VESTER HORNUM: Torsdag aften var 140 personer samlet i Vester Hornum Hallen til en spis-sammen- aften. Et nyt initiativ, hvor den lokale købmandsbutik leverer råvarerne og hallen står for madlavningen.
Ideen til fællesspisningen er kommet fra købmand Mathilde Marie Jensen og halinspektør Kristian Thorsager Lorenzen, der går på at lave en spis-sammen-aften med overskuds/dato mad fra købmanden.
”Bolden blev givet op” på Vester Hornums facebook, og allerede kort tid efter væltede det ind med positive tilkendegivelser. Derfra var er der ikke langt fra tanke til handling for de to.
Mathilde fandt “dato mad” i butikken og Kristian lavede lasagne, pasta m. kødsovs, koteletter i fad og dertil salat og hjemmebagt brød. Brødet stod Lene Jensen for. Alt dette til kun 40 kr. for voksne og det halve for børn. Drikkevarer kunne tilkøbes og senere på aften kunne der også købes en is.
-Ca. 140 personer fra nær og fjern var med på den tosse gode ide, fortæller Britta Thorsager Hoiland, der var en af deltagerne. Snakken gik lystigt på kryds og tværs, mens ungerne havde det sjovt i den anden ende af hallen. Der var kun positive tilkendegivelser, og stor ros til maden og ideen, lyder det videre fra Britta Thorsager Hoiland, der ser frem til den næste fællesspisning.
Der er forslag om, at fællesspisningerne kan finde sted en gang i kvartalet. Det er med til at styrke fællesskabet i byen – og omkring den lokale købmandsbutik. Overskuddet fra spisningerne går nemlig til forbedringer i butikken.