Præsentation af to nye specialer

FARSØ: I forlængelse af Støtteforeningen for Farsø Sygehus’ generalforsamling her til aften blev der afholdt et offentligt møde om to nye specialer på sygehuset.

Det bød på besøg af de to nye speciallæger, nemlig Carl Nielsen speciallæge i lungesygdomme -ansat på medicinsk dagsafsnit og Thor Høyer speciallæge i blodsygdomme ansat på Diagnostisk Center på Farsø Sygehus. De fortalte begge om deres specialer og de patientgrupper de behandler og udreder.  

Carl Nielsen er tidligere ledende overlæge på lungemedicinsk afdeling i Aalborg. Men er nu tilknyttet en seniorordning med base på Hobro Sygehus og konsultationer på Farsø Sygehus hver anden mandag. Carl Nielsen får henvist patienter med lunge og åndedrætsproblemer såsom KOL, astma, bronkitis, hoste og åndenød. Også astmapatienter og iltpatienter går til kontrol hos Carl Nielsen.  

Carl Nielsen kunne fortælle, at der i Region Nordjylland alene er registret ca. 4.500 borgere med svær KOL ligesom mange tusinde astma patienter, så der er mange patienter indenfor området. 

Afdelingslæge i hæmatologi, Thor Høyer er også tilknyttet Farsø Sygehus. Han deler sin arbejdstid ligeligt mellem Aalborg Sygehus hæmatologiske afdeling og Diagnostisk Center på Farsø Sygehus. Han afklarer om patienterne fejler noget alvorligt – mest på baggrund af tegn på kræftsygdom, men også infektioner og stofskiftesygdomme. Han udreder ca. 80 patienter om måneden på Farsø Sygehus, heraf sendes ca. 15% til videre behandling.  

Begge speciallæger modtager patienter henvist fra egen læge, og kan med hjælp fra blodprøver og scanninger udrede og diagnosticere hvad patienten fejler.   

Begge roser Farsø Sygehus og det faglige miljø. Der er en stor fordel ved en lille enhed og den måde der arbejdes på tværs af specialerne.   

Carl Nielsen uddyber: -Det er praktisk med et lokalt sygehus – altså praktisk med stationer rundt omkring på det medicinske område. Og så er det også lettere at flytte lægen end patienterne. Og indenfor mit område er der dobbelt så stort et behov, da der er venteliste.  

Carl Nielsen kunne fortælle, at han tager imod 10-12 patienter, når han er i Farsø hver anden mandag, hvilket altså p.t. ikke dækker behovet. Han behandler der almindelige tilfælde, som der er langt de fleste af i Farsø, mens de mere specielle tilfælde sendes til Aalborg.          

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: