Planen er klar for blomsterudstilling i Farsø

FARSØ: 36 frivillige mødte i lørdags op i de tidligere Brugsen lokaler i Farsø Rådhuscenter for at tilbyde deres hjælp til den udstilling der fra den 4. april til 11. maj skal stå på Kræn Spillemandsplads i Farsø Midtby, som en del af Blomstermanden Johnny Haugaards forårsudstilling Naturens Stemme.

Fra Johnny Haugaard lød det indledningsvis til de fremmødte: Vi er egentlig flere på Farsø udstillingen, men der er allerede startet forberedelser op i svømmehallen i Aars med elementer, som skal placeres i Farsø.

Johs. V., Thit, vejen og ilden 
Herefter fortalte Johnny Haugaard om udstillingen Naturens Stemme. 

-Vi skal arbejde med tre forskellige elementer i de tre byer (Farsø, Løgstør og Aalestrup-red.) I Løgstør er det vand, i Aalestrup jord og i Farsø er det ild. Her i Farsø har jeg været på museet for at høre om Johs. V. og Thit. Først blev jeg forelsket i hende, så blev jeg forelsket i ham og så i dem begge to. Det jeg blev forelsket var den ild de havde imellem dem. Den konflikt tager vi op. Forud for besøget på museet vidste jeg ikke at Johs. V havde skrevet Kimbrernes rejse, og det er nogenlunde det vi er ved at lave i Aars lige nu. Så det kommer fuldstændig til at passe sammen det hele. Udstillingen i Aars omhandler rejsen – også vores egen rejse. For når vi skal ændre noget i vores liv så er vi nødt til at gå og få det ændret. Der kommer også et element af det der sker i verden i øjeblikket. Der sker kaos mange steder. Udstillingen hedder Naturens stemme men har også undertitlen forfald. Det er fordi at vi i min verden lige nu står til forfald. Vi er trådt ind i en ny tid, hvor alt det vi er vant til af magtmønstre smuldrer. Det vi er vant til eksisterer ikke længere. Min overordnede tanke for udstillingen er, at eet menneske kan skabe krig, men fællesskabet kan skabe fred. Det er det jeg tror på. Hvis vi står sammen, så kan vi vende dem ryggen vi ikke er interesserede i. Så derfor, da jeg hørte historien om søskendeparret og den ild imellem dem, så var det ganske vist en intern konflikt de havde, men de stod i bund og grund på samme vej – og det gør vi alle sammen.

Dette er ridset af udstillingen i Farsø som placeres på Kræn Spillesmands Plads. Den bygges op over konflikten mellem bysbørnene Johs. V. Jensen og Thit Jensen.

Jeg vil gerne at vi bygger en stor vej på græsset (Kræn Spillemands plads – red.)Den kommer til at gå tværs over græsset.  Den skal være lidt bred og bygges op på Rionet. Midt på vejen står Johs. V. og Thit, men de kigger i hver deres retning.  De havde samme mål om at få deres viden og meninger ud, men en ting nåede de ikke, nemlig at se hinanden i øjnene.  I midten kommer der til at stå et kar. I hver by kommer der til at stå et Gundestrup kar. De fire kar bygges i Aars lige nu. I Farsø kommer gundestrupkarret til at symbolisere ilden. Det kommer til at ligne flammer der kommer op imellem de to søskende. Og så vil der naturligvis være masser af blomster.

Grene, græs og blomster
Det vi skal bruge her i Farsø er en masse langt græs og grene. Grenene skal bruges til vejen. Vejen bygges i elementer i værkstedet i Farsø og bæres herefter ud i elementer. Det hele vil blive sat op den 30.-31. marts, så er der 4 dage til udstillingen åbner.  Jeg synes det vil være skønt hvis folk kommer ud i byerne og ser processen indtil da. 

I bestemmer slutresultatet
Til de frivillige sagde Johnny Haugaard. Når man hopper ud i det skal man slå den sunde fornuft fra, når man nævner vil skal bruge 9000 grene, men det er altså prøvet før. Man kan godt blive lidt fortvivlet i starten om det her overhovedet bliver til noget. Men jeg plejer jo at sige, at det ved vi jo ikke noget om forend vi er færdige. Men jeg har brug for jeres energi og jeres kræfter. Det er jer der bestemmer slutresultatet.  Jeg kan ikke være her hver dag, så derfor finder vi en person der kan være koordinator her. Den person bliver løbende informeret om processen. Jeg selv vil zig-zagge imellem værkstederne. Som koordinator for Farsø meldte Elly-Maria Lykke Poulsen sig.  

Naturens stemme koster 3. mio. kr. 
Jeg bruger alt hvad jeg ejer og har. Vi har tjent noget på juleudstillingen, så vi har noget startkapital. Udstillingen kommer til at koste 3 mio. i alt, så det betyder at jeg kommer til at bruge meget mere end jeg har. Blomsterne alene koster kr. 50.000 i indkøb pr. by.  

Udnyt situationen
Men jeg tror på konceptet og det er godt for området. Jeg tror de folk der kommer, vil rundt og se alle fire udstillinger, så man skal forvente at rigtig mange kommer udefra og langvejsfra. Så min opfordring til spisesteder, butikker, museer og overnatningssteder lyder, udnyt situationen!, lød det fra Blomstermanden Johnny Haugaard.  

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: