FARSØ: I marts sidste år stod en tiltrængt ny bølgeskærm klar i fiskerihavnen i Hvalpsund. Den tjener nu sit formål, nemlig at både og joller kan sejle roligt ind og ud af havnen uden påvirkning fra vind, bølger og Færgen Mary.
Bølgeskærmen blev forberedt til at man kunne bolte en gangbro på siden. Dette arbejde samt etableringen af to små jollebroer er blevet udført indenfor de seneste 14 dage og var færdiggjort her op til efterårsferien.
-Fortøjningspælene kommer først til foråret, indtil da er der placeret bord-/bænkesæt på jollebroerne, fortæller Carsten Agesen, teamleder for Team Havn, Natur og Byrum i Vesthimmerlands Kommune.
Det bliver også fra foråret, at man kan leje bådsplads til sin jolle bag bølgeskærmen.
I det flotte sensommervejr i begyndelsen af efterårsferien blev de nye opholdsarealer straks taget i brug af børnefamilier. Ligesom på den modsatte side af bølgeskærmen ved broen foran ophalerhuset som også er meget brugt til ophold, var det fornøjeligt at fange krabber med snor og klemme.