Nyt vejnavn – E. Rabøls Vej

FARSØ: For kun få måneder siden døde tidligere borgmester og æresborger i Farsø Kommune, E. Rabøl Jørgensen. Nu får han en vej opkaldt efter sig.

Og vejen er der allerede med 28 adresser.

De 28 adresser befinder sig i dag som en sidevej til Th. Eriksens Vej i Farsø med numrene 5a-5å. Det er ikke en korrekt angivelse efter den nuværende bekendtgørelse om vejnavne og adresser, hvor der ikke må anvendes æ ø og å som supplerende bogstav. Det betyder at flere søgemaskiner ikke kan genkende disse 3 adresser.

Og da det ikke er muligt at give andre numre uden at ændre på husnumrene for adresser udenfor sidevejen, er løsningen i stedet at tildele sidevejen et selvstændigt vejnavn. Sidevejen rummer Afdeling 8 af Farsø Boligselskab.

Man har derfor foreslået vejnavnet E. Rabøls Vej. E. Rabøl var en markant borgmester i to perioder i Farsø Kommune, men var også kendt for etablering af boghandel, trykkeri og Farsø Avis. Derudover var han engageret i foreninger og forsyningsselskaber i Farsø og blandt initiativkredsen til Golfcenteret i Gatten.

E. Rabøl havde gennem mange år bolig på Østergade 12, der er nærmeste nabo til sidevejen. Samtidig er det lige overfor administrationsbygningen, som han stod i spidsen for at få opført, da administrationen blev samlet på et fælles rådhus i Farsø i 1988.

I 1996 blev E. Rabøl Farsø Kommunes første æresborger. E. Rabøl Jørgensen døde 31. maj i år, 95 år gammel

Forslaget om ændring af de 28 adresser har været i høring hos Farsø Boligselskab og beboerne, og absolut ingen har haft indvendinger om at skifte adresse fra Th. Eriksens Vej til E. Rabøls Vej. 

 

Denne sidevej på Th. Eriksensvej med 28 boliger skifter adresse til E. Rabøls Vej. Vejen opkaldes efter nu afdøde Erik Rabøl Jørgensen, der udover at være Farsø borgmester i to perioder også var en driftig erhvervsmand med boghandel, trykkeri og Farsø Avis. Derforuden var han meget aktiv i byens foreninger, som f.eks. borgerforening, handelsstandsforening, turistforening og byens forsyningsselskaber. I 1996 blev han udnævnt til Farsø Kommunes første æresborger.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: