Overtagelsen af akutbiler er gået godt

NORDJYLLAND: Om morgenen den 30. december overtog Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland driften af af akutbiler, paramedicinerbiler og akutlægebiler i regionen fra Falck Danmark A/S.

I løbet af de første 24 timer var der 33 kørsler til nordjyder, der havde brug for hjælp.

Og overtagelsen er gået godt
– Vore nye medarbejdere, har gjort det fabelagtigt. Det er til stor glæde, at alt indtil videre kører på en snor. Det kommer nordjyderne, der har akut brug for hjælp, til gode, lyder det fra enhedschef Kenneth Lübcke, der har ansvaret for de 38 nye ansatte og i alt 9 nye præhospitale enheder.

Der er tale om 2 akutlægebiler, 5 paramedicinerbiler og 2 akutbiler med baser i Aalborg, Hjørring, Frederikshavn, Thisted, Brovst, Farsø, Hobro, Hals og Skagen.

I Farsø har en paramedicinerbil og det tilknyttede paramedicinerteam- i en 24 timers vagtordning, base på Farsø Sygehus. Paramedicinerbilen er bemandet med en paramediciner, som på egen hånd kan udføre avanceret behandling af patienter, der eksempelvis lider af åndenød, kredsløbsproblemer, hjertestop eller bevidstløshed.

Paramedicinerbilen Farsø dækker primært Vesthimmerland. Alle regionens nye biler havde opgaver i det første døgn.   

Regionens egen drift vil sikre bedre sammenhæng
Regionens nyansatte paramedicinere og ambulancebehandlere kan desuden se frem til at tage del i arbejdet med at udvikle det akutte setup i regionen.

– Vi har fra politisk side fulgt processen tæt. Vi vil gerne sikre, at nordjyderne får rette hjælp hurtigst muligt. Med det nye setup kan vi sikre en bedre synergi i hele det akutte forløb. De regionsansatte paramedicinere har en masse sundhedsfaglige kompetencer, som eksempelvis allerede er bragt i spil ved hospitalernes akutmodtagelser, siger Mogens Ove Madsen, der er formand for Akut- og Praksisudvalget i Region Nordjylland.

Det blev politisk besluttet i Regionsrådet i efteråret 2018, at Den Præhospitale Virksomhed skulle overtage al drift af bilerne og personalet hertil.

Det skete efter, at Regionsrådet dengang annullerede udbuddet og hjemtog opgaven til regional drift på baggrund af kontrolberegninger af den samlede pris for hjemtagelsen.  

Den regionale drift af de øvrige præhospitale enheder forventes at udgøre 27,6 mio. kr. om året.

Driften af ambulanceberedskabet og den liggende patienttransport vil fortsat blive løst af Falck Danmark A/S.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: