ØSTRUP: I fredags var godt 100 børn og voksne med til den officielle indvielse af den nye mountainbike teknik- og cykelbane i Østrup, der går under navnet Bikepark Østrup.
En cykelbane for hele lokalområdet
Banen er noget stort for Østrup, og er lavet så spændende og udfordrende at den trækker børn og unge til fra et stort opland. Ud over de lokale børn fra Østrup og Vognsild var nyheden om indvielsen af den nye bane også gået til Aars. Til indvielsen kom unge fra Aars, som gav udtryk for, at de ville komme igen for at træne på banens bakker.

Initiativtager til banen er Østrup IF
Initiativtager til banen er Østrup IF, der har realiseret projektet med Landdistriktssrådet i Vesthimmerland og Vesthimmerlands Kommune som partnere.

Indviet i fredags
Christian Husum, Projektleder i Team Havn, Natur og Byrum i Vesthimmerlands Kommune bød velkommen og fik de mange fremmødte ledt tættere på banen, hvor formand for Landdistriktsrådet Børge Poulsen og formand for Kultur- og Fritidsudvalget Per Nyborg holdt taler inden de klippede snoren på toppen af banen.

Energi og fællesskab skaber projekter
Fra Børge Poulsen lød det: Jeg er meget glad for at være med til at indvie denne fantastiske bane I har fået lavet her i Østrup. Det handler ikke kun om en cykelteknik bane, det handler også om fællesskabet i byen. Det er med til at skabe forandring, I små byer som Østrup skal der også ske noget. Banen kunne også være lavet i en større by, men det er der ingen grund til, når der er nogle der har ideerne og initiativet her i byen. Det er netop kernen i landdistrikterne. Det er den energi der findes ude i de små bysamfund. Der skal man selv være med til at lave forandringerne. Her viser det sig at man er ret handlekraftig til at komme i gang når man har nogle ildsjæle der har ideerne. Derfor er det også naturligt at de områdefornyelsesmidler vi har i landdistrikterne er med til sætte sådan et projekt som det her i gang.
Fastholder beboere
Vi har for øjeblikket 22 projekter i gang rundt omkring i landdistrikterne i Vesthimmerlands kommune. Dette projekt er nr. 2 projekt vi indvier. Et anlæg som dette kan være med til at fastholde indbyggertallet i Østrup og I vil sikkert også gerne have det til at stige. Det er ikke sikkert det gør, men det kan være med til at fastholde at der er mere til børn og yngre mennesker. Jeg synes det er frisk gjort af vores politikere i Vesthimmerlands kommune at de har givet så mange midler til landdistriktsrådet til områdefornyelser så vi kan få sat ting i gang og der er nogle ildsjæle ude i vores små byer, som her i Østrup, der tager tingene op. Der er også et projekt i gang i Gislum til 2 mio og ligesådan i Haubro er der et stort projekt i gang, så der sker noget ude i vores små samfund. Det er dejligt. Jeg ved det er hårdt at få sådanne nogle projekter igennem, men det er også dejligt når det lykkes. Det skal I have en stor tak for at I gør, der er med til at skabe fællesskab . Jeg håber et projekt som det her vil være med til at forandre de små landsbyer og vise at det godt kan betale sig at gøre noget, for der er muligheder hvis nogle tager initiativet. Dagen i dag er til stor glæde for jer i Østrup. Stort tillykke til jer. Stor tak for at I viser hvad initiativ og fællesskab kan føre til.
Er udprunget af en ide på en tom fodboldbane
