FARSØ: Aldrig er Farsø skole kommet så langt i Ekstra Bladets skolefodbold turnering som i år – og vejen mod en finale i Parken er ikke slut endnu.
Sådan ser man ud, når man netop er kommet i kvartfinalen i Ekstra Bladet Skolefodbold. Og i øvrigt kun er to sejre fra Parken
De seneste 6 år har Farsø skole stillet op med et drenge eller pigehold til Ekstra Bladets skolefodbold, som har deltagelse af rigtig mange skoler landet over.
Pigeholdet som har spillere fra 7., 8. og 9. årgang på Farsø skole har indtil nu spillet 6 kampe. Alle vundet, sågar med en flot målscore på i alt 27-0. Indtil videre har keeper Line Pedersen nemlig meget flot holdt Farsø-målet rent.
Pigernes træner Tanja Solberg, der er idrætslærer på Farsø skole, er meget stolt af pigernes indsats.
– Det er et helt fantastisk hold med piger der til dagligt spiller aktivt i FUIK, på Farsø/Aars talenthold i Viborg og i Gug. De er meget ambitiøse, kender hinanden på banen, og jeg ved at de vil gøre alt for at komme i finalen.
Har blæst modstandere af banen
Hele vejen igennem turneringen har det været ”knald eller fald” kampe hvor altså pigerne nærmest har blæst deres modstandere af banen.
Resten af vejen til parken skal der også spilles ”knald eller fald” kampe. Og nu er det altså kvartfinalerne der står får tur efter at pigerne er blevet kredsvindere i Jylland Nord. Turneringen er blevet spillet i otte kredse.
Skolefodbold turneringen holder nu pause indtil marts, selvom pigerne allerhelst vil kæmpe sig videre nu. Grunden hertil er, at der lige nu er vinterpause på grønsværen.
Var bare bedre
Her følger kampreferatet til kredsfinalen i Jylland Nord mellem Farsø Skole og Frydenstrandskolen, som viser hvor overlegen Farsø-holdet er:
Begge pigehold stillede op i stærkeste opstilling på Farsø stadion. Det stod tidligt i kampen klart, at Farsø var klart bedre end udeholdet
Det blev da også Farsø-tøserne, der scorede det første mål. Det skete efter blot ét minuts spil. Emma Skammeritz satte flot kuglen i nettet. Så var man i gang. Og et par minutter senere blev det så 2-0. Midtbane-profilen Sofie Thrige stod bag.
Farsø Skole var virkelig flyvende. De ville bare i slutspillet. Og det har de mildest talt også evnerne til. Da kampen passerede sit ottende minut, stod der 3-0 på måltavlen. Sidste kasse sat ind af Cathrine Gedsted Hansen – den stærke 10’er. Så var kampen reelt afgjort, men Farsø var dog langt fra færdige.
Kort før pausen gjorde Sofie Thrige til 4-0 med sit andet mål i kampen. Målet faldt efter en fremragende aflevering fra tvillingesøster Sara Thrige. De kan nærmest finde hinanden i mørke.
I de sidste 30 minutter fortsatte Farsø-tøserne med det flotte spil. Når de ville, kunne de. Seks minutter inde i anden halvleg scorede Pernille Thomsen til 5-0, og tre minutter senere lukkede og slukkede Sara Thrige med et flot mål. 6-0 til Farsø Skole, som dermed er sikkert i kvartfinalerne.
Frydenstrandskolen har spillet en flot turnering i år, men de kunne ikke stille noget op mod Farsø.
Er klar
Farsø-træner, Tanja Solberg, sagde efter kampen, at holdet igen spillede en god kamp, og nu begynder det at smage af Parken til næste år. Vi glæder os nu til at se, hvem vi skal møde i kvartfinalen, sagde hun.