Om en barndom i Vester Hornum, uddannelse på Farsø Sygehus og ballerne på kroen

FARSØ: Professor Henning Beck-Nielsen, der er opvokset i Vester Hornum, har skrevet en erindringsbog, hvor ca. halvdelen af bogen omhandler hans barndom i Vester Hornum, om byens indbyggere, uddannelsen på Farsø Sygehus, ballerne på kroen og hvad der ellers skete dengang i 1960´erne.

Du kan hvis du vil
Bogen har titlen ”Du kan hvis du vil” som er en mønsterbryders historie, men ikke mindst en god portion lokalhistorie som mange vil kunne genkende. Netop derfor finder Lokalhistorisk Arkiv i Farsø bogudgivelsen interessant og har inviteret Henning Beck-Nielsen til at komme og fortælle i Thit salen den 5. november.

Skulle ikke være landmand eller vognmand
Der er mange grunde til, at Henning Beck-Nielsen blev læge og ikke landmand eller vognmand, som havde været det naturlige valg dengang i 1960’erne. Han kunne ikke lide at sprede møg, økonomien i landbruget var dårlig, og så var han ikke dygtig med sine hænder. Hans held var, at førstelæreren på Vester Hornum skole indstillede ham til realskolen, at gymnasiet i Aars og universitetet i Aarhus var bygget – og at han af sine forældre var opdraget til at passe sine ting. –”Du kan hvis du vil,” sagde hans mor igen og igen og det er blevet titlen på hans erindringsbog.

Henning Beck-Nielsen – af folk her stadig ”Thorvalds Henning” og for andre professor, dr.med. og i mange år overlæge på Odense Universitetshospital – har en skarp hukommelse. Han husker dufte og lyde og smagen af det nykærnede smør på mejeriet, som byens drenge snød sig til at spise med de varme kartofler landmændene tabte, når de havde fået dem kogt på mejeriet.

Han fortæller om barndommen i Vester Hornum. Om byens indbyggere. – Man kendte hinanden på godt og ondt, og sladderen gik. Hvem er løbet med/efter hvis kone, hvem er økonomisk på røven, og hvem stjal bondens høns?, skriver han.

Mygind hørte ham i Johs. V. Jensen
Farsø – og mødet med overlæge Mygind – kom til at spille en stor rolle for ham. I gymnasietiden var han indlagt på sygehuset i mere end en måned, og mødet med Mygind førte til hans beslutning: Han ville også være læge. Senere kom han tilbage som led i sin uddannelse, og det var ikke kedeligt: Når de opererede, hørte Mygind ham i Johs V. Jensen.

Ballerne på Farsø Kro
Det førte til en næsegrus beundring for både Mygind og Johs V. Jensen, og et af kapitlerne i hans bog hedder ”Himmerlandshistorier – fortalt af og for folket.” Dem vil han fortælle om  – og også genopfriske erindringer om ballerne på Farsø Kro. Han sled til sen aften i dagligdagene, men i weekenden tog han hjem til sin kæreste Elise i Hyllebjerg og forældrene i Vester Hornum – og hver lørdag var han fast gæst til ballerne. Der var levende musik, fuldt hus, fulde gæster og slagsmål. 

Han vidste, at ”sådan en studentersnude som mig i vest” godt kunne risikere at blive angrebet. – Jeg hverken kunne eller ville slås.  Så jeg allierede mig med fiskerne fra Hvalpsund, som af en eller anden grund godt kunne lide mig. De kom lige fra kutterne i Hirtshals, hvor de tjente store penge. Derfor var de populære, de gav mange omgange øl, og så kunne de slås, hvis det blev nødvendigt. Det var min beskyttelse, en taktik, som nogen opfattede som fej, men som jeg synes var både nødvendig og fornuftig.”

Man skal ikke sætte næsen for langt frem
Henning Beck-Nielsen skriver i bogen, at ballerne i Farsø lærte ham, at man ikke skal sætte næsen for langt frem, så kan den komme i klemme.

-Noget, jeg har haft glæde af videre i livet, skriver han.

Et gennemgående træk i bogen er hans beskrivelse af alt det, der gjorde, han brød mønstret og blev læge og ikke vognmand som sin far  –  og han glæder sig til en snak i Thit salen med tilhørerne om, hvordan de oplevede deres opvækst i Himmerland, og hvad der afgjorde deres livsvalg. Og ikke mindst ser han frem til at dele nogle af de historier, hans far fortalte ham, og som fik en begejstret anmelder af bogen til at le højt.

SE ANNONCEN HER

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.