FARSØ: Som mange ved, udbyder Sundhedscenter Vesthimmerland i Farsø flere ”Lær at Tackle” tilbud til borgerne. Tilbud som Komiteen for Sundhedsoplysning stiller til rådighed og som sundhedscentret frit kan gøre brug af.
Mental sundhed hos unge
I denne tid hvor der er stort fokus på mental sundhed hos unge, vælger Sundhedscenter Vesthimmerland at udbyde den ”værktøjskasse” der hedder ”Lær at tackle – Angst og depression 15+”
-15+ betyder at tilbuddet henvender sig til unge fra 15 år og op til 25 år, fortæller koordinator hos Sundhedscenter Vesthimmerland, Louise Marie Høgh.
Tilbuddet henvender sig til unge der oplever tristhed, træthed, uro, tankemylder eller nervøsitet? Hvis det ovenikøbet gør uddannelse eller arbejde sværere, og det er svært at være sammen med andre, så kan kurset være en god måde at få hjælp på.
Praktisk hjælp
Forløbet er praktisk orienteret, afholdes på Sundhedscentret i Farsø og veksler mellem oplæg fra instruktører, øvelser og erfaringsudveksling. Forløbet varer 8 uger og man mødes som udgangspunkt fire gange i to timer.
Under forløbet arbejdes der bl.a. med triggere og advarselssignaler. Louise Marie Høgh fortæller at det op til enkelte hvad man vil have ud af forløbet. Man vil heller ikke blive presset til at fortælle mere om sig selv, end man har lyst til – man kan også få lov til bare at lytte. Alle deltagere har tavshedspligt, fortæller hun.
Bliv en del af fællesskabet
Under forløbet får man mulighed for at blive en del af et fællesskab med andre unge, som også har brug for hjælp til angst og depression. Hvis man efter de 8 uger, som kurset varer, fortsat har lyst til at mødes, ja så har man også fået nye venner, fortæller Louise Marie Høgh.
Gratis tilbud
Forløbet er et gratis tilbud, og det er nu Louise Marie Høgh’s håb og opfordring til de unge, deres forældre, deres lærere og andre, at gøre opmærksom på at tilbuddet findes, så flere unge kan få nyttige værktøjer til at tackle triggere og andre symptomer som kan opstå når man er angst eller depressiv.
Louise Marie Høgh fortæller at tilbuddet også vil blive udbudt online(virtuelt), hvis nogle unge har ønske om det. Det vil blive afklaret i forbindelse med den indledende samtale, som den unge vil få med Louise Marie Høgh. Her vil det også blive vurderet om tilbuddet er det rette for den unge.
/cf
