FARSØ: Det er sjældent det sker, at et punkt der er sat på dagsordenen i Byrådet, og forinden er gået glat igennem fagudvalgene, tages af i sidste øjeblik.
Men det var det der skete på Byrådsmødet, hvor et punkt omkring en ny lokalplan for den nordlige del af Farsø, var på dagsordenen.
Den nye lokalplan kommer sig af et §14 forbud, som Byrådet besluttede sig for at nedsætte sidste år, der skal forhindre nye detailhandel butikker i at slå sig ned i den nordlige ende af Farsø. Men dermed ikke ment, at man ikke ønsker nye butikker til Farsø, men de skal slå sig ned indenfor detailhandelområdet, som er udlagt omkring midtbyen og Farsø Rådhuscenter.
Men grunden til at punktet var taget af dagsorden, skyldes en afgørelse fra Planklagenævnet, der tikkede ind forrige fredag, som ophævede §14 forbuddet, grundet for lang sagsbehandlingstid i kommunen.
Forud for Byrådsmødet torsdag, lød det fra formand for Teknik- og Miljøudvalget, Uffe Bro.
Jeg ærgrer mig over, at sagen om et byggeri af en dagligvarebutik og et §14 forbud er taget af dagordenen.
Det er ærgerligt, at Planklagenævnet har besluttet at §14 forbuddet der blevet nedlagt skal ophæves, men det må vi tage til efterretning. Det giver nogle problemer synes jeg. Så vidt jeg har forstået, træffer Planklagenævnet deres beslutninger på baggrund af, at det har taget for lang tid at behandle den her sag. Men faktum er, at en del af den tid der er gået, er gået med at forhandle og finde en anden placering. Men det ønsker de ikke. Så det vil sige, at den service vi har ydet overfor virksomheden i den her situation er kommet os til skade. Det giver nogle uheldige konsekvenser, hvis vi fremover kan være sikre på at gennemføre et §14 forbud, hvis Byrådet finder det nødvendigt, lyder det fra Uffe Bro.
Med mindre at Vesthimmerlands Kommune ønsker at køre en retssag mod Planklagenævnet, så står Planklagenævnets afgørelse ved magt, hvilket betyder at den nuværende lokalplan, der tillader etablering af nye detailhandel butikker er gældende.