Forside Blog Side 22

Støtteforening for Farsø Sygehus skal have ny formand

I sidste uge var der generalforsamling i Støtteforeningen for Vesthimmerlands sygehus i Farsø.

FARSØ: Ved årsskiftet, da nye byråd og regionsråd tiltrådte, skete der også ændringer i posterne i bestyrelsen for Støtteforeningen til Vesthimmerlands sygehus i Farsø.     

Byrådsvalg medførte ændringer
Formand for støtteforeningen, Lars Andresen, var nemlig blevet valgt som ny formand for Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune og dermed også Vesthimmerlands repræsentant i det nye Sundhedsråd Limfjorden.

Næstformand Palle Jensen (t.h.)i Støtteforeningen for Vesthimmerlands sygehus i Farsø, trådte til på formandsposten ved årsskiftet, da Lars Andresen efter kommunalvalget blev valgt som formand for Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands kommune og tillige er kommunens repræsentant i det nye Sundhedsråd Limfjorden. De nye poster kan ikke forenes med bestyrelsesarbejde for Støtteforeningen, så derfor, i forbindelse med generalforsamlingen i sidste uge, udtrådte Lars Andresen helt af bestyrelsen.

Næstformand trådte til ved årsskiftet 
Da disse poster ikke er forenlige med at være formand for Støtteforeningen til Vesthimmerlands sygehus i Farsø, overdrog Lars Andresen ved årsskiftet formandsposten til næstformand Palle Jensen, der har varetaget den siden.      

Det var derfor Palle Jensen, der aflagde formandsberetningen på støtteforeningens generalforsamling i sidste uge.

– Der har som bekendt været skifte på formandsposten ved årsskiftet. Tak til dig Lars for indsatsen gennem mange år i bestyrelsen (siden 2019 – red) og som formand (siden 2020 –red), sagde Palle Jensen i sin beretning.

Der har været mere ro omkring Farsø Sygehus
Han pegede samtidig på, at der det seneneste år har været større ro omkring Farsø Sygehus end tidligere.

– Truslerne mod sygehuset er nogenlunde væk lige nu, men vi ser fortsat os selv som sygehusets vagthund, når der sker noget, lød det.

Genåbning af blodtappestedet
En af de ting, støtteforeningen glæder sig over, er genåbningen af blodtappestedet på Farsø Sygehus, som åbnede 29. september sidste år.

– Det er netop den slags tilbud, der skaber nærhed for borgerne. Vi tror også, at mange tidligere bloddonorer vender tilbage, når det igen er blevet nemt at donere blod tæt på hjemmet, sagde Palle Jensen.

Ser sundhedsreform som en fordel for Farsø Sygehus  
Støtteforeningen følger samtidig udviklingen omkring den nye sundhedsreform tæt. Her forventes flere sundhedstilbud flyttet tættere på borgerne.

Ifølge Palle Jensen giver sygehusets ortopædkirurgiske speciale en vigtig stabilitet for Farsø Sygehus i de kommende år. Samtidig ser støtteforeningen muligheder for flere lokale tilbud, blandt andet ambulatorier for kroniske sygdomme som KOL.

– Farsø Sygehus kan både være et specialsygehus og et nærhospital for borgere med kroniske sygdomme, sagde han.

Han understregede dog også, at støtteforeningen ikke forventer, at skadestue eller lægevagt vender tilbage til Farsø.

Støtter initiativer på sygehuset
Selvom støtteforeningen oplever færre donationer, har den fortsat mulighed for at støtte lokale initiativer på sygehuset. Blandt andet er der doneret et klaver til sygehuskapellet, og foreningen støtter projektet “Børnevenlig afdeling” på den palliative afdeling, hvor gange, stuer og opholdsrum skal gøres mere indbydende for børn og familier.

Foreningen deltager desuden fortsat aktivt i lokale arrangementer som Hot Sommer i Farsø og Kimbrerskuet i Aars, hvor bestyrelsen bruger lejligheden til at fortælle om arbejdet for at bevare og udvikle sygehuset.

Støtteforeningen tæller i dag 130 medlemmer samt virksomhedsmedlemmer. Foreningen modtager også lejlighedsvis arvemidler og har aktuelt en formue på 247.000 kroner.

Bestyrelsen konstitueres inden længe
På generalforsamlingen blev Aase Bøgelund valgt ind i bestyrelsen, mens Lene Ladegaard og Morten Mejdahl blev valgt som suppleanter. Bestyrelsen holder inden længe et konstituerende møde, hvor den nye formand skal findes.

/cf

Vester Hornum Byfest trak unge og motorentusiaster til med bump og røg FOTOS & VIDEO

En lettere overophedet motor

VESTER HORNUM: Hvinende dæk, motorlarm og duften af brændt gummi satte sit tydelige præg på årets byfest i Vester Hornum, hvor to bil-events samlede både unge deltagere og flere hundrede tilskuere trods blæst og regn.

Bag arrangementerne stod Danny Laustsen, Nikolaj Poulsen og Martin Lemvig, som alle har stor interesse for biler og motorsport. Målet med aktiviteterne var klart:

– Vi skal have noget, der trækker de unge til byfesten i Vester Hornum, fortæller Danny Laustsen.

De tre arrangører har selv erfaring med biler som mekanikere og motorsport, men denne gang var det de unge, der fik lov at komme i centrum.

Bilboksning med lange traditioner
Bilboksningen blev i år afviklet for 24. gang og er efterhånden blevet en fast tradition under byfesten. Oprindeligt blev konkurrencen startet af mekaniker Gustav Nielsen, som for omkring ti år siden gav ansvaret videre til yngre kræfter, heriblandt Danny Laustsen.

At traditionen med stor sandsynlighed lever videre, blev tydeligt under årets arrangement. Danny Laustsens søn, Lasse, har de to seneste år vundet bilboksningen, mens Martin Lemvigs søn, Mikkel, var blandt de unge profiler under weekendens nye aktivitet ”Brændertræf”.

Ingen skal komme til skade, det skal være sjovt!
På sportspladsens asfalterede område var der torsdag otte unge deltagere klar til at dyste i bokseringen, der var bygget op af bigballer. Bilerne var leveret af et lokalt autoophug, som også stod for at hente bilerne efter konkurrencen.

– Det gør det en del nemmere for os som arrangører, siger Danny Laustsen.

Inden bilerne kunne komme på banen, skulle deltagerne selv gøre dem klar. Airbags, ruder, spejle og andre løse dele blev fjernet af sikkerhedshensyn, mens motor, hjul og tænding også skulle fungere.

Danny Laustsen stod selv for det afsluttende sikkerhedstjek.

– Ingen skal komme til skade. Det skal være sjovt, understreger han.

I bokseringen dystede bilerne to og to, indtil én vinder stod tilbage. Publikum fulgte intenst med fra siderne bag bigballerne og fra ladvogne med godt udsyn over banen.

Følgende deltog i bilboksningen, hvoraf de fem ikke havde deltaget før: Shaun Knudsen, Lasse Laustsen, Martin Juulsgaard, Jacob Bøgh, Maxi Riders, Kasper Svendsen, Rasmus Munk og Asbjørn Vinter.  Vinder af bilboksningen 2026 blev Kasper Svendsen med Martin Juulsgaard på andenpladsen.

Vinder af bilboksningen 2026 blev Kasper Svendsen med Martin Juulsgaard på andenpladsen.

Træf og burnout blev en succes
Fredag eftermiddag bød byfesten på en nyhed i form af et brændertræf med drift og dækrøg på programmet.

Selvom regnen til tider silede ned, var der fortsat stor aktivitet på pladsen. Bigballerne var skiftet ud med betonklodser, og fokus var nu på teknisk præcisionskørsel frem for sammenstød.

To tønder fungerede som forhindringer, som bilerne skulle køre tæt omkring – nogle gange med to biler på banen samtidig.

Lokalt talent
Her vakte den blot 14-årige lokale Mikkel Lemvig opsigt med imponerende kørsel. Speakeren beskrev ham som et stort talent og spåede ham en lovende fremtid inden for drift.

