VESTERBØLLE: Begejstringen var til at få øje på, da Chris MacDonald i sidste uge gæstede Vesterbølle Efterskole med sit foredrag ”Koden til præstation og trivsel”.
Et bredt publikum med både betalende gæster, elever og ansatte mærkede en super veloplagt og energisk Chris MacDonald, som med humor og videnskabelige perspektiver fortalte om, hvad der helt grundlæggende skal til, for at mennesket har det godt. Chris MacDonald berørte emner som stress og depression med en naturlig alvor og bragte sig selv i spil ved at fortælle om, hvordan han selv gennemlevede en depression som ganske ung.
Vejen til bedring dengang var bl.a. brolagt med sport – og sporten og den sunde livsstil karakteriserer jo i høj grad den Chris MacDonald, som Danmark kender i dag. Der var dog ingen belærende tilgang eller en løftet pegefinger, men han vandt publikum på sin viden, som han præsenterede på en meget aktuel måde.
Samtidig balancerede han foredraget med humor og selvironi. Fortællinger omkring det danske sprogs finurligheder og oversættelser heraf, når man som amerikaner rammer Danmark, bragte publikum i latter. Oversættelsen ”no cow on the ice” vil nok af mange fremover forbindes med Chris MacDonald, som tydeligvis havde en nærværende og god kontakt med sit publikum. Elevernes begejstring udmøntede sig efter foredraget i mange snakke og en længere kø til autografskrivning og tegninger.