FARSØ: Hvordan viser man sin taknemlighed for en rigtig god behandling på Farsø Sygehus. For 75-årge Ole Larsen, der også er musiker, står det ganske klart. Det gør man da med glad musik og kage.
Ole Larsen fra Skivum, har haft et længere forløb i forbindelse med en hofteoperation end det ellers var planlagt.
Allerhelst ville han have haft sin nye hofte i Farsø, men desværre var der en lang venteliste og han levede i et smertehelvede. Han valgte derfor at tage imod tilbuddet om at blive opereret på et privathospital i Aalborg. Det var tilbage i starten af marts måned. Desværre gik der infektion i såret, og han måtte opereres igen to uger senere på Aalborg Sygehus sammen med en antibiotikabehandling.
Antibiotikabehandlingen kræver sygehusindlæggelse, og han valgte derfor efter få dage at blive overført til Farsø Sygehus. Det er han glad for kunne lade sig gøre. 5 ugers indlæggelse blev det til og i de bedste og mest behagelige omgivelser.
-Personalet her på sygehuset er det mest fantastiske, søde og hjælpsomme – og ikke mindst mest kompetente. Så jeg har længe tænkt på, hvordan jeg kan give min personlige tak for venligheden, fortæller Ole Larsen.
Mandag eftermiddag møder Ole og musikervennen Erik op på Farsø Sygehus efter forudgående aftale med afsnitsledende sygeplejerske Gitte Zytphen-Adeler, fra Ortopædkirurgisk Sengeafsnit O4, hvor Ole var indlagt i de 5 uger.
Det er tydeligt at se, at Ole er blevet rask til bens igen, det bemærker de sygeplejersker der har plejet ham straks. For ført an af Gitte Zypthen-Adeler, spiller Ole og Erik gangene op på O4’s sengeafsnit og senere i fællesstuen.

Ole spiller på vaskebræt og Erik på harmonika. De to har spillet sammen i 25 år. Normalt spiller Ole på trommer og keyboard og i flere sammenhænge og i andre orkestre.
Tidspunktet i mandags var velvalgt imellem vagtskifte, således så meget af plejepersonalet kunne hilse på Ole, høre musik og blive budt på kage. Flere patienter fra stuerne kom også ud for at opleve det musikalske optrin.

Ole Larsen har haft problemer med sin hofte siden 2018 og indrømmer han er gået alt for længe med sine smerter, som skyldes at der ingen brusk var tilbage i hofteskålen og det har været knogle mod knogle. Af læger blev han også rådet til – op til operation, at holde sig i ro ikke gøre skaden større.
Men det er svært for en mand som Ole.
– Jeg er jo gammel landmand og har altid været i gang, men er slidt op, indrømmer han.
Han bor på slægtsejendommen, har haft 100 køer og passet marker. På gården er køerne nu blevet skiftet ud med hans store passion for gamle Massey Ferguson traktorer som han har hele 59 stk. af. Han er derfor også glad for, at han igen er blevet så mobil, at han kan køre på sine traktorer, om som det også kunne ses ved mandagens musikalske optrin, kan slå takten an med den opererede hofte.
-Jeg er så glad for, at man i dag kan få indopereret nye hofteled. Så nu er jeg næsten så god som ny!. Hvis man kigger nogle årtier tilbage, hvor denne operation ikke var mulig, ville jeg i min situation være bundet til en kørestol, ja så kunne jeg jo ikke dyrke mine interesser for musik og gamle traktorer, lyder fra Ole Larsen, men han slår sit store smil op.
Gitte Zypthen-Adeler blev også i rigtig godt humør over dagens optrin.
-Jeg ved, at mine kollegaer her på afdelingen gør det rigtig godt. Alligevel varmer det mit hjerte, når en meget tilfreds patient viser sin taknemlighed på denne måde.