Rejsegilde på den nye kostskole ved TAMU Vitskøl

TREND: Den 13. december blev der holdt rejsegilde for det nye byggeri på Vitskøl Kloster.

Byggeriet omfatter en ny kostskole til 30 elever, hvilket er halvdelen af de TAMU elever, som er i uddannelse på Vitskøl Kloster. 

Derudover bliver der bygget et ”Skovhus”, som kommer til at danne rammen for TAMU´s turismeuddannelse. Det bliver en café, butik og samlingssted for grupper af besøgende i Vistkøl Klosters haver og historiske anlæg. Her vil gæsterne i fremtiden opleve en mere professionel betjening end hidtil, da eleverne som en del af deres uddannelse, sammen med deres faglærer, vil skabe et gæstemiljø. Alt dette kan lade sig gøre takket være en donation på 30 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske familiefond og Realdania. 

På vegne af TAMU og stedets ejer ”Fonden Til Vitskøl Klosters Bevarelse” takkede TAMU´s direktør Peter Staun Kastholm, Kastberg A/S, som er entreprenør på projektet, for den første del af byggearbejdet og arkitekterne fra Krogh Madsen A/S for deres styring af byggeprojektet, som er udarbejdet af den københavnske tegnestue ”Bertelsen & Scheving”.

I sin tale fremhævede Peter Staun Kastholm den store glæde ved at kunne tilbyde TAMU’s elever nye moderne forhold samt at få lov til at sætte præg på et bygningsanlæg, hvis ældste elementer stammer tilbage fra 1158.

– Vi råber i dag hurra for en bygning, der skal leve op til bygninger, der har holdt i århundreder. Vi kommer på den måde til at sætte vores aftryk på en stolt tradition, der strækker sig fra munke over herremænd og statsungdomsinstitution til arbejdsmarkedsuddannelser for unge mennesker, som har brug for en praktisk uddannelse.

TAMU´s direktør Peter Staun Kastholm holdt en tale for håndværkere, elever og faglærere ved rejsegildet.


Skovhuset kommer til et rumme TAMU’s nye turismeuddannelse.  

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: