Patchwork udstilling på Hesselvang

HVALPSUND: Hen over julen og nytåret har der på Friplejehjemmet Hesselvang været udstilling af smukke håndsyede patchworktæpper.

Mesteren for det fine håndarbejde er Ilse Andersen, Hvalpsund.  

Gammel teknik
Patchwork er en gammel teknik, hvor man syr mindre stofstykker sammen til større stykker, f.eks. tæpper og duge. Stoflapperne klippes typisk i forskellige geometriske former som kvadrater, romber, trekanter og sekskanter inden de sys sammen til dekorative mønstre. Kunsten er bl.a. at sammensætte de helt rigtige farver og mønstre, så tæppet fremtræder så smukt som muligt. Som regel afsluttes et patchworktæppe med at man quilter det. Stofmaterialet kan være af flere forskellige typer, lige fra bomuld og over i den fineste silke.
 

Stor erfaring med håndværket
Ilse Andersens udstilling tæller 9 store og 1 mindre tæppe. De største er beregnede til at være sengetæpper, og de lidt mindre vil pynte fint i en sofa. Farveskalaen er også rigt repræsenteret i mønstrene, da hvert enkelt tæppe har sine egne farver og sit specielle udtryk. Tæppernes fine farver spiller perfekt op til Hesselvangs lyse vægge.  Det er dybt fascinerende at tænke på, hvor mange sting der er lagt i de enkelte tæpper, og næsten helt uforståeligt at Ilse Andersen råder over en stor anseelig samling unikke vidt forskellige patchworktæpper fremstillet fra egen hånd. Kun meget få sømme er syet på maskine. Ilse Andersen fortæller dog også hun har syet i mange år, og derved har høstet stor erfaring med håndværket. I øvrigt er Ilse Andersen ikke ukendt med håndsyning, idet hun før i tiden har syet mange Egns- og Folkedragter, ligesom hun også har bidraget med syning af dragter til Middelalderdagene på Vitskøl Kloster.
 

Stadig stor interesse
Inspiration til patchwork mønstrene mangler heller ikke, idet hun flere dage om ugen hjælper og går til hånde i en større patchworkforretning i Aars. Her har Ilse Andersen mulighed for at dyrke sin store interesse, få den faglige sparring omkring nye ideer og deltage udadtil i flere messesammenhænge.
 

For interesserede er der stadig mulighed for at opleve udstillingen lidt endnu, indtil den må give plads til en forestående påskeudstilling.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.