FARSØ: Farsø virksomheden Outline Vinduer oplever en fortsat stigende efterspørgsel på deres vinduer og døre.
For at kunne øge produktionskapaciteten og skabe et bedre flow i produktionen udvides fabrikken nu med 1.000 m2.
Der investeres mellem seks og syv millioner kroner i den nye tilbygning, som opføres i forlængelse af den eksisterende produktionsbygning på Fabriksvej.
-Vi ejer et stykke jord over mod vores nabo Unoform, som vi nu vil bygge på, fortæller Outline Vinduers administrerende direktør Jens Sørensen.
Investeringen er netop blevet godkendt, og hos Outline er man derfor gået i gang med at projektere
– Vi oplever i øjeblikket en stor efterspørgsel på både vores vinduer og døre og har desuden over en længere periode haft en voksende efterspørgsel. Investeringen i en ny tilbygning er derfor et naturligt led i at kunne følge med efterspørgslen og samtidig sikre produktionen i fremtiden. Vi er derfor netop gået i gang med at projektere og ser frem til, at tilbygningen kan skabe mere kapacitet og plads til flere optimerede processer, siger Jens Sørensen.
Det primære formål med bygningen er at sikre funktionaliteten i produktionen og dermed et endnu bedre flow i fremstillingsprocessen med særligt fokus på montageområdet, hvor der ellers ville risikere at blive pladsmangel.
Derudover kommer tilbygningen til at rumme en del ekstra kvadratmeter lagerplads til glas, da udfasningen af vinduer med tolagsglas til fordel for trelagsglas på baggrund af de nye ændringer i bygningsreglementet bevirker, at der er behov for mere lagerplads til de ekstra glaslag.
-Vi forventer derfor også, at de 1.000 ekstra kvadratmeter hurtigt bliver fyldt ud, forklarer Jens Sørensen.
Outline går i gang med byggeriet af tilbygningen til sommer og forventer indflytning til årsskiftet.
Outline har 315 ansatte i Farsø.