NORDJYLLAND/GEDSTED: Venstres Regionsbestyrelse i Region Nordjylland valgte i mandags Ole B. Sørensen, Gedsted, som ny formand.
Ole B. Sørensen afløser Lasse Damtoft Nielsen, der har været formand de seneste to år. Det er efter eget ønske Lasse Damtoft Nielsen stopper som formand for Venstre i Region Nordjylland.
Ole B. Sørensen: – Det er med såvel glæde, stolthed som ydmyghed, at jeg overtager posten som formand for Venstre i Region Nordjylland. Det er åbenlyst for enhver, at Venstre landspolitisk befinder sig i en brydningstid i kølvandet på en række kedelige år. Men vi skal huske på, at Venstres står på et solidt historisk stærkt fundament, nemlig hensynet til den enkeltes frie muligheder, hensynet til fællesskabet og hensynet til vores demokratiske traditioner. Jeg tror på folkestyret – og jeg tror på behovet for et fortsat lokalt og regionalt politisk engagement. Jeg er ikke i tvivl om, at Venstre landspolitisk vil rejse sig som Danmarks Liberale folkeparti. En vigtig brik i genrejsningen af Venstre, er netop en stærk lokal og regional forankring, hvor den politiske debat og de politiske resultater er i fokus. Jeg ser frem til at stille min viden og erfaring til rådighed for det organisatoriske arbejde og derved være med til at støtte op om vores folkevalgte på lokalt, regionalt og nationalt niveau.
Ole B. Sørensen vil som formand for regionsbestyrelsen indtræde i Venstres Forretningsudvalg.
Ole B. Sørensen er 54 år og har bl.a. tidligere været medlem af Regionsrådet i Nordjylland (2006 – 2013), Byrådet i Vesthimmerland (2006 – 2009) samt Europa-Parlamentet (2001 – 2004).
Endvidere har Ole B. igennem en årrække varetaget forskellige organisatoriske poster i Venstre, bl.a. lokalforeningsformand, kommuneforeningsformand, kredsformand, amtsnæstformand samt medlem af Hovedbestyrelsen. Siden 2021 har Ole B. været næstformand for Venstre i Region Nordjylland.
Til daglig er Ole B. funktionsleder i Skattestyrelsen.