FARSØ: Farsø Søanlæg og Møllehuset har i årevis været en perfekt fotokulisse for konfirmander, brudepar, studenter m.fl. som har haft en særlig begivenhed, som har skullet foreviges med et foto.
Nu har Farsø fået endnu en attraktion, sågar af lokalhistorisk karakter, som man kan lade sig fotografere ved.
Nærmere bestemt Farsøs gamle stationsportal, som blev genrejst i Farsø midtby sidste efterår.
Ser man bort fra at portalens nærmeste nabo, en butiksbygning der delvis nedbrændte i starten af sidste uge og forventelig lader sig restaurere på den ene eller anden vis inden for kort tid, så er det en køn og perfekt fotokulisse, der ganske symbolsk også fortæller at man er på vej videre.
På billedet er det nyudklækket HF student Laura Skou fra Svingelbjerg der har ladet sig fotografere ved Stationsportalen.
Formand for Portalgruppen HP. Sauer glæder sig over, at portalen bruges som fotokulisse. Formålet med portalen og pladsen er netop at man gør et ophold, fordyber sig i lokalhistorien og altså også meget gerne lader sig forevige med et foto.