Samtidig steg røgen fra de hårdt belastede bagdæk op over pladsen, når bilerne afsluttede deres ture med dækslid og burnouts.

Arrangørerne havde taget højde for det ustadige vejr med ekstra pavilloner og havde ladet ladvognene fra dagen inden stå til publikum. Regnen betød dog, at færre specialbiler og motorcykler end håbet fandt vej til Vester Hornum.

Alligevel betegner arrangørerne den første udgave af brændertræffet som en succes. Martin Lemvig havde inviteret deltagere fra sit netværk inden for drift, og der kom biler fra blandt andet Silkeborg-området og flere steder nord for Limfjorden.

Han er sikker på at Brændertræffet er på programmet igen næste år, hvor han gerne vil bede om bedre vejr, så der kan blive udstillet flere køretøjer.     

/cf

”Lidt” regn generede ikke byfesten i Vester Hornum FOTOS & VIDEO

Byfestoptoget havde 4 indslag og der var mange tilskuere langs ruten.

VESTER HORNUM: Der var gang i festlighederne fra start til slut, da byfesten i Vester Hornum fandt sted i forbindelse med Kr. Himmelfartsferien. Der var stor tilslutning til festen fra alle aldre, selvom tunge regnskyer trak henover festpladsen under store dele af festen.  

Tørvejr og varme i festteltet
Men byfesten havde været forudseende. Det store byfesttelt på sportspladsen var blevet udstyret med varme, så der var hele tiden var en gennemsnitstemperatur inde i teltet på omkring 20 grader. Så her kunne man hele tiden trække til hvis aktiviteterne udendørs var for kolde eller man trængte til at blive tørret. Det betød, at deltagerne i byfesten ikke var nødsaget til at tage hjem, der var sørget for det hele, sågar regnslag.

Hoppeborgerne for børn blev ikke det store under denne byfest grundet regnen, men til gengæld havde de også deres eget opvarmede telt, hvor der kunne laves krea, men også slappes af sofaer med adgang til popcorn og slushice.       

Selvom det regnede en del under byfesten, så var børnene svære holde tilbage på hoppepuderne.

 

Børnene havde deres eget telt med krea, sofaer, popcorn og slushice.

Byfesten lagde Kr. Himmelfartsdag ud med byfestoptoget som havde 4 indslag og med rigtig mange deltagende børn – og tørvejr. Optoget gik fra Gl. Kirkevej og langs Hovedgaden til festpladsen. Deltagere i optoget var Vester Hornum Håndbold, Min Købmand, Vester Hornum IF(fodbold) og Vester Hornum Badminton.

Fjerbolde vandt
Udvalgskriteriet hos de mange tilskuere langs fortovene på ruten var ”Det mest kreative hold”. Valget faldt på Vester Hornum Badminton Klub med tema’et ”Er du den nye Viktor Axelsen?”. Fjerboldene fløj gennem gaden og fangede tilskuerne en fjerbold, kunne den efterfølgende byttes på festpladsen til en slikkepind eller slikpose.

Vinder af optoget blev Vester Hornum Badminton Klub. Fjerboldene fløj gennem gaden og fangede tilskuerne en fjerbold, kunne den efterfølgende byttes på festpladsen til en slikkepind eller slikpose.

På andenpladsen kom Min Købmand – Vester Hornum. Også her blev der lokket med godter. Iført gule bastskørter og solskærm blev der uddelt romtrøfler og sliders langs ruten.

Andenpladsen gik til Min Købmand
Min Købmand delte romkugler og sliders ud langs byfestruten

Vester Hornum HK som har oplevet stor medlemsfremgang fra unge spillere var forrest i optoget. Ud af højtalerne lød en ny Vester Hornum sang, som spillerne skrålede med på. På siden af vognen stod der ”Vi kommer med et smil, når vi går på banen”.  

Vester Hornum HK

 Vester Hornum IF havde pyntet deres vogn med mål, fodbolde og pokaler. På vognen stod der ”Lille klub – kæmpe energi”

VHIF

I det hele taget var optoget præget af Vester Hornums farve, orange, som er spilletrøjernes farve på tværs af sportsgrenene.    

Festplads med plads til det hele
Optoget førte til sportspladsen bag Vester Hornum Hallen, hvor byfestpladsen befandt sig med plads til det hele: Telt, masser af hoppeborge, kreatelt for børn, tombola, skydevogn, madvogn – og på byfestens første dag også den store halmballearena til bilboksning.  

Kagerekord
Lone Gertsen har hvert år tjansen med at skaffe kager til kagekonkurrencen. I år var selve konkurrencen suspenderet, hvilket betød at der blev afleveret flere kager til kagebordet end nogensinde. I alt 28 kage. Til sammenligning var der sidste år 17 kager. Med andre ord var der lækker kage nok til alle, og folk stod i kø indtil maven sagde stop. Selvom der ingen konkurrence var, blev der ved lodtrækning udloddet en lille erkendtlighed til tre kagebagere. Det var Mathias (v/ Pia Randrup Gertsen), Clara (v/ Lene Jeppesen) og Cazandra Jensen. Fremover bliver det populære programpunkt for kagespisere, fortæller Lone Gertsen, omdøbt til kagebord, hvor man for kun kr. 30,- pr. person kan tage for sig af de lækre kager

Der var kø ved kagebordet, men der var nok til alle. Hele 28 kager var der, som er rekord,

Tanket med energi var der herefter tid til bilboksning. Herefter kun man trods regnen hygge sig i festteltet til langt ud på aftenen. Fredag fandt det store brændertræf sted som omtalt andetsteds.       

Vandreskiltet tilfaldt Hovedgaden
Lørdag formiddag stod Vester Hornum Løberne bag et gadeløb. Grundet vejret var deltagelsen begrænset og tæt på at blive aflyst, men afsted kom nogle løbere og gående, der heldigvis var udstyret med regnslag og paraply. Hovedgaden med flest deltagere, vandt retten Byfest Løbets vandre-skilt. Det sættes nu op som undertavle på gadeskiltet frem til næste byfest.

Lørdag stod ud over løb også på fodbold og håndbold, som kan være årsagen til den begrænsede deltagelse i byfestløbet. For børn var der lørdag eftermiddage et ballonshow.            

Hygge og musik i teltet
Alle tre byfestdage var der musik i teltet, lørdag aften sågar med danseorkesteret Alleycats, som havde glædet sig til at komme til Vester Hornum.

Lørdag aften var teltet fyldt til grillet svinekam og herefter altså dans, hvilket rigtig mange benyttede sig.

Regnfuld byfest i Overlade samlede alligevel mange deltagere – FOTOS

I Kristi Himmelfartsferien var der byfest i Overlade. Størstedelen af programpunkterne fandt sted i Overlade Kulturcenter der var pyntet op til fest

OVERLADE: Trods massive regnbyger hele weekenden lykkedes det endnu en gang at samle byens borgere til byfest i Overlade i Kristi Himmelfartsferien.

Lagde ud med musikalsk gudstjeneste
Byfesten blev traditionen tro skudt i gang torsdag aften med en musikalsk gudstjeneste i Overlade Kirke. Her medvirkede den lokale folkevisegruppe Hanegal sammen med sognepræst Lars Lyngberg-Larsen.

Resten af arrangementerne foregik i og omkring Overlade Kulturcenter ved Overlade Friskole, hvor mange aktiviteter heldigvis kunne rykkes indendørs, da vejret fredag og lørdag viste sig fra sin særdeles våde side.

Regnvejret druknede udendørs aktiviteter
Det gjaldt dog ikke fredagens byfest-gåtur og byfestløb, som begge måtte gennemføres i silende regn. Kun fem deltagere begav sig ud på gåturen, mens ti løbere stillede op til den seks kilometer lange rute.

– I stedet for at udlevere vand og æbler ved målstregen tænkte vi, at deltagerne nok havde mere brug for en kop varm kakao at varme sig på, fortæller Elisa Overgaard Petersen, fra Overlade Byfest.

Det dårlige vejr satte også sit præg på flere af de udendørs aktiviteter. Den populære hoppeborg forblev både ubrugt og uoppustet, mens gæsterne ved madboderne måtte søge ly under parasoller, mens de ventede på burgere og pommes frites.

Der var ikke det bedste vejr, men samlede alligevel Overlade og omegn til byfest.

Heldigvis godt og tørt i kulturcentret
Til gengæld var der stor opbakning til fredagens indendørs aktiviteter. Både børnediskoteket og beerpong-turneringen tiltrak mange unge deltagere.

Foreninger præsenteret på minimesse
Lørdag morgen begyndte med gratis kaffe og rundstykker i Kulturcentrets hal, hvor mellem 100 og 150 borgere mødte op. Herefter fulgte en velbesøgt minimesse med deltagelse fra blandt andre Brugsen, Overlade Friskole, friskolens støtteforening, kunstner Jørn Bjerge, Overlade Borgerforening, Overlade Strikkeklub, Overlade Pensionistforening og Overlade Lokalarkiv.

Lørdag formiddag var der minimesse, hvor mange børn og voksne kiggede forbi. Her ved Brugsens stand hvor de kunne rafles om gevinster
Der var festlig stemning. Det var børnene også med på.

Flere af standene bød på konkurrencer og information om de lokale foreningers arbejde.

Kagekonkurrence måtte aflyses
En planlagt kagekonkurrence måtte dog aflyses, da kun to deltagere havde tilmeldt sig. I stedet blev “Fodbold for sjov” dagens store aktivitet med syv tilmeldte hold. Også her måtte både spillere og tilskuere finde sig i store mængder regn.

Kæmpe aftenfest med live musik
Byfesten blev rundet af lørdag aften med fest for omkring 200 deltagere. Aftenen bød blandt andet på grillstegt gris, amerikansk lotteri med mange gevinster samt live musik og dans til tonerne fra Beers for Tears, der spillede frem til kort efter midnat.

/cf

Til kamp for vejrabatter og grønne arealer

På vegne af DN Vesthimmerland, Hanne Tindal Madsen, Vindblæs

Lige om lidt stiger mit blodtryk, når jeg bevæger mig langs de danske veje. Det berører mig dybt, når jeg ser, hvor mange af vores vejrabatter og grønne arealer, der bliver behandlet som var de private græsplæner. Og ikke kun, så vi kan orientere os, men alt, alt for ofte er alle arter klippet i bund langs hele marken på begge sider af ejendommen, og ofte også på den modsatte side af vejen.

Er det et problem? JA. Først og fremmest fordi disse arealer binder vores naturområder sammen blandt alle markerne, byerne og industriområderne. Det er i rabatter, grønne arealer og læhegn, at både planter og dyr kan sprede sig. Tilsammen udgør disse en meget stor del af vores land (Ifølge Vejdirektoratet udgør alene vejnettet 72.411 km offentligt og 24.000 km privat). Når de bliver intensivt slået, forhindrer vi disse vigtige spredninger.

Mange vejrabatter er offentlig ejendom. Disse arealer har brug for at blive slået hvad angår trafiksikkerhed og faktisk også biodiversitet – men det er kommunernes og Vejdirektoratets opgave. Og det er afgørende, at det bliver gjort på de rette tidspunkter, nemlig tidligt forår eller sent efterår. Når man slår græs for ofte og/eller på de forkerte tidspunkter, giver man græsserne og enkelte andre arter en fordel frem for de mere nøjsomme urter. Og det er urterne, der er mangel på, da de er livsvigtige for insekter og dyreliv.

Faktisk havde vi kortvarigt en lov, der værnede om biodiversiteten i de danske vejrabatter. Den kom til i 1984, og medierne sov fra det, da den blev afskaffet i 1996 – til stor skade for insekter, planter og dyr.

Kan vi gøre noget, tænker du måske? Ja, vi kan alle sammen gøre noget.

Kommunerne kan oplyse borgerne om vigtigheden af blomstrende rabatter og grønne arealer. Og kommunerne kan holde igen med at slå og slå arealerne på de rigtige tidspunkter. Hvis det afslåede materiale samles op, kan man fjerne næringsstoffer. Og så får urterne over tid bedre forhold end de næringselskende græsser. Og på sigt mindskes behovet for slåning og det ville spare noget på driftsbudgettet. Måske vi skal genopfinde den gamle grønthøster?

Trafikanterne kan tænke lidt over, hvor meget mere fristende det er at trykke ekstra på speederen, når der ikke er noget kønt at se på, og fart dræber som bekendt.

Landmændene og maskinstationerne kan udføre ”god landmandspraksis” og sikre, at gødning og sprøjtemidler kun kommer på det dyrkede areal, samt at man ikke tager af rabatterne, når man pløjer og harver. En mere skånsom praksis kan være at slukke for de yderste dyser, når der køres langs rabatter og læhegn.

Du som bor i byen kan opfordre virksomheder, kommune og dem, du kender, til at tænke over biodiversiteten på diverse arealer.

Du som bor på landet kan spare tid, energi og penge. Den sparede tid kan du bruge på at kysse din partner, lege med børn eller børnebørn, drikke kaffe eller øl med naboen – og nyde synet af insekter og dyr, der vil takke dig for det.

Køligt vejr lagde dæmper på camping i Kr. Himmelfart – men pinsen tegner lovende

Lørdag i Kr. Himmelfartsferien var der arrangeret boder med salg i gårdhaven på Farsø Fjord Camping.

STISTRUP: Selvom enkelte vandehunde trodsede det kølige vejr og tog sæsonens første dukkert i poolen på Farsø Fjord Camping i Kristi Himmelfartsferien, blev de fleste aktiviteter rykket i tørvejr.

Det meste af feriehyggen foregik derfor i campingpladsens gårdhave, i Café Hygge og rundt omkring i forteltene, hvor gæsterne søgte ly for regn og blæst.

Lørdag havde campingpladsens aktivitetsudvalg arrangeret en lille markedsdag i gårdhaven. Her bød inviterede sælgere på forskellige varer til både camping og generelt. Arrangementet var åbent for såvel campister som besøgende udefra. For børnene var der ansigtsmaling.

For børn var der ansigtsmaling

Der var også sørget for aftensmaden, da foodtrucken ”Guldkyllingen” lagde vejen forbi med langtidsstegte kyllinger.

Campingparret Christina Møller Eriksen og Carsten Nørgaard erkender, at Kristi Himmelfartsferien ikke blev den store publikumsmagnet på grund af det regnfulde og kølige vejr.

Til gengæld ser forventningerne langt bedre ud for pinsen i den kommende weekend, hvor vejrudsigten lover sol og temperaturer omkring de 20 grader.

Det giver gode udsigter til pinselørdagens fest i Café Hygge, hvor Den Syngende Bager står for musikken. Arrangementet er åbent for alle interesserede – også gæster, der ikke bor på campingpladsen. Festen bliver samtidig den første af sæsonens tre arrangementer med livemusik. De øvrige finder sted i juli.

Pinsesøndag bliver der fokus på de yngste gæster, når Kaptajn Hvidskæg besøger campingpladsen med sit ballonshow.

/cf        

Regnen stoppede ikke campisternes loppemarked i Ertebølle – FOTOS

Med til Kr. Himmelfartsferien på Ertebølle Strand Camping hører loppesalg som campisterne afholder fra deres fortelte.

ERTEBØLLE: Det var ikke just perfekt campingvejr denne Kr. Himmelfartsferie, men vognen var på plads, forteltet rejst og indrettet, så selvfølgelig skulle campingsæsonen indledes.

På Ertebølle Strand Camping er der lørdag i Kr. Himmelfartsferien tradition for at campisterne holder kræmmermarked eller loppemarked, som de selv kalder det. Tingene havde de med hjemmefra i håbet om at andre kan få fornøjelse af dem. Rundt omkring på pladsen var tingene stillet frem i fortelte, pavilloner og på trailere.

