Plejehjemsbeboere på påsketur

HVALPSUND: Op til påske var der arrangeret tur til Rådhuscentret i Farsø for Plejehjemmet Hesselvangs beboere samt tidligere brugere af dagcentret.

Hesselvangs Venner havde op til påske arrangeret en påsketur til Farsø Rådhuscenter for Plejehjemmet Hesselvangs beboere.

Samtlige beboere var med og der deltog i alt 35, hvoraf de 11 var kørestolsbrugere, hvilket krævede en del hjælpere.

Beboerne startede på Centertorvet med kaffe, boller og lagkage. Derefter var der rig lejlighed til at komme rundt i netop udvidede center for at kigge og foretage indkøb.

Alle havde en rigtig hyggelig eftermiddag, som alle var begejstrede for.

Venneforening skaber aktivitet
Bag turen til Farsø stod Hesselvangs Venner. En venneforening med en bestyrelse på 7 personer samt 2 suppleanter.

”Vennerne” arrangerer flere ture i løbet af året og står samtidig for underholdning på Hesselvang. Her i april måned vil plejehjemmet bl.a. få besøg af Helge Qvistdorff som vil fortælle om det ukendte Himmerland.

Endvidere møder nogle af ”Vennerne” op på skift i ugens løb for at aktivere beboerne. Det kan være i form af oplæsning, fortælle om oplevelser, vise film og hvad der ellers kan findes på og hvad beboerne har lyst til.

Hesselvangs Venner og plejehjemmets beboere er så privilegerede, at der kan trækkes på mange frivillige, bl.a. til gå- og cykelture med kørestolsbrugere, som foretages i sommerhalvåret.

Stor opbakning til plejehjemmet i Hvalpsund
På trods af den megen uro omkring Plejehjemmet Hesselvang i Hvalpsund med snak om lukning m.m., nyder plejehjemmet en enorm opbakning fra både pårørende og befolkningen i området.

Mange ældre er de senere år flyttet til Hvalpsund området i håb om, at det er der de skal bo resten af deres dage – også en dag når de skal på plejehjem.

– Derfor kæmper vi ufortrødent videre for at beholde vores plejehjem, som fungerer ualmindeligt godt og i håb om, at folk kan få lov at blive i nærområdet, også den dag, hvor de ikke længere kan klare sig selv, siger Ketty Stæhr fra Hesselvangs Venner. 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: