FARSØ: Sidste onsdag havde Farsø Pensionistforening en fantastisk eftermiddag i Klubhuset i selskab med den kendte travtræner og –kusk, Jørn Laursen fra Skive.
Han fortalte om tilblivelsen af Stald Klima og ikke mindst om Danmarks mest berømte travhest igennem tiderne, nemlig Tarok.
Der var stor interesse for den ”lokale” historie fra Skive, og foredraget havde derfor et virkelig flot fremmøde.
Tarok er stadigvæk den oftest mest sejrende danske travhest. I 1976 vandt den Dansk Trav Derby og i 1977 EM for 5-årige. Tarok blev nærmest folkeeje og blev kaldt ”Dannebrog på fire ben”.
I 2025 har Jørn Laursen været gift med Ingelise i 60 år. Når de skulle stille op til løb både i Danmark og Europa var de begge afsted mange gange også deres børn. De sov altid hos Tarok om natten. Havde madpakke med både til dem selv og Tarok.
De havde også altid vand med til Tarok, idet de ikke ville risikere at der var bakterier i vandet, såfremt de skulle have drikkevand på de enkelte travbaner.
Det var et medlevende og spændende foredrag, hvor man også kom bag ved familien Laursen.
Jørn Laursen sluttede af med at fortælle om tilblivelsen af filmen Tarok samt Tarokmuseet på Skive Travbane.
Farsø Pensionistforening glæder sig over det store fremmøde, og ser nu frem til næste arrangement på næste onsdag med et foredrag af Kurt Leth, kendt fra TV Syd med programmet ”Til kaffe med Kurt”. Kurt Leth kalder selv foredraget: ”Et foredrag med spræl i”.