Af: Jamie Voldby, Dansk Folkeparti, 2. Kandidat til regionsrådet, Haraldsgade 7, Brønderslev
Som bekendt valgte Konservative, Venstre og Socialdemokratiet i Regionsrådet at nedlægge lægevagten i Farsø, selvom de praktiserende læger i PLO havde fodret regionen med forkerte besøgstal.
Det var en stor fejl af flertallet og af de lokale regionsmedlemmer, især Mogens Ove Madsen (S), der er formand for det udvalg, som førte kniven. Pia Buus Pinstrup (K) ser heller ikke for godt ud i sagen.
Godt nok bor jeg i Brønderslev, men selv herfra kan man gøre noget for at forbedre lighed i sundhed i Vesthimmerland.
En natvagtlæge får mellem 10.000 og 25.000 kr. for otte-ni timers arbejde, og det er selvsamme løn, regionen byder en ny sygeplejerske for en hel måneds arbejde. Det er heller ikke i orden, at PLO bryder aftalen ved at lade borgerne vente alt for længe i lægevagternes telefonkøer.
Mit bud på en løsning er følgende: Regionsrådet bør opsige aftalen med PLO og selv stå for lægevagterne. Så er lægevagten tilbage i Farsø. Denne service kan sammenlægges med hospitalernes akutafdelinger over hele Nordjylland. Så får borgerne en bedre service. Tryghed er bl.a. at kunne komme i kontakt med en læge om natten.