HIMMERLAND: Danmarks største cykelløb – målt på antal hold og ryttere, vil påskesøndag kæmpe sig frem på en 195 km lang rute gennem Himmerland.
Største cykelbegivenhed hidtil
Starten går fra Aalestrup kl. 12.00 og de sidste ryttere forventes i mål i Farsø kort efter kl. 17.00. Med andre ord bliver det den største cykelbegivenhed som landsdelen hidtil har oplevet – især i Vesthimmerland. Ud over Aalestrup og Farsø vil også spurtbyerne Nibe, Løgstør, Ranum og Aars kunne mærke suset fra feltet, som også tæller store cykelprofiler.
Himmerland Rundt er et nyt internationalt UCI løb, arrangeret af Vesthimmerland CK i samarbejde med Team Concordia Forsikring Himmerland.
Det bliver et stort og stærkt felt. Ryttere fra 25 hold skal køre 195 km før vinderen kåres. Der bliver deltagelse af samtlige danske kontinentale- og DCU teams – i alt 11 danske hold – samt 14 udenlandske teams, hvoraf 9 er kontinentale teams. Og ifølge en af arrangørerne David Dahl Madsen bliver det en rute med stor sværhedsgrad, som venter rytterne.
Ruten
– Hvis vinden bliver typisk dansk, er det en noget sværere rute, end man umiddelbart forestiller sig. Så er der nemlig 70 km i åbent terræn med sidevind.
Himmerland Rundt starter i Aalestrup og har en forholdsvis rolig start til Hobro. Her tager løbet dog for alvor fat med flere bakker, blandt andet op ad den meget stejle Hegedalsvej, hvor de første 400 meter stiger med 9,5%. Derefter fortsættes mod nord med mange åbne strækninger, hvor der er gode chancer for sidevind. Feltet når herefter Rebild og Rebild Bakker, hvor 1. etape af Post Danmark Rundt sluttede i 2009. Herfra køres der til Skørping og videre mod nordvest til Støvring, hvor der stadig er flere mindre bakker. Rytterne fortsætter til Nibe og kører en del af DM-ruten fra 2003, hvor der også er flere bakker.
Fra Nibe fører ruten rytterne mod vest på en åben strækning, hvor der sandsynligvis vil være modvind, men er det en dag med østenvind, kan der også være medvind. Rytterne når kysten ved Løgstør og fortsætter syd på tæt ved kysten til Ranum på et åbent stykke, hvor der bør være sidevind. Så køres der mod sydvest til Aars, hvor man blandt andet skal op ad den bakke med brosten, som også indgår i gadeløbet Sparekassen Himmerland Grand Prix. Fra Aars skal rytterne videre til Farsø, hvor man slutter af med tre omgange på en syv kilometer rundstrækning med to bakker.
Vigtigt løb for mange ryttere
Løbsarrangør og manager for Team Concordia Himmerland Forsikring, Mogens Kristensen, tror at ruten vil ligge godt til nogle Concordia Forsikring Himmerlands egne ryttere. Det drejer sig om Rasmus Guldhammer, Sebastian Lander og Nikola Aistrup. Derudover tror han også, at Glud & Marstrand-LRØ’s Daniel Foder vil have en god chance i løbet og været meget motiveret.
De to øvrige danske kontinentalhold, Christina Watches-Onfone og Team Energi Fyn, har også stor interesse i at få succes i løbet, da det er et af de fem løb, som DCU vil lægge hovedvægten på, når de skal afgøre, hvilket af de to hold, der skal med i Post Danmark Rundt. ”Christina Watches sender blandt andre Michael Rasmussen ( Kyllingen ), Michael Reihs og Rene Jørgensen. – Michael Blaudzun, sportsdirektør for Christina Wathes-Onfone har også fortalt mig, at de gerne vil have Angelo Furlan med, men der er lige noget papirarbejde, der skal gå op først. Fra Energi Fyn kommer blandt andre Glenn Bak, Søren Pugdahl, Nicolaj Olesen. Begge hold vil sende deres bedste rytter, lyder det.
Et af Danmarks betydeligste UCI-løb
I flere endagsløb kører man flere omgang på en rundstrækning med udgangspunkt i en by, men dette løb kommer hele Himmerland rundt, som navnet også antyder.
– Vi vil gerne vise cykelsporten frem til hele Himmerland og ikke bare en enkelt by, forklarer løbsarrangøren. Faktisk er det idéen, at byerne i Himmerland skal kunne byde på at få start eller mål til deres by hvert år, så ruten ligger på ingen måde fast.
For der bliver et Himmerland Rundt også efter 2011. Det er Mogens Kristensen ganske sikker på. Og han håber også, at løbet kan sætte gang i, at der arrangeres flere danske UCI-løb.
– Det er ikke så svært eller dyrt at lave et 1.2-løb. Vi vil gerne gå forrest og også hjælpe andre med at arrangere UCI-løb i Danmark. Det vil øge interessen for cykelsport i Danmark, og det vil også være med til at øge niveauet. Samtidig bliver det mere interessant for sponsorerne, hvis de kan få promovering i danske løb, hvor det virkelig tæller for noget.
Cykelavisen – Himmerland Rundt
Du kan læse meget mere om 1. udgaven af Himmerland Rundt i cykelavisen ved at klikke på avisen ovenfor og på www.himmerlandlandrundt.dk, hvor startopstillingen er at finde.