FARSØ: Samuel Frederiksen modtager af Farsø Kulturråds Nytårspris 2010
Samuel Frederiksen blev årets modtager af Kulturprisen for sin store og smittende glæde ved sang og musik. Den nu pensionerede skoleinspektør fra Hvalpsund har i årtier og i mange musikalske sammenhænge været folkekær formidler af sangskatten. Først som indehaver af musik- og kulturhuset Ertebælgen i Ertebølle og senest som musikalsk skuespiller i showsamarbejder med Troels Laursen.
Selvom der var en musikalsk oplevelse i vente med Aalborg Symfoniorkester, var det første punkt på programmet inden selve Nytårskoncerten også ventet med stor spænding, nemlig Farsø Kulturråds Nytårspris. En kulturpris, der eksklusivt gives til en person eller gruppe, der har lagt et stort stykke arbejde for den lokale kultur.
– Årets nytårspris går til en folkekær formidler af vores fælles sangskat, som har en stor plads i hans hjerte, lød det fra Karin Bacher fra Farsø Kulturråd, der havde fået den store ære at lade de betegnende ord falde om årets modtager, Samuel Frederiksen, Hvalpsund.
Han har velvilligt sat sig selv og sine talenter i spil i mange forskellige kulturelle sammenhænge, især i vores lokalsamfund her i Farsø og omegn, hvor vi er rigtig mange, der har nydt godt af hans smittende glæde ved musik og sang.
Vi har moret os over hans finurlige og skæve vinkler, der har givet gammelkendte sange nye betydninger og nye sange nye oplevelser.
Samuel Frederiksen valgte da også at lade sin tak for prisen komme til udtryk igennem musikken – eller ”min indre klovn”, som han selv udtrykte det. Med klovnenæse og håndharmonika, lod han sin varme tak strømme smukt igennem lokalet med melodien ”Oh, mein Papa”.