På hyggelig julerundtur

HVALPSUND/ULLITS: Her i weekenden var der nok at besøge og kigge på, når man begav sig ud på juleruten.

På Herregården Hessel blev der fortalt nissehistorier af gårdnissen, som man jo skal forestille sig kun er 15 cm høj.

I Ullits tog julemanden imod de lokale børn og deres julesokker, som der nu vil blive fyldt noget i.

I Hvalpsund stod disse glade nissepiger for gløggen i forbindelse med julemarkedet.

Lørdag, var der for anden gang arrangeret julemarked i Ullits Minihal. 20 udstillere fyldte hallen med alt godt til julen, ligesom julemanden tog imod julesokker i sit julehjørne, hvor også hans tog og honningkagehus havde fundet plads. Mens de voksne fik sig en livlig snak over en kop gløgg og æbleskiver, så kunne børnene kreere deres første julegaver til mor og far nemlig birkenisser. De Samvirkende Foreninger i Ullits, som stod bag julemarkedet var meget tilfreds med tilslutningen til julemarkedet, som nu er blevet en tradition, som er kommet for at blive.

Også på Produktionsskolen Kongshøjgaard var der inviteret til julemarked i det kreative værksted. Her var der bud på julegaver – og vel at mærke af den hjemmelavede slags til damen som har alt. De kreative ting, som jo er unica produkter, er lavet af tekstil linjenselever i samarbejde med Rikke Skadhauge. Selv samme personer har også haft det store arbejde med at sy tøjet til de tre kæmpenisser, som er placeret i Farsø og Hvalpsund, og som tager sig imponerende ud.

På Herregården Hessel blev Jul på Hessel præsenteret i en ”ny” og autentisk udgave med det formål at vise og fortælle om ”Jul på Landet omkring år 1900”. Bl.a. kunne man stifte bekendtskab med gårdnissen, der fortalte historien om den livlige Nisse Per på Hessel. Også andre steder på Hessel blev det fortalt om de gamle traditioner og oplæsning fra Peters Jul. Det blev i den grad sansernes jul på Hessel, for ud over at lytte og se de nostalgisk pyntede stuer, så spredte duften af nybagte vaniljekranse sig også i stuerne. Den nye udgave af Jul på Hessel havde ikke samme søgning som de foregående år, men alligevel ønsker man at gå videre med ”Jul på landet omkring år 1900”, som er med til at gennemoplive en del af de gamle juletraditioner, som ellers er ved at gå i glemmebogen.                                            

Gammeldaws Jul var der også at finde på Torvet i Hvalpsund, søndag eftermiddag. Et udendørs julemarked, der ganske vist foregår under teltdugen, og i år kunne slå publikumsrekord. Alle 18 udstillere melder om et godt salg, ligesom Nissepigerne i gløggafdelingen havde svært ved at følge med efterspørgslen af juledråberne.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: