Regionrådsformand og direktion på besøg i Farsø

FARSØ: I dag kommer Regionsrådsformand Mads Duedahl og hans direktion på besøg i Farsø, nærmere bestemt på Farsø Sygehus.

Besøget er en del af den turne, hvor Regionrådsformanden ”rykker sit kontor ud for en dag” til flere byer i Nordjylland.

Mandag var han i Hobro på Hobro Sygehus, hvor borgerne kunne kigge forbi for at få en snak med ham.

-Jeg håber mange vil fortælle om de ting, der ligger dem på sinde i forhold til hvordan vi kan sikre et bedre sundhedsvæsen eller en endnu mere sammenhængende region. Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan blive endnu klogere på, hvad der rent faktisk rører sig hos nordjyderne, når det kommer til vores fælles sundhedsvæsen, siger Mads Duedahl.

I Farsø var det dog ikke borgerne han kommer for at møde. Her er der arrangeret rundvisning for direktionen og regionsrådsformanden på Farsø Sygehus med efterfølgende møde med Støtteforeningen for Vesthimmerlands Sygehus i Farsø.

– Det er vigtigt for mig som regionsrådsformand at komme ud i regionen og være til stede flere steder end bare i Aalborg, siger Mads Duedahl og understreger, at han er formand for hele regionen.

Regionsrådsformanden fortsætter sin turne rundt i regionen i løbet af næste år med flere besøg. Denne gang i Vendsyssel og Thy/Mors.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: