FARSØ: Som mange sikkert bemærkede under Farsø Festen, så står Mindelunden nu flottere end nogensinde. Det er takket være Farsø borger H.P. Sauer, der døde tidligere i år. Han holdt meget af Farsø og mindesmærket i Farsø Søanlæg. Han havde selv familiemedlemmer involveret i frihedskampen, og har besøgt Ryvangen i København flere gange. Han synes derfor at mindeanlægget i Farsø manglede noget.
Først og fremmest lyngen, som er meget udpræget i Ryvangen, og til alle tider har været det på heden omkring Farsø. Derfor har H.P. Sauer gennem mange år haft ønsket om at der skulle plantes lyng i mindelunden i Farsø, ligesom der også skulle nedlægges chaussesten i anlægget i stedet for grus. Også i Ryvangen er der chaussesten ved mindesmærkerne.
Desværre blev ønsket ikke til mens H.P. Sauer stadig var i live, men til gengæld var det hans store ønske, at man betænkte mindelunden i Farsø Søanlæg med en pengegave i stedet for blomster og kranse til hans begravelse.
Bidrag for kr. 43.000
Denne opfordring blev taget godt imod og det blev til kr. 43.000, som nu er brugt til forskønnelse af Mindelunden – helt efter H.P. Sauers ønske.
Fra Dorte Sauer og søn Henrik Sauer lyder der en stor tak for de mange bidrag til forskønnelse af Mindelunden i Farsø.
-Vi fik over 43.000 ind og efter godt samarbejde med Carsten Agesen fra Vesthimmerlands Kommune og hjælp fra vores lokale venstremand Lars Andresen, så fik vi udført HP’s sidste vilje. Vi synes det er blevet rigtig flot, så vi håber folk har nydt synet under byfesten og selvfølgelig i fremtiden også.
Blev i sin tid også etableret med pengegave
Mindesmærket i Farsø – og et ny spejderhus blev til umiddelbart efter befrielsen, hvor det blev etableret på borgeres initiativ med hjælp fra en anonym pengegave. Placeringen i Søanlægget foran spejderhuset, skyldtes de to’s tilknytning til spejdergruppen i Farsø.
Selve mindelunden er udført med et smukt granitrelief, som er udført af billedhuggeren Henrik Starke,som også har lavet udsmykning til andre danske mindesmærker og stået for udsmykningen af FN –bygningen i New York.
Granitrelief og kampesten er bygget ind i bakken, hvorpå spejderhuset står, på den måde er der dannet et mindeanlæg – som i Farsø går under navnet ”Mindelunden”.
Mindelunden er gennem årene blevet vedligeligholdt som et vigtigt mindemærke i Farsø. Og ikke mindst afholder spejderne hvert år en 4. maj spejderparade på stedet for at mindes de to frihedskæmpere.