FARSØ: Den Jyske Sparekasses hovedkontor i Grinsted, har her til eftermiddag offentliggjort sparekassens halvårsrapport for 2016.
Den lyder på et positivt resultat på ca. 5 mio. før skat for 1. halvår 2016. Adm. direktør Claus E. Petersen betegner resultatet som ”ikke tilfredsstillende”, og resultatet er også ca. 38 mio. kr. mindre end forventet ved periodens begyndelse.
Forbedret indtjeningsevne
Den negative afvigelse skyldes ikke sparekassens indtjeningsevne. Tværtimod. Af Den Jyske Sparekasses halvårsrapport for 2016 fremgår det, at den primære indtjening for perioden har udviklet sig som forventet – og endda lidt bedre. Sparekassen har realiseret en primær indtjening på 119 mio. kr. mod budgetteret 112 mio. kr.
Sparekassens indtjeningsevne er således intakt på trods af fortsat lavrentemiljø og lavvækst i markedsområderne. Halvårets lavere nettorente- og gebyrindtægter opvejes af en reduktion af personale- og administrationsomkostninger. De realiserede nettorente- og gebyrindtægter er faldet med ca. 34 mio. kr. i forhold til 1. halvår 2015, mens udgifter til personale og administration er reduceret med ca. 28 mio. kr. – en reduktion på 12%.
Landbruget har fortsat store udfordringer
-Årsagen til, at resultatet ikke er tilfredsstillende skal igen findes i sparekassens nedskrivninger, der fortsat er på et for højt niveau. Nedskrivningerne udgør ca. 70 mio. kr. mere end vi forventede ved årets begyndelse, forklarer adm. direktør Claus E. Petersen fra Grinsted.
-Hovedparten af nedskrivningerne kan endnu en gang henføres til sparekassens udlån til landbrugskunder, der udgør en stor andel af sparekassens samlede udlån. Vi må desværre erkende, at det vi, ved udgangen af 2015, vurderede som ”worst case” for landbruget, i løbet af 2016 er blevet værre, udtaler Claus E. Petersen.
Forventninger til 2. halvår 2016
Samlet set for 2016 forventer Den Jyske Sparekasse at kunne fastholde en budgetsvarende primær indtjening i niveauet 200-220 mio. kr.
-Med udgangspunkt i landbrugets fortsat svære prismæssige situation – især i relation til mælkeproducenter – forventer vi også i 2. halvår 2016 væsentlige nedskrivninger på vores udlån til landbrugskunder. Vores forventninger for 2016 er således et positivt, men beskedent resultat før skat, slutter Claus E. Petersen.