Dagen bød dog på flere regnbyger, som indimellem satte handelen på pause. Når regnen tog til, blev telte hurtigt lynet til, og borde dækket af plast. Men så snart vejret klarede op igen, vendte både sælgere og købere tilbage til de små boder.

Campister kan godt lide at læse, så denne campistpavillon fyldt med bøger var en fund.

Det er en meget hyggelig tradition, at campister og gæster tager en tur rundt på pladsen – og går på opdagelse for at finde lidt ”campingguld”.

Også børn havde sorteret i deres legetøj, og sat det til salg de ikke længere kunne bruge. Heldigvis kom det hurtigt andre børn til gavn.

Ifølge programmet skulle dagen også have budt på udendørs grillmad og livemusik, men det satte vejret en stopper for. I stedet rykkede både musikere og gæster indenfor i Café Ertebølle, hvor stemningen fortsatte i tørvejr.

Grundet det regnfulde vejr blev gæster og livemusik inviteret indenfor i Cafe Ertebølle.

/cf

Kommunen vil stoppe hjemmevask af biler

VESTHIMMERLAND: Mange borgere vasker bilen hjemme i indkørslen eller på vejen foran huset – men flere steder i kommunen kan det være et miljøproblem. Nu vil kommunen sætte ind med en informationskampagne for at få borgerne til at ændre vaner

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen bliver vaskevandet fra bilvask i separatkloakerede områder ledt direkte ud i regnvandsledningerne og videre til naturen. Her kan sæberester, olie, tungmetaller og andet snavs ende i søer, vandløb og i sidste ende i Limfjorden.

Forvaltningen understreger, at det gælder, selv når der bruges bionedbrydelige sæber.

På det seneste møde i Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget blev det derfor besluttet at bede forvaltningen udarbejde et nyt forslag til en oplysningskampagne om hjemmevask af biler.

Allerede i maj sidste år besluttede det daværende Teknik- og Miljøudvalg, at der skulle arbejdes videre med en fælles kampagne for hele kommunen.

Ifølge kommunen vasker de fleste borgere bilen hjemme “i god tro” uden at være klar over, at vaskevandet kan være ulovligt at lede til regnvandskloakken.

Derfor lægger forvaltningen op til en informationsindsats i en uformel tone fremfor kontrol og sanktioner. Planen er, at alle ejere og lejere i de berørte områder skal modtage et informationsbrev via e-Boks. Brevet skal både forklare miljøproblemerne og indeholde oplysninger om vandforbrug.

Kommunen erkender samtidig, at det er svært at føre tilsyn med hjemmevask af biler. Forvaltningen forventer også, at kampagnen kan føre til flere nabohenvendelser, hvor borgere anmelder andre for at vaske bil hjemme.

Derfor skal Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget også tage stilling til, hvordan sådanne henvendelser fremover skal håndteres.

Vesthimmerlands Forsyning har været inddraget i arbejdet og har kommenteret udkastet til informationsbrevet.

/cf

Kommunen vil ændre vedligeholdelsen af vandløb

Arkivfoto

VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune tager nu næste skridt i arbejdet med at modernisere kommunens vandløbsregulativer. Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget har besluttet at sende nye forslag for fire lokale vandløb i offentlig høring, og ændringerne kan få betydning for både natur, lodsejere og fiskeliv.

430 km offentlige vandløb
Vesthimmerland har omkring 430 kilometer offentlige vandløb, som alle skal administreres efter særlige regulativer. Regulativerne fastlægger blandt andet regler for vedligeholdelse, grødeskæring og vandløbenes fysiske tilstand. Målet med revisionen er at skabe mere ensartede regler og samtidig styrke naturkvaliteten i vandløbene.

Mere skånsom grødeskæring
Et centralt punkt i de nye regulativer er en ændret tilgang til grødeskæring. Tendensen i klagesager og nationale anbefalinger går i retning af mere skånsom vedligeholdelse med færre indgreb i vandløbene.

Derfor foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen, at der fremover efterlades mellem 30 og 50 procent af grøden i flere af vandløbene. Samtidig vil kommunen indføre en ekstra gennemgang tidligt på året for at gøre vandløbene ”forårsklar”.

Ændringerne gælder blandt andet: Sønderlade Bæk, Katmosegrøften, Ørndrup Tværbæk, Vadgårds Bæk

Fokus på natur og ørredvandløb
Sønderlade Bæk og Katmosegrøften ligger mellem Hyllebjerg og Overlade og løber ud i Trend Å. Vandløbene har i dag ikke et officielt miljømål i statens vandområdeplaner, men kommunen vurderer, at de på sigt kan udvikle sig til gode ørredvandløb.

Ørndrup Tværbæk øst for Vester Hornum og Vadgårds Bæk mellem Fredbjerg og Gunderup har allerede et miljømål om ”god økologisk tilstand”. Her håber kommunen, at den mere skånsomme vedligeholdelse kan bidrage til bedre forhold for både fisk og smådyr.

Flere kilometer er allerede gennemgået
Kommunen oplyser, at der allerede er opmålt 351 kilometer vandløb, mens der er udarbejdet nye regulativer for 154 kilometer – især i oplandene til Lerkenfeld Å, Stistrup Møllebæk og Trend Å.

Arbejdet fortsætter nu især omkring Trend Å-systemet.

Høring i otte uger
Forslagene til de nye regulativer bliver sendt i offentlig høring i otte uger. Herefter skal eventuelle indsigelser behandles, før Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget kan træffe endelig beslutning.

I tidligere høringer har blandt andre Vesthimmerlands Ålaug, lokale sportsfiskerforeninger, Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Naturfredningsforening og DTU Aqua sendt bemærkninger til planerne.

De endelige afgørelser vil kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

/cf

Cabaret ALFA har nu bukket og slukket for sidste gang

Foto: Cabaret Alfa

VESTHIMMERLAND: -Det er med stor beklagelse, at bestyrelsen for Cabaret ALFA efter mange, lange og tunge overvejelser nu må smide håndklædet i ringen og nedlægge Cabaret’en, lyder det fra Lene Weiss.

I 2007 fik Jan Holm Jensen – også kendt som skotøjshandler i Farsø, ideen til at starte en revy/cabaret, der skulle samle den nye Vesthimmerlands Kommune på det kulturelle plan.

Der blev samlet en lille flok ildsjæle bestående af Tonny Struwe Poulsen, Lene Weiss, Anni Gamborg, Lisa Bjørn og Mette Henriksen som arbejdede videre og endte med at starte en revy/cabaret, der dels skulle ”spidde” de lokale og ikke mindst de mere landsdækkende begivenheder.

Det blev starten på Cabaret ALFA, som havde første forestilling i 2009 og siden har henrykket publikum med mange lokale skuespillere, gode forfattere, gode teams til alt det praktiske såsom kulisser, kostumer, lyd m.v., kapelmestre, musikere samt professionelle instruktører.

Corona gjorde ganske vist at publikum i et par år måtte undvære Cabaret’en, men det er blevet til mange fantastiske forestillinger. Nu hvor det ikke kan lade sig gøre at samle frivillige til at fortsætte, er man blevet enige om at stoppe, mens legen er god!

Cabaret’ens store beholdning af kulisser, kostumer, rekvisitter m.v. er bl.a. doneret til de revyer, der stadig ”lever” i kommunen, ligesom den formue, der er i forbindelse med nedlæggelsen overgår til kulturelle formål i Vesthimmerlands kommune.

På den sidste generalforsamling, der fandt sted tirsdag i sidste uge, blev der nedsat et lille udvalg bestående af Jan Holm Jensen, Tonny Struwe Poulsen og Mette Henriksen til at arbejde videre med at få gemt historien bag Cabaret ALFA. De satser på at få samlet foto, video og andet historisk materiale og overdrage det til Lokalhistorisk Arkiv på Vesthimmerlands Museum.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.