Forside Blog Side 6

Regnfuld byfest i Overlade samlede alligevel mange deltagere – FOTOS

I Kristi Himmelfartsferien var der byfest i Overlade. Størstedelen af programpunkterne fandt sted i Overlade Kulturcenter der var pyntet op til fest

OVERLADE: Trods massive regnbyger hele weekenden lykkedes det endnu en gang at samle byens borgere til byfest i Overlade i Kristi Himmelfartsferien.

Lagde ud med musikalsk gudstjeneste
Byfesten blev traditionen tro skudt i gang torsdag aften med en musikalsk gudstjeneste i Overlade Kirke. Her medvirkede den lokale folkevisegruppe Hanegal sammen med sognepræst Lars Lyngberg-Larsen.

Resten af arrangementerne foregik i og omkring Overlade Kulturcenter ved Overlade Friskole, hvor mange aktiviteter heldigvis kunne rykkes indendørs, da vejret fredag og lørdag viste sig fra sin særdeles våde side.

Regnvejret druknede udendørs aktiviteter
Det gjaldt dog ikke fredagens byfest-gåtur og byfestløb, som begge måtte gennemføres i silende regn. Kun fem deltagere begav sig ud på gåturen, mens ti løbere stillede op til den seks kilometer lange rute.

– I stedet for at udlevere vand og æbler ved målstregen tænkte vi, at deltagerne nok havde mere brug for en kop varm kakao at varme sig på, fortæller Elisa Overgaard Petersen, fra Overlade Byfest.

Det dårlige vejr satte også sit præg på flere af de udendørs aktiviteter. Den populære hoppeborg forblev både ubrugt og uoppustet, mens gæsterne ved madboderne måtte søge ly under parasoller, mens de ventede på burgere og pommes frites.

Der var ikke det bedste vejr, men samlede alligevel Overlade og omegn til byfest.

Heldigvis godt og tørt i kulturcentret
Til gengæld var der stor opbakning til fredagens indendørs aktiviteter. Både børnediskoteket og beerpong-turneringen tiltrak mange unge deltagere.

Foreninger præsenteret på minimesse
Lørdag morgen begyndte med gratis kaffe og rundstykker i Kulturcentrets hal, hvor mellem 100 og 150 borgere mødte op. Herefter fulgte en velbesøgt minimesse med deltagelse fra blandt andre Brugsen, Overlade Friskole, friskolens støtteforening, kunstner Jørn Bjerge, Overlade Borgerforening, Overlade Strikkeklub, Overlade Pensionistforening og Overlade Lokalarkiv.

Lørdag formiddag var der minimesse, hvor mange børn og voksne kiggede forbi. Her ved Brugsens stand hvor de kunne rafles om gevinster
Der var festlig stemning. Det var børnene også med på.

Flere af standene bød på konkurrencer og information om de lokale foreningers arbejde.

Kagekonkurrence måtte aflyses
En planlagt kagekonkurrence måtte dog aflyses, da kun to deltagere havde tilmeldt sig. I stedet blev “Fodbold for sjov” dagens store aktivitet med syv tilmeldte hold. Også her måtte både spillere og tilskuere finde sig i store mængder regn.

Kæmpe aftenfest med live musik
Byfesten blev rundet af lørdag aften med fest for omkring 200 deltagere. Aftenen bød blandt andet på grillstegt gris, amerikansk lotteri med mange gevinster samt live musik og dans til tonerne fra Beers for Tears, der spillede frem til kort efter midnat.

/cf

Til kamp for vejrabatter og grønne arealer

På vegne af DN Vesthimmerland, Hanne Tindal Madsen, Vindblæs

Lige om lidt stiger mit blodtryk, når jeg bevæger mig langs de danske veje. Det berører mig dybt, når jeg ser, hvor mange af vores vejrabatter og grønne arealer, der bliver behandlet som var de private græsplæner. Og ikke kun, så vi kan orientere os, men alt, alt for ofte er alle arter klippet i bund langs hele marken på begge sider af ejendommen, og ofte også på den modsatte side af vejen.

Er det et problem? JA. Først og fremmest fordi disse arealer binder vores naturområder sammen blandt alle markerne, byerne og industriområderne. Det er i rabatter, grønne arealer og læhegn, at både planter og dyr kan sprede sig. Tilsammen udgør disse en meget stor del af vores land (Ifølge Vejdirektoratet udgør alene vejnettet 72.411 km offentligt og 24.000 km privat). Når de bliver intensivt slået, forhindrer vi disse vigtige spredninger.

Mange vejrabatter er offentlig ejendom. Disse arealer har brug for at blive slået hvad angår trafiksikkerhed og faktisk også biodiversitet – men det er kommunernes og Vejdirektoratets opgave. Og det er afgørende, at det bliver gjort på de rette tidspunkter, nemlig tidligt forår eller sent efterår. Når man slår græs for ofte og/eller på de forkerte tidspunkter, giver man græsserne og enkelte andre arter en fordel frem for de mere nøjsomme urter. Og det er urterne, der er mangel på, da de er livsvigtige for insekter og dyreliv.

Faktisk havde vi kortvarigt en lov, der værnede om biodiversiteten i de danske vejrabatter. Den kom til i 1984, og medierne sov fra det, da den blev afskaffet i 1996 – til stor skade for insekter, planter og dyr.

Kan vi gøre noget, tænker du måske? Ja, vi kan alle sammen gøre noget.

Kommunerne kan oplyse borgerne om vigtigheden af blomstrende rabatter og grønne arealer. Og kommunerne kan holde igen med at slå og slå arealerne på de rigtige tidspunkter. Hvis det afslåede materiale samles op, kan man fjerne næringsstoffer. Og så får urterne over tid bedre forhold end de næringselskende græsser. Og på sigt mindskes behovet for slåning og det ville spare noget på driftsbudgettet. Måske vi skal genopfinde den gamle grønthøster?

Trafikanterne kan tænke lidt over, hvor meget mere fristende det er at trykke ekstra på speederen, når der ikke er noget kønt at se på, og fart dræber som bekendt.

Landmændene og maskinstationerne kan udføre ”god landmandspraksis” og sikre, at gødning og sprøjtemidler kun kommer på det dyrkede areal, samt at man ikke tager af rabatterne, når man pløjer og harver. En mere skånsom praksis kan være at slukke for de yderste dyser, når der køres langs rabatter og læhegn.

Du som bor i byen kan opfordre virksomheder, kommune og dem, du kender, til at tænke over biodiversiteten på diverse arealer.

Du som bor på landet kan spare tid, energi og penge. Den sparede tid kan du bruge på at kysse din partner, lege med børn eller børnebørn, drikke kaffe eller øl med naboen – og nyde synet af insekter og dyr, der vil takke dig for det.

Køligt vejr lagde dæmper på camping i Kr. Himmelfart – men pinsen tegner lovende

Lørdag i Kr. Himmelfartsferien var der arrangeret boder med salg i gårdhaven på Farsø Fjord Camping.

STISTRUP: Selvom enkelte vandehunde trodsede det kølige vejr og tog sæsonens første dukkert i poolen på Farsø Fjord Camping i Kristi Himmelfartsferien, blev de fleste aktiviteter rykket i tørvejr.

Det meste af feriehyggen foregik derfor i campingpladsens gårdhave, i Café Hygge og rundt omkring i forteltene, hvor gæsterne søgte ly for regn og blæst.

Lørdag havde campingpladsens aktivitetsudvalg arrangeret en lille markedsdag i gårdhaven. Her bød inviterede sælgere på forskellige varer til både camping og generelt. Arrangementet var åbent for såvel campister som besøgende udefra. For børnene var der ansigtsmaling.

For børn var der ansigtsmaling

Der var også sørget for aftensmaden, da foodtrucken ”Guldkyllingen” lagde vejen forbi med langtidsstegte kyllinger.

Campingparret Christina Møller Eriksen og Carsten Nørgaard erkender, at Kristi Himmelfartsferien ikke blev den store publikumsmagnet på grund af det regnfulde og kølige vejr.

Til gengæld ser forventningerne langt bedre ud for pinsen i den kommende weekend, hvor vejrudsigten lover sol og temperaturer omkring de 20 grader.

Det giver gode udsigter til pinselørdagens fest i Café Hygge, hvor Den Syngende Bager står for musikken. Arrangementet er åbent for alle interesserede – også gæster, der ikke bor på campingpladsen. Festen bliver samtidig den første af sæsonens tre arrangementer med livemusik. De øvrige finder sted i juli.

Pinsesøndag bliver der fokus på de yngste gæster, når Kaptajn Hvidskæg besøger campingpladsen med sit ballonshow.

/cf        

Regnen stoppede ikke campisternes loppemarked i Ertebølle – FOTOS

Med til Kr. Himmelfartsferien på Ertebølle Strand Camping hører loppesalg som campisterne afholder fra deres fortelte.

ERTEBØLLE: Det var ikke just perfekt campingvejr denne Kr. Himmelfartsferie, men vognen var på plads, forteltet rejst og indrettet, så selvfølgelig skulle campingsæsonen indledes.

På Ertebølle Strand Camping er der lørdag i Kr. Himmelfartsferien tradition for at campisterne holder kræmmermarked eller loppemarked, som de selv kalder det. Tingene havde de med hjemmefra i håbet om at andre kan få fornøjelse af dem. Rundt omkring på pladsen var tingene stillet frem i fortelte, pavilloner og på trailere.

Dagen bød dog på flere regnbyger, som indimellem satte handelen på pause. Når regnen tog til, blev telte hurtigt lynet til, og borde dækket af plast. Men så snart vejret klarede op igen, vendte både sælgere og købere tilbage til de små boder.

Campister kan godt lide at læse, så denne campistpavillon fyldt med bøger var en fund.

Det er en meget hyggelig tradition, at campister og gæster tager en tur rundt på pladsen – og går på opdagelse for at finde lidt ”campingguld”.

Også børn havde sorteret i deres legetøj, og sat det til salg de ikke længere kunne bruge. Heldigvis kom det hurtigt andre børn til gavn.

Ifølge programmet skulle dagen også have budt på udendørs grillmad og livemusik, men det satte vejret en stopper for. I stedet rykkede både musikere og gæster indenfor i Café Ertebølle, hvor stemningen fortsatte i tørvejr.

Grundet det regnfulde vejr blev gæster og livemusik inviteret indenfor i Cafe Ertebølle.

/cf

Kommunen vil stoppe hjemmevask af biler

VESTHIMMERLAND: Mange borgere vasker bilen hjemme i indkørslen eller på vejen foran huset – men flere steder i kommunen kan det være et miljøproblem. Nu vil kommunen sætte ind med en informationskampagne for at få borgerne til at ændre vaner

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen bliver vaskevandet fra bilvask i separatkloakerede områder ledt direkte ud i regnvandsledningerne og videre til naturen. Her kan sæberester, olie, tungmetaller og andet snavs ende i søer, vandløb og i sidste ende i Limfjorden.

Forvaltningen understreger, at det gælder, selv når der bruges bionedbrydelige sæber.

På det seneste møde i Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget blev det derfor besluttet at bede forvaltningen udarbejde et nyt forslag til en oplysningskampagne om hjemmevask af biler.

Allerede i maj sidste år besluttede det daværende Teknik- og Miljøudvalg, at der skulle arbejdes videre med en fælles kampagne for hele kommunen.

Ifølge kommunen vasker de fleste borgere bilen hjemme “i god tro” uden at være klar over, at vaskevandet kan være ulovligt at lede til regnvandskloakken.

Derfor lægger forvaltningen op til en informationsindsats i en uformel tone fremfor kontrol og sanktioner. Planen er, at alle ejere og lejere i de berørte områder skal modtage et informationsbrev via e-Boks. Brevet skal både forklare miljøproblemerne og indeholde oplysninger om vandforbrug.

Kommunen erkender samtidig, at det er svært at føre tilsyn med hjemmevask af biler. Forvaltningen forventer også, at kampagnen kan føre til flere nabohenvendelser, hvor borgere anmelder andre for at vaske bil hjemme.

Derfor skal Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget også tage stilling til, hvordan sådanne henvendelser fremover skal håndteres.

Vesthimmerlands Forsyning har været inddraget i arbejdet og har kommenteret udkastet til informationsbrevet.

/cf

Kommunen vil ændre vedligeholdelsen af vandløb

Arkivfoto

VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune tager nu næste skridt i arbejdet med at modernisere kommunens vandløbsregulativer. Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget har besluttet at sende nye forslag for fire lokale vandløb i offentlig høring, og ændringerne kan få betydning for både natur, lodsejere og fiskeliv.

430 km offentlige vandløb
Vesthimmerland har omkring 430 kilometer offentlige vandløb, som alle skal administreres efter særlige regulativer. Regulativerne fastlægger blandt andet regler for vedligeholdelse, grødeskæring og vandløbenes fysiske tilstand. Målet med revisionen er at skabe mere ensartede regler og samtidig styrke naturkvaliteten i vandløbene.

Mere skånsom grødeskæring
Et centralt punkt i de nye regulativer er en ændret tilgang til grødeskæring. Tendensen i klagesager og nationale anbefalinger går i retning af mere skånsom vedligeholdelse med færre indgreb i vandløbene.

Derfor foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen, at der fremover efterlades mellem 30 og 50 procent af grøden i flere af vandløbene. Samtidig vil kommunen indføre en ekstra gennemgang tidligt på året for at gøre vandløbene ”forårsklar”.

Ændringerne gælder blandt andet: Sønderlade Bæk, Katmosegrøften, Ørndrup Tværbæk, Vadgårds Bæk

Fokus på natur og ørredvandløb
Sønderlade Bæk og Katmosegrøften ligger mellem Hyllebjerg og Overlade og løber ud i Trend Å. Vandløbene har i dag ikke et officielt miljømål i statens vandområdeplaner, men kommunen vurderer, at de på sigt kan udvikle sig til gode ørredvandløb.

Ørndrup Tværbæk øst for Vester Hornum og Vadgårds Bæk mellem Fredbjerg og Gunderup har allerede et miljømål om ”god økologisk tilstand”. Her håber kommunen, at den mere skånsomme vedligeholdelse kan bidrage til bedre forhold for både fisk og smådyr.

Flere kilometer er allerede gennemgået
Kommunen oplyser, at der allerede er opmålt 351 kilometer vandløb, mens der er udarbejdet nye regulativer for 154 kilometer – især i oplandene til Lerkenfeld Å, Stistrup Møllebæk og Trend Å.

Arbejdet fortsætter nu især omkring Trend Å-systemet.

Høring i otte uger
Forslagene til de nye regulativer bliver sendt i offentlig høring i otte uger. Herefter skal eventuelle indsigelser behandles, før Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget kan træffe endelig beslutning.

I tidligere høringer har blandt andre Vesthimmerlands Ålaug, lokale sportsfiskerforeninger, Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Naturfredningsforening og DTU Aqua sendt bemærkninger til planerne.

De endelige afgørelser vil kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

/cf

Cabaret ALFA har nu bukket og slukket for sidste gang

Foto: Cabaret Alfa

VESTHIMMERLAND: -Det er med stor beklagelse, at bestyrelsen for Cabaret ALFA efter mange, lange og tunge overvejelser nu må smide håndklædet i ringen og nedlægge Cabaret’en, lyder det fra Lene Weiss.

I 2007 fik Jan Holm Jensen – også kendt som skotøjshandler i Farsø, ideen til at starte en revy/cabaret, der skulle samle den nye Vesthimmerlands Kommune på det kulturelle plan.

Der blev samlet en lille flok ildsjæle bestående af Tonny Struwe Poulsen, Lene Weiss, Anni Gamborg, Lisa Bjørn og Mette Henriksen som arbejdede videre og endte med at starte en revy/cabaret, der dels skulle ”spidde” de lokale og ikke mindst de mere landsdækkende begivenheder.

Det blev starten på Cabaret ALFA, som havde første forestilling i 2009 og siden har henrykket publikum med mange lokale skuespillere, gode forfattere, gode teams til alt det praktiske såsom kulisser, kostumer, lyd m.v., kapelmestre, musikere samt professionelle instruktører.

Corona gjorde ganske vist at publikum i et par år måtte undvære Cabaret’en, men det er blevet til mange fantastiske forestillinger. Nu hvor det ikke kan lade sig gøre at samle frivillige til at fortsætte, er man blevet enige om at stoppe, mens legen er god!

Cabaret’ens store beholdning af kulisser, kostumer, rekvisitter m.v. er bl.a. doneret til de revyer, der stadig ”lever” i kommunen, ligesom den formue, der er i forbindelse med nedlæggelsen overgår til kulturelle formål i Vesthimmerlands kommune.

På den sidste generalforsamling, der fandt sted tirsdag i sidste uge, blev der nedsat et lille udvalg bestående af Jan Holm Jensen, Tonny Struwe Poulsen og Mette Henriksen til at arbejde videre med at få gemt historien bag Cabaret ALFA. De satser på at få samlet foto, video og andet historisk materiale og overdrage det til Lokalhistorisk Arkiv på Vesthimmerlands Museum.

