Forside Blog Side 338

Regnvåd nytårsaften lagde dæmper på løjer – FOTOS

Selvom det var en regnvåd nytårsaften, så blev der dog fyret en del krudt af. Her i Nørregade i Farsø.

FARSØ: Selvom flødeskum, barberskum, toiletpapir og serpentinspray også dette nytår hørte til ingredienserne til at udføre de klassiske nytårsløjer på dørhåndtag, vinduer og postkasser, så var det i mindre omfang.

Det er en tradition at ”Føllet” pyntes op til nytår – således også i år.

Løjerne var ikke langtidsholdbare og regnede – kort og godt, væk.  

Også til midnat regnede det, men raketter og nytårsskyts skulle naturligvis fyres af.  Så det blev udført iført regnjakke og beskyttelsesbriller, der naturligvis duggede til. Men det var en klar aften, så fyrværkeriet gjorde sig flot.     

Desuden var gader og stræder ryddelige efter nytårskrudtet allerede i løbet af formiddagen på årets første dag.

Godt Nytår ønskes bageren i Nørregade.
Lidt ”hilsener” på ruder blev det også til.
Desværre ”lokkede” dette postkasseanlæg i Nørregade til sprængning

En frisk gåtur nytårsdag

Traditionen tro er der nytårsmarch i Skovbakker den 1. januar, hvor man kan komme sig ovenpå den gode jule- og nytårsmad med en rask tur og noget frisk luft.

HVALPSUND: Nyd en frisk stund udenfor, når Lions Club Farsø inviterer til den traditionelle nytårsgåtur

Hvert år går et par hundrede med på nytårsmarchen den første dag i det dugfriske, nye år. En rask gåtur hjælper kroppen i form efter julens gode mad, og så er det hyggeligt at gå med familie og venner.

Hils derfor 2023 velkommen den 1. januar kl. 13.00, hvor turen starter.

Mødestedet er ved parkeringspladsen ved udestuen på Hesselvej. Der er ingen tilmelding, og man kan bare møde op. Turen er på cirka seks kilometer, og alle kan være med. Efter turen serverer Lions Club Farsø varm suppe til alle deltagere.

SE ANNONCEN FOR NYTÅRSMARCHEN HER

Årets bedste historier

FARSØ AVIS: ”Vi kan nu fjerne de sidste coronarestriktioner – om få dage vil Danmark være helt åbent”.

Sådan lyder det til alles glæde fra Statsminister Mette Frederiksen i slutningen af februar. Det betyder, at vi alle, langt om længe efter 2 år kan se frem til at hverdagen vender tilbage.

Og det gør den!. Alle de aktiviteter og arrangementer, som vi har måttet aflyse eller udskyde vender tilbage. Kalenderen bookes i den grad op, og vi kan igen komme hinanden ved. Desværre afløses corona’en af et andet onde, nemlig krigen i Ukraine, der medfører flygtningestrømme og energikrise, som også mærkes i lokalområdet. Heldigvis er der også fremdrift med nye tiltag, der er mange røde snorklip i det forgangne år.  

Kavalkaden er lavet ud fra de rigtig mange artikler som Farsø Avis har bragt om – og fra lokalområdet i årets løb.

Ønsker du at genopfriske nogle af historierne kan du søge på www.farsoavis.dk, ligesom du også her kan finde de forrige års kavalkader, hvis du vil grave længere tilbage i historien.

God læsning!

LÆS FARSØ AVIS NYTÅRSKAVALKADE FOR ÅRET 2022 HER

Nytårshilsen

Per Bach Laursen, borgmester Vesthimmerlands Kommune

fra Per Bach Laursen, borgmester Vesthimmerlands Kommune

Her ved årets udgang vil jeg gerne sende en nytårshilsen til alle i Vesthimmerland.

Det nye byråd har nu et år på bagen. De nye byrådsmedlemmer er kommet godt i gang med arbejdet, og jeg mærker tydeligt, at de er blevet modtaget godt af de lidt mere garvede medlemmer, og stemningen er god. Tak til Byrådet for en konstruktiv indsats, hvor der har været plads både til politisk uenighed, men også evne og vilje til kompromiser – alt sammen til gavn for vores lokalsamfund.

Jeg tænker tilbage på et begivenhedsrigt år, og nogle af de største overskrifter kommer her.

