FARSØ: Indrømmet – Farsø er ikke München, men man har da lov at låne noget af stemningen fra den legendariske Oktoberfest og bringe den ind midt i Farsø.
Det er Farsø Handelsstandsforening der næste fredag lader oktoberfesten rykke ind i Farsøs butikker og på gangene i Farsø Rådhuscenter, hvor der dækkes op til festen.
I butikkerne vil man finde butikspersonale iklædt de kendte Heidi og Heinz kostumer med tyrolerhat. De vil alle opfordre til en god handel, der sågar fredag aften er udvidet med tre timer til kl. 21.00.
På centergangene vil der desuden være indrettet tre steder, hvor man ved ternede duge kan slå sig ned med fadøl, saltkringler og currywurtz og komme i den rette stemning til tyrolermusik efter at de gode handler i butikkerne er gjort.
Læs mere om oktoberfesten i den særlige avis som følger med Farsø Avis i næste uge.