Nye regler for tømning af septiktanke

Alle beboede ejendomme skal fremover som udgangspunkt have tømt bundfældningstanken én gang om året. Ubeboede ejendomme hver 4. år. Foto: Vesthimmerlands Forsyning

VESTHIMMERLAND: Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget i Vesthimmerlands Kommune har nu vedtaget et nyt regulativ for tømning af bundfældningstanke – også kendt som septiktanke og tre-kammertanke.

Får betydning for 5.000 ejendomme
De nye regler får betydning for omkring 5.000 ejendomme i kommunen med eget spildevandsanlæg og træder efter planen i kraft 1. januar 2027.

Baggrunden for ændringerne er et ønske om at sikre bedre drift af anlæggene og mindske risikoen for forurening. Kommunens tømningsordning blev oprindeligt indført i 2012 efter flere tilfælde af overløb og miljøproblemer fra overfyldte tanke.

Årlig tømning bliver hovedregel
Udvalget har valgt at tage udgangspunkt i Vesthimmerlands Forsynings forslag. Det betyder, at alle beboede ejendomme fremover som udgangspunkt skal have tømt bundfældningstanken én gang om året.

Forsyningen vurderer, at årlig tømning giver den mest stabile drift og den bedste miljøbeskyttelse. Samtidig følger løsningen Miljøstyrelsens anbefalinger.

Særlige regler for ubeboede ejendomme
For ubeboede ejendomme bliver reglerne mindre stramme. Her bliver tømningshyppigheden sat til hvert fjerde år.

Den nuværende mulighed for fuld fritagelse fra tømningsordningen har ifølge kommunen skabt problemer, fordi nogle ejendomme officielt stod tomme, men i praksis stadig blev brugt.

Med den nye model ønsker kommunen fortsat at føre tilsyn med tankenes tilstand, selv ved meget lavt brug.

Klarere regler om gebyrer
Det nye regulativ indeholder også en mere detaljeret beskrivelse af tillægsydelser og ekstra gebyrer. Det sker efter flere års debat om, hvad borgerne konkret betaler for i forbindelse med tømningsordningen.

Derudover bliver fristen for at melde ændringer til ordningen rykket frem. Fremover skal ændringer meldes ind tidligere, så ruter og tømninger kan planlægges mere effektivt.

Kommunen og Vesthimmerlands Forsyning skal nu arbejde videre med implementeringen af de nye regler, herunder udbud af selve tømningsopgaven, inden ordningen træder i kraft i 2027.

/cf

To nye fortove skal øge trafiksikkerheden i Hvalpsund

Strandvejen er meget trafikeret og har dårlige oversigtsforhold på dette stykke fra Sundvej, da vejen er tilkørselsvej for biler og lastbiler til færgen.

HVALPSUND: Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget har netop besluttet at prioritere en række trafiksikkerhedsprojekter som en del af kommunens trafiksikkerhedspulje på i alt 3 millioner kroner. Projekterne skal forbedre både sikkerhed og tryghed for fodgængere, cyklister og bilister i hele kommunen.

En million kroner af puljen er allerede øremærket til ny opstribning og opsætning af kantpæle på kommunens veje. De resterende to millioner kroner fordeles nu på konkrete projekter rundt omkring i kommunen – heriblandt to i Hvalpsund.

Hvalpsund får to nye fortove
I Hvalpsund bliver der sat penge af til forbedringer to steder i byen.

På Fjordvej etableres der fortov for 150.000 kroner, langs vejomføringen bag om de nye Marina boliger, hvilket skal gøre det mere sikkert for fodgængere på denne strækning.

Fjordvej blev i forbindelse med de nye Marinaboliger omlagt, i første omgang uden fortov.
På dette stykke – markeret med rødt anlægges der nyt fortov

Samtidig får Strandvejen et ekstra løft. Her afsættes yderligere 230.000 kroner til fortovsprojektet, blandt andet fordi der også skal håndteres udfordringer med afvanding i området. Projektet skal forbedre forholdene for både lokale borgere og besøgende, der færdes til fods langs den trafikerede vejstrækning, der også er tilkørselsvej for biler og lastbiler til færgen.

Den nye Havne p-plads sørger også for trafiksikkerhed for fodgængere

Flere projekter rundt i kommunen
Ud over Hvalpsund går der også trafiksikkerhedspenge til: Trafiksikkerhedstiltag ved Farsø Skole efter en trafikanalyse (450.000 kroner), Nyt fortov fra Sønderport til busstoppestedet ved Lanternen i Løgstør (700.000 kroner), Fortov langs Fischersgade i Løgstør (70.000 kroner), Bedre tilgængelighed ved Vestermarkskolen i Aars (70.000 kroner), Fartvisere og ny skiltning på Gislumvej ved Herredsvej (280.000 kroner), Fortov i krydset Engvej/Rolighedsvej i Aalestrup (50.000 kroner)

Det er teknisk forvaltning der har gennemgået ønskerne til trafiksikkerhedsfremmende tiltag og derefter vurderet, hvilke projekter der bør prioriteres først.

Med beslutningen er projekterne nu godkendt, og de afsatte midler frigives, så arbejdet kan sættes i gang i løbet af 2026.

/cf

Vandaksen har sendt ringe ud som breder sig

I forbindelse med indvielsen af den nye Samlingshytte på Hvalpsund Familie Camping som foreningen også har været en del af, så blev der også afholdt den årlige generalforsamling. Her ses formand Jørgen Ørskov afholde beretningen.

HVALPSUND: Ved indvielsen af den nye samlingshytte på Hvalpsund Familie Camping forleden, blev der samtidig holdt generalforsamling i foreningen Vandaksen.

Her satte formand Jørgen Ørnskov fokus på betydningen af samarbejde, frivillighed og naturprojekter i Vesthimmerland.

Samarbejde skaber værdi
I sin beretning fremhævede han det tætte samarbejde mellem foreningen, naturvejleder Karin Winther, kommunen, lokale virksomheder, fonde og Friluftsrådet.

– Samarbejdet samler hjerte, viden og engagement og skaber mere værdi, end vi kan hver for sig, lød det fra formanden.

Frivillighed er en samfundsmæssig superkraft
Han benyttede samtidig lejligheden til at hylde de mange frivillige kræfter, som holder foreningslivet i gang.

– Frivilligheden er en samfundsmæssig superkraft. Fællesskab opstår ikke af sig selv, men skabes af mennesker, der vælger at engagere sig, sagde Jørgen Ørnskov.

Han understregede, at de frivillige ofte besidder stor erfaring og lokal viden, og at deres indsats er afgørende for udviklingen af natur- og friluftstilbud i området.

Ifølge formanden er det vigtigt ikke at tage de frivillige for givet.

– Hvis man tager lysten fra de frivillige, risikerer man at miste dem, og det vil være katastrofalt, sagde han og rettede en stor tak til alle, der hjælper til i Vandaksens arbejde.

Vesthimmerland som natur- og friluftskommune
I beretningen blev der også set fremad mod nye muligheder for Vesthimmerland som natur- og friluftskommune. Jørgen Ørnskov pegede blandt andet på klima- og miljødebatten som en anledning til at tænke natur og friluftsliv endnu mere ind i kommunens udvikling.

– Naturen skal ikke være et tivoli. Den har en værdi i sig selv, og vi er heldige at bo i en vandkommune med kort afstand til fjorden og kysten, sagde han.

Vandaksens faciliteter bliver flittigt brugt
Selv om foreningsåret ifølge formanden har været præget af stilstand, ser han tydelige resultater af Vandaksens arbejde.

De stier og adgangsforhold, som foreningen har været med til at etablere både til lands og til vands, bliver flittigt brugt, ligesom åerne med nye isætningssteder til kanoer og kajakker. Samtidig glæder det foreningen, at faciliteterne nu er registreret på Udinaturen.dk.

Ringe breder sig
Jørgen Ørnskov pegede også på, at kommunens arbejde med turismestrategi og ønsket om en fælles digital bookingplatform i Vesthimmerland ligger i tråd med mange af de tanker, Vandaksen har arbejdet med siden 2018.

– Mange af de ringe, vi har sendt ud, breder sig nu, sagde han.

Ifølge formanden mangler der dog stadig et fælles sekretariat på tværs af kommunerne omkring Limfjorden, inspireret af den såkaldte fynske model, som kan samle aktiviteter, foreninger og tilbud i området.

Vandaksens bestyrelse består ud over Jørgen Ørskov af Per Larsen, Edel Michelsen, Thomas Just, Anni Nielsen, naturvejleder Karin Winther og Anne Mette Bach (udpeget af kommunen). Suppleant er Sofie Midtgaard Skov. 

/cf