VESTERBØLLE/GEDSTED: Det er efterhånden blevet en tradition at sognene, Vesterbølle, Gedsted, Fjelsø, Ullits, Foulum og Svingelbjerg i fællesskab afholder en lille ”pilgrimsvandring” 2. påskedag.
Denne gang bliver vandringen mellem Vesterbølle kirke og Gedsted kirke langs Ådalsstien med nogle stop undervejs. Turen varer ca. 1,5 time og slutter med en lille andagt ved eller i Gedsted kirke og derefter kaffe til alle.
Man skal selv sørge for hjemtransport, hvis man ikke vælger at gå turen tilbage.
Vandringen er planlagt i samarbejde af præsterne Troels Laursen, Asger Nielsen og Karin Hasling fra Vesterbølle. Sidstnævnte sidder i Viborg Stifts pilgrimsudvalg.