Fra Per Nyborg lød det: Jeg har glædet mig til i dag og se hvad I har udrettet i Østrup med den nye cykel- og teknikbane – der også hedder Bikepark. Det er noget klinger godt internationalt. Det vi skal huske er at vi ikke skal tale vores ting ned, tværtimod vi skal tale det op. For hvis vi taler det ned så andre også nok gøre det. Det gælder ikke kun her i Østrup, det gælder alle steder. Det her er et af de projekter der viser hvad vi kan lokalt når der er ildsjæle der vil gøre en indsats og kommunen vil afsætte nogle penge til det. Alt det her begyndte med en ide. Det var en ide der udsprang af de lokale ildsjæle og ivrige mountainbikere der så et potentiale i området her på fodboldbanen. Men i stedet for at lade banen ligge ubenyttet hen og slå græs, så satte man gang i nogle tanker og I kan se resultatet i dag. Forslaget blev grebet af landdistriktsrådet som jo vælger hvilke projekter og initiativer de skal støtte. Landdistriktsrådet så mulighederne i at give det her område nyt liv. Det er ikke nogen selvfølge for de projekter der kommer ind de skal være gode og de skal være gennemtænkte, men så er der også opbakning til det. Men nu har Østrup fået sin cykelbane skabt på lokalt initiativ og med lokal identitet. Det her er samarbejde mellem Østrup, initiativtagerne og Vesthimmerlands Kommune. Inden Vesthimmerlands Kommune kom på banen der var I allerede begyndt at kigge på hvad man kunne lave, indhente priser m.v.. Det har skabt et godt fundament for at I har kunnet lykkes med det her. Så trådte Vesthimmerlands Kommune til med Landdistriktsrådet og hen ad vejen blev der etableret et rigtig godt samarbejde med Østrup som kommer til at tage ejerskab af banen. Banen vil være åben for alle. Det skal man huske at benytte sig af og huske at tale banen op og få budskabet ud.
Naboerne er med på den
Naboerne er der også blevet lyttet til, for når man skal lave sådan en bane som den her, så kan der godt komme lidt støj. Der har været en god proces og en god dialog og det er vejen til at sådanne nogle ting som den her bliver en succes og man ikke sidder og surmuler ovre i nabohuset og tænker Det var da ligegodt pokkers som de børn og unge skal larme. Nu kommer der liv og man er indforstået med skaber man liv her så kan det være med til at give liv i Østrup generelt. Sådan en projekt kommer ikke af ingenting, så der er nogle mennesker vi skal sige tak til: Det er initiativtagerne, Gunnar Nielsen som har leveret jorden og adgangsvejen hertil. Det er Park og Vej som har leveret en kæmpe indsats, det er Robert og Østrup IF som jo var idemændene og initiativtagerne bag, og så Anders Fallesen som har stået for hele projektet og fået det til at se ud som det gør i dag. Der skabt et anlæg som giver grobund for leg, glæde og aktivitet for både børn og voksne her i området men også for hele vores kommune. Med de ord vil jeg sige stort tillykke til Østrup. Husk at være stolt af det I har fået her.
/cf
FAKTA:
Sådan er Bikepark Østrup opbygget:
Banen byder på masser af muligheder for både begyndere og øvede
*En starthøj på 4 meter, der giver fart til flere linjer
*Tre hop-linjer i grøn, blå og rød sværhedsgrad
*Drop-linje med fire højder og “chicken-runs” for nybegyndere
*Teknisk linje med sten og robinie-stammer
*Stejl stenlinje (rockslab) med nedkørsel
*Flow-linje med sving og pumps
* Balancebom, hårnålesving og opkørsler i forskellige niveauer
Banen er bygget i ren jord med toplag af stigrus og ler, så den kan holde til masser af aktivitet i mange år frem. Den ligger som en del af fællesområdet ved Østrup Medborgerhus og Idrætsforeningen – side om side med legeplads, multibane, petanque og Naturrummet ved Hærvejen.
Projektet er udført af Vesthimmerlands Kommune i samarbejde med Østrup Idrætsforening, Distrikt 6 og lokale entreprenører. Drift og vedligehold varetages fremover af det nyoprettede Østrup Sporlaug.
Anlægsarbejdet startede i uge 37 og har varet i 7 uger frem til indvielsen. På skrænterne omkring banerne er der sået græs. Om vinteren, når der er sne vil disse skrænter kunne bruges til kælkning.
