HVALPSUND: Som mange sikkert bemærkede havde Havnens Oase på Havnepladsen i Hvalpsund første åbning i forbindelse med Havnekoncerten i torsdags.
-Men det bliver foreløbigt kun til få åbningsdage, fortæller Merethe Weiss Møller, der driver Havnens Røgeri og Havnens Oase sammen med indehaver Tom Laursen.
Tom Laursen købte bygningen på Havnepladsen 4 for et par måneder siden. Efter at have færdigindrettet stedet – blandt andet med et nyt glasparti ud mod fiskerihavnen, så havde han håbet at kunne åbne i slutningen af juni, men først måtte han vente på spiritusbevillingen, som først kom i hus i starten af sidste uge.
-Og da der så var arrangeret Havnekoncert og aktivitet i vores baghave, måtte vi da åbne, fortæller Merethe Weiss Møller, der havde en helt fantastisk åbningsdag og dagene derefter.
Vi har fået meget ros for vores udvalg med smørrebrød, buffet, is og kage. Men vi står med et problem, vi mangler personale til Oasen. Som det ser ud lige nu, kan vi ikke både bemande fiskebutikken og cafeen på Havnens Røgeri, tage de faste ture med fiskebilen og samtidig have åben i Oasen med det personale vi råder over nu. Vi skal kende vores begrænsning. Oasen kræver to personaler, en ansvarlig for madlavning og køkken samt en til at servere. Vi har derfor indtil videre ikke nogen fast åbningstid i Oasen. Vi bliver nødt til at melde ud løbende, siger Merethe Weiss Møller.