29. januar var jeg en tur på havnen i Løgstør for at få et indtryk af stormen Maliks hærgen. Højvandssikringen holdt skansen denne gang, men med prognoser for fremtidens højvande in mente, så glædes vi over, at det forberedende synlige arbejde med yderligere sikring af Løgstør er igangsat her ved årsskiftet. Højvandssikringsarbejdet foregår ligeledes i Hvalpsund i forbindelse med det omfattende by- og områdefornyelsesprojekt.

I Aalestrup er der gennemført en byudviklingsplan med stor interesse fra borgerne, som er kommet med gode forslag til gennemførsel i takt med, at finansieringen fremskaffes. Specielt området på den gamle slagterigrund er i fokus for udvikling med boliger – både private og almenboliger m.m.

Farsø har netop påbegyndt arbejdet med en ny byudviklingsplan, hvor der bl.a. er etableret et byudviklingskontor i Rådhuscentret. Arbejdet fortsætter i det kommende år, og forventes afsluttet inden sommerferien. Herefter skal der sættes skub i at realisere planerne. Sundhedens Hus tager ligeledes form, og planen er indvielse i det nye år.

På Kimbrertorvet i Aars sker der store forandringer her ved årsskiftet. Et samarbejde mellem Realdania, Aars Handel, Aars Borgerforening og Vesthimmerlands Kommune, og et projekt med støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Himmerland og Aars Erhvervsråd, tager form med stor hast. En bygning i træ, som er så enestående, at den kommer til at vække opsigt. Et sted, hvor folk kan samles uanset vejret. En ny måde at tænke byudvikling på.     

2022 vil især blive husket for invasion af Ukraine. Situationen har påvirket hele verden og Danmark. I Vesthimmerland har vi udvist medmenneskelighed og modtaget flygtninge med åbne arme – en stor tak til alle de frivillige, der har deltaget i alt, lige fra at medvirke til at sikre tag over hovedet på flygtningene, lave støttearrangementer, indsamle tøj, legetøj og afholde mærkedage, julearrangementer m.m. Tak.

Den grønne omstilling har fået maksimal bevågenhed. Mest som følge af energikrisen, som er opstået i kølvandet af krigen i Ukraine. Vores kommune rummer store muligheder for etablering af alternative energianlæg. Danmark og Vesthimmerland skal være uafhængige af import af russisk gas, og her medvirker vi gerne. Men vi skal have betaling for vores medvirken, og nærmeste naboer skal have meget bedre økonomiske vilkår end det lovgivningen tilsiger i dag. 

Indtil marts måned var Corona-pandemien den største krise, verden havde set siden anden verdenskrig. Her, blot to år senere, bliver situationen med inflation, stigende fødevarer-, og energipriser, udråbt til en endnu større global krise.

Med disse ord vil jeg gerne ønske alle en rigtig glædelig jul samt et godt nytår. Og med håb om fred i Europa og Verden vil jeg se frem til bedre forhold for alle i 2023.

Kr. 100.000 til Johs. V. digterruteprojekt

Mio fra Nordea i Aars kiggede kort før jul forbi med en stor check til Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museets Digterruteprojekt på De Himmerlandske Heder. De kr. 100.000 blev overrakt til museumsleder Peter Hørup.

FARSØ: Der var tidlige julegaver i år da Mio fra Nordea i Aars kort før jul lagde vejen forbi Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet.

Anledningen var en donation på ikke mindre end 100.000 kr. Beløbet er skænket af Nordeas Lokalfond som støtte til at oprette en digterrute for Johannes V. Jensen på De Himmerlandske Heder.

Nordea Fonden har løbende givet økonomisk støtte til udviklingen af museet og med donationen på de kr. 100.000 er grundlaget lagt for, at endnu flere kan nyde godt af De Danske Digteruters unikke kombination af natur, litteratur og historie.

Håbet er, at den resterende finansiering til projektet kan findes hos lokale fonde, så de første gæster allerede i efteråret kan træde i Johannes V. Jensens fodspor på De Himmerlands Heder.

Det bliver Johannes V. Jensens digterrute nr. 2. Han har i forvejen Digterruten på Louns Halvøen, som blev indviet i sommeren 2021.       

Theresa Berg glæder sig over sine ordførerskaber i folketinget

Theresa Berg Andersen, MF for SF

VESTHIMMERLAND: -Endelig fik Danmark en ny regering, ikke helt den regering som jeg havde drømt om, siger nyvalgt medlem til Folketinget for SF, Theresa Berg Andersen fra Vilsted i Vesthimmerland.   

Men regeringen er sat og vi kan endelig komme i gang med det politiske arbejde og det glæder jeg mig meget til.

Jeg glæder mig til at gå konstruktivt ind i arbejdet. For mig er det vigtigste ikke at stå i opposition og være den sure, det kommer der sjældent noget godt ud af.

SF er det 4. største parti i Folketinget (Og det største oppositions parti) og det skal vi selvfølgelig bruge fornuftigt.

Vi skal arbejde for vores politik og det som vi har lovet vores vælgere – Selvom det kan blive svært, men jeg glæder mig til det.

Det er selvfølgelig noget helt særligt at få sit helt eget mandat og sin egen plads i Folketinget og jeg vil gøre alt det bedste jeg evner. 

Disse ordførerskaber er blevet tildelt mig: Socialordfører Landdistrikter (Delt med Karina Lorentzen Dehnhardt), Kommunalordfører (Formand for Indenrigs og kommunal udvalget)
Kirkeordfører og §71 

Socialområdet og §71: Vi har alle hørt hvor meget socialområdet har fyldt i valgkampen – og jeg vil tillade mig at citerer Kim Larsen: ”Jeg kan ikke forstå hvad en regering skal gøre godt for hvis ikke det er for at hjælpe de mest svage og udsatte mennesker.

Jeg glæder mig enormt til at kæmpe på socialområdet, for velfærden og den offentlige omsorg og ikke mindst forebyggelsesdelen. Jeg tror på at vi henter rigtig meget på forebyggelsesdelen.

Og så bliver jeg blot nødt til at indrømme, at det er det her område ved siden af børn og ældre bare er det område som mit politiske hjerte brænder ekstra meget for.

Kirkeordfører:
Dette ordførerskab stod også højt på min ønskeliste – 4,3 mio mennesker er medlem af folkekirken (ca. 72%) – Kirkeområdet får bare alt for lidt opmærksomhed i Dansk politik.

Vi skal huske at det er det der binder os sammen som land og som by, fra vugge til grav, og på tværs af sociale forskelle. 

Kirken gør en kæmpe forskel på mange områder og deres opgaver er voksende – Vi ser den Danske kirke på hospitaler, uddannelsessteder, på festivaler og  så har de mange fine tilbud ude i vores sogne.

Og så er kirken mange steder i vores landdistrikter den sidste offentlige Institution som er tilbage på landet.

Landdistriktsordfører:
Ja, det er jo bare vand på møllen  – For selvfølgelig skulle en Nordjyde der bor i et landdistrikt og kender mange af disse kæmpe for landsbyernes eksistens. Der skal være muligheder for at vælge et liv uden for de store byer.

Her skal jeg bruge alt min erfaring fra mit byrådsarbejde igennem snart 10 år – Jeg ved at kommunerne er økonomisk presset og de bliver ikke mindre presset med det nye regeringsgrundlag der er landet ”Ansvar for Danmark” – Kommunerne løser en kæmpe opgave hverdag og mange gør det rigtig godt.

Kommunalordfører:
Ja, og dette udvalg skal jeg også være formand for, det aner jeg ikke så meget om. Men her kan jeg citere Pippi Langstrømpe (for man er vel pædagog): ”Det har jeg aldrig prøvet før men det klarer jeg helt sikkert ”

Nyuddannede ernæringsassistenter

Fra venstre mod højre (lærested i parentes): Safaa Sbea (Himmerland, Gatten)), Nataliia Matviichuk (Køkken Mastruplund, Støvring)), Liubov Miasoiedova (Nordjyllands Landbrugsskole, Nibe), Mette Brøndum Christensen (Farsø Efterskole) – Guldmedalje, Helene Johanne Jensen (Himmerlandscentrets Idrætsefterskole, Haverslev), Emelyn Mejia Christensen (Himmerland, Gatten), Louise Tousgård Jensen (Sønderup Landkøkken), Kitt Meling Lauritzen (Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, Aars), Rikke Baand Rasmussen (Plejecenter Søndervang, Gedsted og Plejecenter Aaglimt, Aalestrup), Morten Rossing (Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, Aars), Louise Würtz Rybjerg (Madservice Aalborg, Gug)

VESTHIMERLAND: På HEG Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser har 11 ernæringsassistenter afsluttet deres uddannelsesforløb.

Fyrværkerisalg på campingpladsen

Igen i år sælges der fyrværkeri og andet tilbehør til Nytår på Troldebakken Camping i Trend. Det er Kim Jørgensen, der har stor interesse for fyrværkeri, der står for salget.

TREND: Normalt har campingpladser lukket ned i vinterhalvåret for at campingværterne kan holde ”sommerferie” og lade op til en travl campingsæson.

Sådan er det ikke i Trend og på Troldebakken Camping. For det første har campingpladsen en del fastliggere, så pladsen er åben hele året, og for det andet har campingparret Anette og Kim Jørgensen deres privatbolig i tilknytning til pladsen.

-Kim har altid været interesseret i fyrværkeri, så fra vi købte pladsen, var det planen at få startet salg af fyrværkeri op, da campingpladsen ikke er så stor at man kan lave indtjening nok i sommerperioden svarende til 2 indkomster. Vi nåede det ikke det første år vi havde campingpladsen, for der var så meget andet, men sidste år startede vi fyrværkerisalget op med stor succes, fortæller Anette Jørgensen.

Kim Jørgensen fortsætter: – Vi er selv meget glade og imponeret over mærket Jorge og i har derfor udvidet udvalget i forhold til sidste år.  

Anette og Kim Jørgensen har indrettet campingpladsens cafe til fyrværkerisalg. Her finder man et fyrværkeriudsalg med attrapper af samtlige typer fyrværkeri og andet tilbehør til nytår f.eks., nytårshatte, sikkerhedsbriller, slips, serpentiner, glødepinde o.s.v.

-Så nu håber vi, at vi kan servicere oplandet heromkring Løgstør og Farsø med fyrværkeri, og at folk vil gøre det til en tradition, at det er her på Troldebakken Camping, de holder ind og køber fyrværkeri fremover, opfordrer Anette og Kim Jørgensen, der ønsker alle et godt nytår.

Udvalget er betragteligt udvidet i forhold til sidste år

SE ANNONCEN HER

Lille nisse væltet

FARSØ: Den lille nisse på Kræn Spillemands Plads fik åbenbart ”lidt ondt i maven” i juledagene, så den lå fladt ned på græsset

Heldigvis er julekorpset på trapperne her mellem jul og nytår, for at få nissefamilien pakket ned til næste år.     

Fyrværkerisalg på Stadion

Jimmi Mogensen fra XL Byg Farsø i FUIK’s klublokale med rådgivning og salg til kunderne

FARSØ: I dag 3. juledag stod XL- Byg Farsø og FUIK’s Venner for femte gang klar med deres samarbejde omkring salg af fyrværkeri.

Salget foregår mellem jul og nytår fra FUIK’s Klublokale og Farsø Stadion.

Kort efter åbningen tirsdag formiddag indfandt de første kunder sig. Jimmi Mogensen stod klar i klublokalet til at rådgive kunderne. Udenfor ved containerne i den modsatte ende af Stadion, stod Gitte Holm Pedersen fra FUIK’s Venner, og Thomas Lapirtis fra XL Byg klar til at udlevere det købte fyrværkeri.

Direktør for XL Byg Farsø og Farsø Tømmerhandel, Thomas Lapirtis (i midten) i gang med at udlevere solgt fyrværkeri til kunderne.

Såvel FUIK’s Venner som XL Byg Farsø opfordrer alle til at handle deres fyrværkeri lokalt og dermed støtte fodboldklubben i Farsø. Der kan købes fyrværkeri på stadion indtil den 31. december kl. 14.00, hvor der forhåbentligvis vil være udsolgt.       

Samarbejdet er kommet i stand, da XL Byg Farsø er hovedsponsor for FUIK, og som en del i denne aftale indgår, at FUIK stiller klublokalet til rådighed som salgslokale og Farsø Stadion lægger areal til containeren med fyrværkeri mellem jul og nytår. Desuden stiller FUIK’s Venner hjælpere til rådighed i forbindelse med salget sammen med XL’s eget personale.

Fyrværkerisalget på Farsø Stadion er et samarbejde mellem XL Byg Farsø og FUIK’S Venner

SE ANNONCEN HER

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.