efterskole
Farsø Efterskole er en ordblindeefterskole for unge med læse- og skrivevanskeligheder etableret i 1998. Skolen har plads til 106 elever som alle er optaget dette skoleår. De 46 går i 10. klasse, 52 i 9. klasse og 8 elever i 8. klasse. Skolen har desuden 28 lærere og medarbejdere.
Formålet med Farsø Efterskole er at give eleverne den bedste undervisning og en super efterskoleoplevelse. Selvom man er ordblind og bruger hjælpemidler, skal de unge have de samme muligheder som deres jævnaldrende, når de går på efterskole.
Eleverne kommer fra Midt- og Nordjylland. Farsø Efterskole er en ud af 20 efterskoler i Danmark der henvender sig til ordblinde unge.
Skolen ligger naturskønt ud til Limfjorden i Stistrup. Efterskolen har som noget ekstra idrætshal, sportsplads, værksteder, et lille landbrug – og altså snart et kreativt hus.
/cf
