Forside Blog Side 302

209 gennemførte Flugten til Hvalpsund – FOTOS

Første start fra Færgen Mary

HVALPSUND: I dag gik starten til 9. udgaven af triatlonstævnet “Flugten til Hvalpsund”.

288 triatleter havde tilmeldt sig stævnet, men ”kun” 218 dukkede op og 209 gennemførte, de tre hårde discipliner 950 meter svømning i 15 grader fjordvand, 46 km på cykel Louns Halvøen rundt og til sidst 10 km i Hvalpsund og omegn.

Spændte deltagere går ombord på Færgen Mary, som er Flugten til Hvalpsunds særkende.

Vejret var perfekt, let vind og op ad dagen solskin. Dog, var de kun 15 grader fjordvand en overvindelse for nogle, så derfor tog de fleste sig en for-dukkert i badeanlægget.

Stævneleder Mads Nyrup giver 1 heats deltagere de sidste instrukser.

Første disciplin var altså, at springe fra borde fra Færgen Mary’s bovbort i Limfjordens vand. Det blev gjort i to omgange. Først for alle kvinder samt mandlige deltagere i gruppen 20-39 år i første heat og derefter mandlige deltagere over 40 år. 

Triatleter kommer på land efter 950 meter svømning i 15 grader fjordvand
Hvalpsunds nye promenade indgik for første gang i stævnet i skiftezonen.

I skiftezonen fra vand til cykel og fra cykel til løb var der rigtig mange tilskuere der heppede. Også i krydset Sundvej/Hesselvej/Illerisørevej var der mange tilskuere, da deltagere passerede dette sted flere gange på såvel cykel og i løb.

Så går turen videre på cykel. 46 km Louns Halvøen rundt. Som det ses var der god mulighed for at følge stævnet tæt på.
En del af Sundvej udgjorde ruten for såvel cykling som løb.

Og ud for Louns kirke på Lounsvej blev triatleterne mødt med mange af deres navne skrevet på asfalten med kridt.  

209 gennemførte dette års udgave af ”Flugten til Hvalpsund”, heriblandt to professionelle danske triatleter, der selvfølgelig rykkede lidt på sluttiderne i forhold til sidste år. Det var 5x ironman vinder Michelle Vesterby og Lars Schmidt, som senest gennemførte Challenge Almere.         

Begge kom ikke overraskende først i mål på kvinde og herresiden. Men også flere lokale triatleter gjorde det særdeles flot. 

Caroline Wetche fra Farsø Tri og Trim kom ind på en 10 plads blandt kvinderne, ca. 39 minutter efter Michelle Vesterby der gennemført Flugten til Hvalpsund på 2:21:10.

Daniel Hjelm fra Farsø kom ind på en 15 plads blandt mændene, ca. 18 minutter efter Lars Schmidt der gennemførte Flugten til Hvalpsund på 2:03:24

Deltagerlisten viser, at en del lokale fra bl.a. Vesterbølle, Farsø, Løgstør og Aars havde tilmeldt sig. Men ellers kom størstedelen fra triatlon og løbeklubber i Jylland og enkelte havde sågar taget turen fra Sjælland til Hvalpsund for at være med.      

Også arrangørerne med Mads Nyrup Nielsen, Martin Pilgaard, Byrial Stagsted og Michael Krogh som tovholdere sammen med en masse andre frivillige, klarede det godt, alt var veltilrettelagt. Rigtig mange tilskuere fandt også vej til begivenheden, hvor især første disciplin kunne iagttages inde fra land.

Hvalpsund er klar til at tage imod turisterne

Den gule turistinfohytte på Havnepladsen i Hvalpsund er nu klar til at give Hvalpsunds mange gæster gode råd til hvad man kan besøge og foretage sig når man befinder sig i Hvalpsund og omegn.

HVALPSUND: Nu er turistinfohytten på Havnepladsen i Hvalpsund åben for personlig turistinfo. Det er 2 uger tidligere end de foregående år, og foreløbigt er det i weekenderne man kan få turistinfo.  

Infohytten hører blandt de efterhånden få bemandede turistinformationer i sommerlandet. Ellers må man betjene sig selv med turistinformationer på nettet eller på de såkaldte ”self-service” steder med brochurer -der trods alt stadig findes.

Muligheden for at spørge
Men her får man altså ikke de ekstra tips og gode råd – og ikke mindst muligheden for at spørge, som en personlig betjening giver.

-Om vi vil det eller ej, så kommer elektronik aldrig til at give samme imødekommenhed og føling af god service, som hvis man står overfor et menneske, siger Bodil Nymark.

Fyldt med info og brochurer
Det er også Bodil Nymark der har stået for at rekvirere de mange brochurer til infohytten. I lørdags var der godt travlt med at få brochurerne stillet på plads. 

-Ja, de fylder meget, men vi har sandelig også mange skønne turiststeder at henvise til. Og ikke at forglemme den pragtfylde natur vi er omgivet af, som kan tages til fods eller på cykel.

Forsyning ønsker at afskaffe glasigloer

VESTHIMMERLAND: Alle husstande har fået sin container eller affaldsø til indsamling af glas. Derfor er mængderne af glas i de 65 glasigloer rundt omkring i kommunen faldet. 

Glasigloerne er derfor blevet en forholdsvis dyr ordning, selvom den selvfølgelig tjener sit formål, at indsamle glas til genbrug.

Vesthimmerlands Forsyning som står for tømme og vedligeholde igloerne, har sendt en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget om at tage igloerne ud af drift.

Igloerne er af ældre dato og har derfor ikke niveaumålere til at give forsyningen besked, når igloen er fyldt. Det betyder, at samtlige Igloer får besøg af forsyningen for tømning hvad enten der er lidt eller meget glas i dem.

Det gør det til en forholdsvis dyr ordning også set i lyset af at forsyningen har fået mere at se til efter at den nye affaldsordning trådte i kraft ved årsskiftet og derfor ikke har ledig kapacitet.

Hvis ordningen skal fortsætte, skal forsyningen investere i niveaumålere på alle igloer, samt ekstra personale og bil, hvilket vil betyde en gebyrstigning på 10 kr. pr. husstand. En gebyrstigning, som Vesthimmerlands Kommune skal godkende.

Allerhelst ser forsyningen iglo-ordningen afskaffet, hvilket både skal i offentlig høring i 4 uger og til behandling i kommunen, da det er en ændring af serviceniveauet for borgerne og kræver en ændring i regulativet for husholdningsaffald.

Hvis igloerne afskaffes, vil man fortsat som borger kunne aflevere større mængder glas på genbrugspladsen.

Det blev i den grad børnenes byfest i Ullits – FOTOS

ULLITS: Det er efterhånden nogle år siden at børn og unge har haft deres eget arrangement fredag aften i forbindelse med byfesten i Ullits.

I år vendte det stærkt tilbage i helt ny form og med fornyede kræfter.

Børnenes Byfest, fredag aften, med forhindringsbane, glidebane, cykelslangetræk og ikke mindst skumparty blev en kæmpe succes. Byfestkomiteen med Helle Rieks i spidsen for denne aktivitet havde sat næsen op efter 60 deltagende børn, men det kom hele 93 børn. Så det blev en kæmpe succes – og det flotte sommervejr bidrog til, at det slet ikke gjorde børnene noget, at de blev våde af vandsprøjt og skum.

Det havde taget det meste af dagen at stille aktiviteterne op. Alle selvopfundne og selvkreerede discipliner, som forældre og andre frivillige havde hjulpet med til at stille an. På selve aftenen var de også tydelige med deres gule t-shirts med et spørgsmålstegn på brystet, og de havde fået fordelt hver deres opgaver, som blev løst til UG.

Som sidste disciplin for børnene var et skumparty – og det var en fest!, ligesom alt det der var gået forud.

Børnene – i alderen fra 0 til 6. kl kom langt fra kun fra Ullits og Hvalpsund. Deltagerlisten viste at der også kom børn fra Farsø, Gedsted, Aalestrup, Skals, Hobro, Hornum, Ranum, Løgstør bare for at nævne nogle af de byer som var repræsenteret denne aften i Ullits.

Alle de deltagende børn fik et diplom for deres deltagelse og med i billetprisen var også cowboytoast, pølser m. brød, drikkevarer og slushice for at holde energien oppe. For byfesten blev det fredag aften en omsætning på ca. 10.000 kr., oplyser Christian Madsen, der som vanlig speakede og stod for musikken.

Lørdag var Christian Madsen igen klar som speaker til en anden nyhed, nemlig rundbold. Her stillede 6 forskellige hold op med forskellige antal deltagere. Det var Julie Lund, der ligesom Helle Rieks, er ny i byfestsammenhæng der stod for aktiviteten. Der blev gået til den i varmen, men heldigvis var der øl og sodavand i nærheden til de tørre halse.

Byfestpladsen bød også på hoppeborg og de selvopfundne aktiviteter som fiskedam, dart, det muntre køkken og naturligvis vandgyngen. Alle blev flittigt brugt eftermiddagen igennem.

Byfesten i Ullits sluttede af lørdag aften i Ullits Minihal med en voksenfest. Også Byfest open air gudstjeneste i Egelund onsdag aften og motionsaftenen torsdag aften havde rigtig god tilslutning. Det er det byfesten og borgerne i Ullits kan!         

Far havde den bedste dag – FOTOS

FARSØ: Selvom det først er Fars dag på mandag, så tog Farsø allerede forskud på dagen i dag.

Her havde Farsø Handelsstandsforening inviteret Far og hans familie til FARsø dag i butikkerne og i Farsø midtby, hvor der var aktiviteter.

Far havde vist ikke sat vækkeuret, så der var ikke så mange besøgende i spiseteltet til Brunch, selvom det så rigtigt lækkert ud.

Der kom til gengæld mere gang i den, da Naturekspeditionen og Naturrangerne trillede ind på pladsen. En lang række dyr – udstoppede forstås, blev stillet frem til nærmere studeren af børn og deres familier. Opgaven gik på at sammenholde kranier og dyr i en konkurrence. I modsætning til mange andre steder måtte børnene gerne røre de udstoppede dyr, som tydeligt viste et tillidsforhold – for de er jo slet ikke farlige. Der var god hjælp fra de nuværende 5 naturrangere som er unge fra 13 år og opefter med interesse for naturen. De mødes med Karin Winther og Naturekspeditionen i Uhrehøje Plantage 2 timer hver anden torsdag.

Dagen bød også på parkour med Street Movement. Igen var det børnene og action der var i fokus med god hjælpe fra det dygtige parkourteam, der lagde ud med en opvisning. Halsbrækkende, hvis man umiddelbart skal sige det, med den hårde asfalt lige nedenunder. Men i den efterfølgende workshop fik børn mulighed for at træne parkour og balanceøvelser.

Udendørs i Farsø midtby, lige udenfor centret, fandt man også Farsø Autoteknik med biler og Farsø MC Center med motorcykler og ATV’ere samt Houman Materieludlejning.

Ud over Fars dags handel i butikkerne, så sluttede dagen med udvidet åbningstid i butikkerne af med et stand-up show på Centertorvet med Anders Wortmann, kendt fra morgenkøterne på ANR. Han kom med sit show, som handlede om hans forhåndsvis nye rolle som far. Som førstegangs far, så var der mange pinlige situationer som Anders Wortmann delte med ca. 100 tilhørere på Centertorvet. De blev underholdt og kiggede man rundt, var der en del fædre, der med smil på læben sagtens kunne sætte sig i Anders Wortmanns sted.

5 portræt fortolkninger af Johs. V. – FOTOS

De fem kunstnere og deres malerier. Fra venstre Tone Kristensen, Jan Bjørn, Anette Bruun Hansen, Lisbeth Zodore Madsen og Gudrun Kjær.

FARSØ: Fredag og i dag lørdag, havde fem lokale kunstnere hver brugt ca. 10 timer på Johs. V. Jensen Museet, til at komme med deres fortolkning af Johs. V. gennem malerpenslen.

LÆS OM KONKURRENCEN HER

Her til eftermiddag blev de fem portrætter afsløret. Forud havde de to kunstkendere Lise Dolleris, der selv maler og Troels Laursen, der er meget brugt kunstkritiker, brugt en time på votere.

Lise Dolleris præsenterer portrætterne og fortæller hvad hun og Troels Larusen har hæftet sig ved portrætterne

-Som udgangspunkt udpegede vi hver især vores to favoritter. Sjovt nok havde vi valgte de samme to portrætter. Vi valgte efter votering Jan Bjørn’s portræt af Johs. V., fortæller Lise Dolleris.

Jan Bjørn ved siden af hans portrætfortolkning af Johs. V.

De to hæftede sig ved udtrykket i Jan Bjørns portræt. Man ser toget suse forbi. Johs. V. er i et dilemma. Det er klart et portræt med udgangspunkt i novellen Memphis Station.

Også de andre portrætter lader andre perspektiver skinne igennem såsom naturen og søsteren Thit.

De fem portrætter af Johs V. der indgik i konkurrencen.

Alle fem portrætmalere er fundet gennem kunstforeninger i Rebild og Vesthimmerlands kommuner. De har alle som udgangspunkt fået to s/h fotografier at male ud fra. Inspirationen til portrætkonkurrencen stammer fra tv-successen Danmarks Bedste Portræt maler, dog uden at have en levende model siddende foran sig.

Der var god mulighed for at få en snak med kunstnerne. Her Gudrun Kjær fra Løgstør.

Vinderen af Johs. V. portrætkonkurrencen, Jan Bjørn fra Løgstør, fortæller at det er første gang han maler et portræt. Han laver normalt landskabsmotiver af eksempelvis Vilsted Sø og Vesterhavet.

-Jeg havde det lidt ligesom Pippi Langstrømpe, da jeg tog imod invitationen fra Johs. V. Jensen Museet – ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg sikkert”, fortæller Jan Bjørn og fortsætter.

Jeg er ikke en stor kender af Johs. V. eller hans skriverier, men det er rigtigt spottet at Memphis station indgår i portrættet. Det symboliserer verden derude, som Johs. V. var meget optaget af.  Jeg har fortolket Johs. V. som 60-årig – den alder jeg selv har, med en stor viden, og som et moderne menneske af i dag. Den røde skjorte har han sikkert aldrig haft, men det symboliserer den ”laps” og socialist han også var.  

Ud over der fem portrætter kan man fortsat, se 150 års fødselsdagsudstillingen med portrætter af Johs. V. udført af datidens kunstnere på Johs V. Jensen og Thit Jensen Museet.

De fem portrætter vil være udstillet på Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museet sommeren over og indgår den 150 års fødselsdagsudstilling med portrætter af Johs. V. udført af datidens kunstnere – herunder flere kendte.  

Triatleter flygter til Hvalpsund for 9. gang

På søndag finder Flugten til Hvalpsund sted for 9. gang. Stævnet har flere hunderede deltagere.

HVALPSUND: Det er et spektakulært syn når flere hunderede triatleter – fordelt på 2 heat, tager springet fra Færgen Marys bovport i Limfjordens vand ud for Hvalpsund.

Kom og vær tilskuer til stævnet
-Har man ikke oplevet det, kan det klart anbefales at være tilskuer til på søndag, lyder det fra Mads Nyrup fra organisation ”Flugten til Hvalpsund”, der står bag triatlonstævnet, der tager beslag på Hvalpsund og omegn, det meste af på søndag.

“Flugten til Hvalpsund Triathlon” er et kvart distance triathlonstævne og er det eneste af sin slags med start fra færge. Den præcise distance lyder på: 950 meter svømning, 46 km cykling og 10,5 km løb

Ca. 300 deltagere
En status mandag viser, at 278 deltagere ind til videre har tilmeldt sig. Der er således stadig åbent for tilmelding af yderligere ca. 50 deltagere.   

Flugten til Hvalpsund håber naturligvis på flot sommervejr, som vil sige ca. 20 grader, overskyet vejr og let vind. Vandtemperaturen viser lige nu ca. 15 grader.  

De seneste to søndage, har der været mulighed for at lære vandet og ruterne at kende, hvilket mange af de tilmeldte triatleter har benyttet sig af. I søndags, hvor det blæste en del, fik de en forsmag på hvordan blæsten over Limfjordens vande og på cykelruten kan være en udfordring. Men det vil jo på dagen være ens for alle deltagere!.       

Efter starten fra Færgen Mary, svømmes der de 950 m. mod lystbådehavnen, hvor der efter skift fra våddragt til tørt cykeltøj venter 46 km. cykling forude på Louns Halvøen. Til sidst skiftes cykelsko ud med løbesko og 10,6 km venter inden mål på Fjordvej.

Atleter kan bruge del af promenade i skiftezonen
Som mange ved, er en større områdefornyelse i gang i Hvalpsund for øjeblikket. Mads Nyrup er selv med i borgergruppen omkring strækningen mellem havnene. Han er derfor fuldt opdateret og har kommet med sine ønsker fra ”Flugten til Hvalpsund”      

Mads Nyrup fortæller om dette års udgave: -Angående det nye promenadeområde, så har den som udgangspunkt ikke den store effekt på stævnets afvikling. Vi tror måske vi kan bruge en del af den, til at lede atleterne ind i skiftezonen efter svømningen, hvilket vil være godt for at undgå småsten og muslingeskaller for de bare tæer. Men vi har først det fulde overblik, når vi sætter pladsen op lørdag den 3. MEN når promenadeområdet står helt færdig, så er det en anden snak. Vi er sikre på, at det kommer til at bidrage til tilskuervenligheden på en helt ny måde. Især når broerne bliver sat op, så tilskuerne kan komme helt tæt på svømningen. Og så er vi selvfølgelig begejstrede for fornyelsesplanen som helhed, da det gerne skulle bidrage til endnu mere aktivitet i Hvalpsund hele året rundt.

SE ANNONCEN FOR FLUGTEN TIL HVALPSUND HER

40 års tro tjeneste hos Fransgård Maskinfabrik

40 års jubilar Jørgen Fransgård foran virksomhedens nyeste computerstyrede drejebænk med robotarm.

FREDBJERG: At skulle sælge landbrugsmaskiner var nok ikke lige det første, der gik gennem Jørgen Fransgårds hoved, da han startede som bankelev i Andelsbanken i Viborg.

Efter et par år blev han som færdiguddannet overført til bankens udlandsafdeling i København og havde egentlig tænkt sig at gøre karriere indenfor bankverdenen.

-Skæbnen er nogle gange lidt uforudsigelig, beretter Jørgen Fransgård og fortsætter: – Under en festlig familiekomsammen i anledning af Påsken spurgte min onkel Thorkild Fransgaard mig pludselig, om ikke jeg kunne tænke mig at blive kontoransvarlig på hans fabrik i Fredbjerg. Det krævede lige lidt overvejelse, men kort efter aftalte vi, at Thorkild og hans kone Lena skulle besøge mig i København, så vi kunne lave en aftale. Det blev starten på nogle meget spændende år.

Fransgård Maskinfabrik havde siden starten i 1967 vokset sig stadig større med udvidelse af maskinsortimentet, og efterhånden blev det danske marked udvidet til også at gælde andre lande og det krævede mere salgsaktivitet. Det medvirkede til, at Jørgen Fransgård helt alene blev sendt ud på sin første salgsrejse, der gik til udendørsudstillingen ”Ploughing Match” i Irland.

