FARSØ: Henning Christensen, Strandby blev sidste tirsdag modtager af Nytårsprisen 2026. Tildelingen fandt sted forud for årets nytårskoncert i Dronning Ingrid Hallerne, arrangeret af ad hoc gruppen for Nytårskoncerten i Farsø under Vesthimmerlands Kulturråd.
Siden 2007 er Nytårsprisen hvert år blevet uddelt til personer eller foreninger på egnen, som har gjort sig bemærket kulturelt i Farsø-området. Denne gang var ingen undtagelse.
Søren Byrjalsen fra ad hoc gruppen stod for motiveringen for tildelingen af Nytårsprisen 2026. Han sagde:
Mange kasketter som frivillig
– Årets modtager er en ildsjæl. Han er meget engageret i alt det han deltager i. Som frivillig har han mange kasketter. Når der er Aggersborg Vikingehåndværkertræf møder han op, for her kan han kaldes en viking. På håndværkertræffet viser han sine færdigheder, er med til at gøre historien levende, påtager sig opgaverne og er nærmest en høvding(som koordinator for træffet – red.). Han kommer ligeledes meget på Herregården Hessel. Her er han sjakbejds for smedelauget.
Kong Frederik nævnte i sin nytårstale vigtigheden af at nogle tager uddannelsen som håndværker. Aftenens prismodtager er ikke selv smedeuddannet, men formår at vise dette håndværk for museets besøgende. Især børnene bliver begejstret når de kommer i smedjen.
Han har også en Strandby kasket. Der findes vist ingen forening i Strandby, som han ikke har haft betydning for. Vi kan også sige at han er Strandby’s borgmester.

Nytårspris til Henning Christensen
Henning Christensen, du er på fornemste vis en skaber til at formidle kulturen. Hjertelig tillykke med Nytårsprisen.
Henning Christensen takkede for prisen og sagde: – Det var lidt overvældende da Karen (Karen Pedersen – formand for ad hoc gruppen for Nytårskoncerten i Farsø – red.) fortalte jeg var indstillet til denne pris indenfor kultur, så sagde jeg Ah, det er nok ikke det jeg er mest kendt for. Men så siger Karen at kultur også er de ting jeg har med at gøre. Det har hun nok ret i, når hun siger det.
Og så vil jeg sige, at det er første gang jeg er blevet kaldt borgmester, så jeg håber ikke der bliver valg igen!. Så det vil jeg ikke påtage mig at blive sammenlignet med. Men jeg vil godt påtage mig, at være foregangsmand for ting og få dem til at ske, og være begejstret og passioneret for det jeg har med at gøre og få det overført til andre. Det forsøger jeg efter bedste evne at gøre. Det være sig på Hessel, i Strandby til volleyball, i hallen og alle mulige andre steder.

En holdindsats
Nu er det sådan, at jeg har spillet volleyball i rigtig mange år, og det er en holdsport. Det jeg har med at gøre er en holdindsats!. Det kan ikke lade sig gøre at gøre alt dette alene, jeg skal have nogen med til det. Og det har jeg været heldig at få. De steder jeg har været, har jeg været med til sætte nogle rammer op, og så er det dem der er nede i det, der skal være med til at fylde rammen ud. Det er også lykkes ret godt synes jeg. Uden alle de mennesker jeg har arbejdet sammen med diverse steder i bestyrelser o.s.v. – uden dem kan det ikke lade sig gøre. Tusind tak til alle dem som har været med. Jeg har også en familie, der har givet mig lov til ikke at være så meget hjemme. Tak for prisen.
/cf
