FARSØ: De grønne KFUM Spejdere i Farsø har længe ønsket sig en overdækning
i forlængelse af deres spejderhus Graneborg på Industrivej og har søgt Fonden for Sparekassen Farsø om tilskud til projektet.
Sidste tirsdag aften, hvor spejderne normalt mødes, var privatkundechef Anette Overgaard forbi med et stort gavebevis på kr. 10.000.
Der var arbejdsaften hos spejderne, så der var en stor flok spejdere og forældre, som var i gang med forskellige opgaver.
Men der blev alligevel tid til et foto. De var utrolig glade for tilskuddet til overdækningen, det betyder nemlig, at de kan lave mange flere udendørs aktiviteter uanset hvordan vejret er.