-Det var godt nok en udfordring, da regnen silede ned, og stort set alt drillede, husker Jørgen Fransgård og tilføjer: -Det lykkedes mig alligevel at få stillet en anstændig udstilling på benene med et rigtig godt salgsresultat. Min ilddåb var lykkedes, og min vej som sælger var banet. Thorkild tog mig senere på året med til USA, så jeg kunne stifte bekendtskab med det store og udfordrende marked.

Over tid overtog Fransgård Maskinfabrik selv eksportsalget fra flere mindre eksportvirksomheder, som tidligere havde stået for eksporten, og begyndte opbygning af et forhandlernetværk rundt om i verden. Særligt det tysktalende marked kræver, at man kan begå sig på tysk. Derfor lærte Jørgen Fransgård tysk på den intense måde: en uges Berlitz skole med efterfølgende 2 ugers forretningsrundrejse i det tyske – alene. Tysktalende kunder fylder fortsat den dag i dag en hel del hos Fransgård Maskinfabrik.

Forretningsrejser i andre lande kan også ændre ens privatliv. Således gik det også for Jørgen, der på en forretningsrejse under en middag hos firmaets importør i Carlow i Irland mødte sin hustru Esther, der serverede for gæsterne. I 1989 var der bryllup i Carlow. I dag bor Esther og Jørgen i Farsø. De har 4 døtre, 3 svigersønner samt 3 børnebørn.

Ansvarsområder og stillingsbetegnelse i virksomheden er skiftet flere gange for Jørgen Fransgård. Allerede i 1989 købte Jørgen Fransgård sine første 1% af aktierne og blev samtidig udnævnt som souschef. Da Thorkild Fransgård noget uventet blev valgt ind i Folketinget i 1998, blev Jørgen Fransgård udnævnt til direktør.

I 2006 overtager Jørgen Fransgård, Ivan Kristensen og Jens Ploug 80% af aktierne og Thorkild Fransgård beholder selv de sidste 20 %. Han havde købt Dansk Kapitalanlæg ud, der tidligere ejede 35% af aktierne. Senere er ejerkredsen udvidet yderligere, da Søren Nielsen for et par år siden købte 1% af aktierne. Virksomheden er derfor stadig 100% danskejet med ejere, der alle har deres daglige arbejde hos virksomheden i Fredbjerg.

-Med tiden lærer man at fokusere på de arbejdsområder, hvor man føler, man kan gøre en forskel, forklarer Jørgen Fransgård og uddyber: -Jeg har altid haft stor fokus på kundekontakt – specielt i USA, Irland, England og de tysktalende lande i Europa. Derfor valgte jeg til min 60-års fødselsdag i 2019 at overdrage posten som direktør til min yngre kollega og medejer Jens Ploug. Så kan jeg koncentrere mig 100% om salgsarbejdet”, fortæller Jørgen Fransgård.

Fodbold har altid været Jørgen Fransgårds store interesse – først som aktiv spiller og senere som medlem af bestyrelsen i den lokale fodboldklub FUIK. Nu er det badminton, der fylder i fritiden, dels på motionsplan og dels som kasserer i Farsø Badmintonklub. Udover sit engagement i sport bør det nævnes, at Jørgen Fransgård har siddet i bestyrelsen for Farsø Varmeværk i 25 år og blev i 2017 valgt ind i bestyrelsen for Dansk Agroindustri, der blandt andet er arrangør af Agromek-messen. Desuden mødes han regelmæssigt med gamle medlemmer fra Round Table i deres Mumie Klub 6.

Jubilæet bliver fejret den 2. juni på fabrikken i en af virksomhedens mange produktionshaller, som det er sket så mange gange før. Som receptionsgæst får man mulighed for at se fabrikken i funktion en times tid, hvis man altså kommer fra starten af receptionen. Produktionen stopper til middag, så også alle de ansatte kan deltage. Erfaring fra tidligere receptioner viser, at der kommer folk fra nær og fjern – også fra udlandet.
SE ANNONCEN FOR RECEPTIONEN HER

Seks lokale billedkunstnere maler deres portræt af Johs. V. 

