Nytårskoncert har gjort et scoop med Lise Baastrup og Caspar Phillipson

FARSØ: I Farsø er der tradition for en festlig Nytårskoncert i starten af det nye år med Aalborg Symfoniorkester. Starten på 2025 bliver ingen undtagelse, og faktisk er det 29. gang at Aalborg Symfoniorkester gæster Farsø’s Dronning Ingrid Hallerne.

Aalborg Symfoniorkester

Både Aalborg Symfoniorkester og formand for Nytårskoncerten i Farsø i regi af Vesthimmerlands Kulturråd, Karen Pedersen, kalder ikke mindre end solisterne ved denne nytårskoncert for et scoop.

-Vi glæder os til at kunne præsentere Lise Baastrup og Caspar Phillipsen, fortæller Karen Pedersen. Jeg kan godt love det bliver en festlig og charmerende nytårskoncert. 

Caspar Phillipson er den syngende vært, der skal kæde løjerne sammen, og solisten er Lise Baastrup. De er hver for sig kendt fra både film, teater, musicals, revy og tv, og senest har vi set dem begge i DR’s tv-serie Orkestret.

Caspar Phillipsen er den syngende vært

Skønne evergreens og dejlige melodier fra kendte musicals vil være på programmet.  Tilhørerne i Farsø kan bl.a. se frem til en indsmigrende duet, ”Somethin´ Stupid” som mange kender i enten versionen med Frank Sinatra og hans datter Nancy – eller senere med Robbie Williams og Nicole Kidman.

Og selvfølgelig ingen nytårskoncert uden de traditionelle, kendte og elskede værker fra Wien fremført af symfoniorkestret, men der bliver også plads til musicalhits som ”I get a kick out of you” fra Cole Porters ”Anything Goes”, hvorfra også orkestret skal spille den fantastiske ouverture.

Man kan også se frem til at høre Lise Baastrup i det storslåede nummer ”Willkommen” fra musicalen ”Cabaret”, og så skal Lise og Caspar selvfølgelig også runde nogle danske evergreens – blandt dem ”Skibet skal sejle i nat”.

Som dirigent for Aalborg Symfoniorkester finder man norske Cathrine Winnes.

Billet – en perfekt julegave
-Vi ser frem til en fantastisk koncertoplevelse. Derfor håber vi også at en billet til Nytårskoncerten i Farsø kan være en oplagt julegave for musikelskere i det vesthimmerlandske, opfordrer Karen Pedersen, der også oplyser at man kan glæde sig til at få afsløreret hvem der modtager Nytårsprisen.

Nytårsprisen er også på programmet
Nytårsprisen går til en person eller gruppe, som har gjort sig bemærket kulturelt i Farsø området. Nytårsprisen er ligesom Nytårskoncerten en tradition, den uddeles for 17. gang.

/cf     

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: