SVINGELBJERG: Igen præsenterer Vesthimmerlands Teaterforening en helt speciel oplevelse, og denne gang i samarbejde med menighedsrådene for Ullits, Foulum og Svingelbjerg. Performance forestillingen ”Farvel” kan opleves på Svingelbjerg Kirkegård.
”Farvel” er en sansevandring på kirkegården om afsked og begravelsesritualer. ”Farvel” er en hyldest til livet og døden. Publikum inviteres på en times vandring ind i en undersøgelse af, hvordan vi siger farvel. ”Farvel” er en iscenesat lydvandring, der blander interviews af børn og ældre samt fagpersoner, der arbejder med og omkring danske begravelsesritualer, og lydkompositioner skabt af kirkegårdens rum.
Det foregår på den måde, at publikum tages imod ved indgangen til kirkegården, får udleveret hovedtelefoner og bliver ledt gennem kirkegårdens område af to performere. Den sanselige lyd i hovedtelefonerne blander sig med kirkegårdens fysiske og visuelle omgivelse. I denne parallelle kirkegårds-virkelighed bevæger publikum siglangsomt af sted gennem kirkegården. ”Farvel” er en interaktiv vandring, der får publikum til at reflektere over at tage afsked.
Forestillingen er produceret af Wünschmachine. De 2 performere er Helga Rosenfeldt-Olsen og Alaya Riefenthal. Sidstnævnte har også iscenesat forestillingen.
Efter kirkegårdsvandringen byder menighedsrådet på en kop kaffe og en snak om den særlige oplevelse.