Dette portræt, malet af Valdemar Andersen er nok det portræt de fleste forbinder med Johs. V. Jensen. Det er lige udstillet på museet i Farsø. Seks nutidige billedkunstnere har fået til opgave at male deres portræt af Johs. V. Jensen. Det er en konkurrence og en kunstfaglig jury vil udvælge det bedste.

FARSØ: Lørdag står Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet i billedkunstens tegn.

Dagen igennem er museet er ramme om portrætkonkurrencen ”Sæt farver på Johannes V. Jensen”. Seks lokale billedkunstnere er sat på den bundne opgave at male et portræt af Johannes V. Jensen. Forlægget for alle de medvirkende er et portrætfoto af Farsøs berømte Nobelpristager. Museets gæster vil i løbet af både fredag og lørdag kunne følge med i, hvordan arbejde skrider frem. Hen på eftermiddagen vil en kunstfaglig jury præmiere det mest vellykkede portræt.

Inden præmieoverrækkelsen er der mulighed for at høre mere om et af de mest berømte fremstillinger af Johannes V. Jensen: Valdemar Andersens ikoniske portræt af den – mildest talt – noget tilknappede forfatter. Det ”omvandrende stivkrampefantom” som søster Thit i de år døbte ham.

Takket være hjælp fra kunsthistorikeren Louise C. Larsen har museet har den store glæde at kunne vise Valdemar Andersens originale maleri. Det er en del af særudstillingen ”Forfatteren og masken”. Maleriet har ellers kun været vist offentligt 3 gange siden det blev malet i 1905. Senest var det i 1973. Her blev det vist som en del af et Dansk kulturfremstød i USA.

Kunsthistoriker Louise C. Larsen har beskæftiget sig indgående med kunstnere Valdemar Andersen, der foruden at være Johannes V. Jensens gode ven også en særdeles dygtig tegner og illustrator. Louise C. Larsen har skrevet bogen ”Tegner af Tiden” og vil holde foredrag om de to kunstneres forhold og Valdemar Andersens arbejder.

SE ANNONCEN FOR ARRANGEMENTET HER

3 stjerner på badeflagene

I år kan man igen se det hvide badeflag vejre over badestrandene i Vesthimmerland. De første analyser har vist, at 12 ud af 13 strande har fint og rent badevand, så man kan trygt kaste sig i bølgerne. Her er det i Ertebølle, hvor de 3 stjerner er betegnelsen for udmærket badevand.

VESTHIMMERLAND: Selvom flere strande bruges flittigt til badning hele året (vinterbadning), så går badesæsonen officielt fra 1. juni til 31. august.  

I henhold til bekendtgørelsen om badevand og badeområder skal Vesthimmerlands Kommune tage prøver af badevandet fra 1. juni til 1. september, der hvor kommunen forventer at folk bader. Det drejer sig om 100 km kystlinje og 2 gode badesøer.

I Vesthimmerland er der 13 strande – og altså to søer, hvor der løbende tages analyser af badevandet igennem badesæsonen.

De 12 har fået tre stjerner, hvilket er symbol for den højeste kvalitet af badevand. Det viser de seneste prøver offentliggjort den 2. juni. De viser alle ”udmærket badevand”, hvilket vil sige, at bakterieindholdet i vandet er meget lavt.

En strand, nemlig badevandet ud for Hessel Strand – også kendt som Valøre Hage, er dog ikke egnet til badning for øjeblikket. Her frarådes badning grundet spildevand udledt fra sommerhusområdet.  

Fem strande har flagstang med det hvide badeflag vejrende. Disse fem strande er udvalgt til at have badeflaget, der også viser at stranden har egen toiletbygning. Det er strandene i Hvalpsund, Ertebølle, Trend, Rønbjerg og Løgstør.

De resterende syv steder hvor man trygt kan bade er: Illeris, Louns, Stistrup, Livø, Lendrup, Navn Sø og Sjørup Sø (Gatten)

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.