FARSØ: Der blev forleden afholdt en kage-bage konkurrence i Farsø Rådhuscenter, hvor alle kunne møde frem med deres yndlingskage og blive bedømt af byens bagere – og naturligvis byens borgere.
For kagerne blev solgt stykke for stykke, og de indbragte penge skulle skænkes til et godt formål.
Det gode formål, viste sig aldeles levende på Centertorvet sidste onsdag, hvor de indbragte kr. 700,- blev overdraget til Farsøs nye fritidsklub for 4-6. klasses elever på Farsø skole, ”Onsdagsklubben”.
Både børn og ledere var overvældet over gaven, og tilkendegav at man gerne vil gøre gengæld en anden gang, hvis butikkerne i Farsø Rådhuscenter skulle få brug for hjælp. Dette tilbud tog Anette Andreasen fra Matas og Finn Bisgaard fra Din Tøjmand naturligvis til sig, da de også står i spidsen for Farsø Rådhuscenters aktivitetsudvalg.