FARSØ: Ikke alle unge er til sport eller andre traditionelle fritidsaktiviteter. Nu har unge i Farsø fået muligheden for at mødes om motorer, mekanik og praktisk læring. Interessen har været overvældende: Allerede halvandet døgn efter åbningen for tilmelding var alle 12 pladser på motorlæreholdet i Farsø besat, og der er oprettet venteliste.
Det nye tilbud henvender sig til unge mellem 13 og 18 år som ønsker at lære om motorer og mekanik – og samtidig være en del af et fællesskab med andre unge, der deler samme interesse.
Ideen til Motorlære kommer fra motorcykelmekaniker Kaare Tougaard fra Farsø MC Center, der er medlem af netværksgruppen Farsø Udvikling, som har været med til at skubbe initiativet i gang.
Ikke alle unge gider sport
Udgangspunktet var en enkel tanke: Ikke alle unge finder deres fællesskab gennem sport, men de fleste unge har glæde af at mødes med andre, som interesserer sig for det samme.
Kaare Tougaard og byrådspolitiker Jens Chr. Pedersen, som også er medlem af Farsø Udvikling,arbejdede videre med ideen og beskrev det nye tilbud.
Senere kom Lars Dalsgaard fra Farmas i Farsø og Henrik Husum fra UngVesthimmerland med i arbejdet.
Pengene blev fundet tidligere end planlagt
Oprindeligt var planen, at Motorlære skulle indgå som et budgetønske i Vesthimmerlands Kommunes budget for 2027. Ønsket blev sendt videre til kommunens Beskæftigelsesudvalg.
Her blev ideen imidlertid modtaget så positivt, at udvalget besluttede at finde finansieringen inden for sit eget budget allerede i 2026.
Det betyder, at Motorlære allerede kan starte op i næste uge. Tilbuddet bliver en del af Ungdomsskolen i Vesthimmerland.
Behovet var tydeligt
At der er et behov for tilbuddet, blev hurtigt tydeligt.
– Vi er slået helt bagover. Første hold var allerede besat efter kun halvandet døgn med åben tilmelding, fortæller Kaare Tougaard.
Den store interesse viser, at der er unge, som gerne vil have et fritidstilbud, hvor de kan bruge hænderne og dyrke interessen for motorer og mekanik.
Læring med hænderne
Motorlære foregår i værkstedet i Nørregade hos Farsø MC Center, hvor de unge får mulighed for at arbejde praktisk med motorer, værktøj og mindre maskiner.
Selve undervisningen varetages af motorcykelmekaniker Kaare Tougaard, Farsø MC Center, og Lars Dalsgaard, der til daglig arbejder som entreprenørmaskinmekaniker hos Farmas i Farsø.
På læreprogrammet er blandt andet grundlæggende mekanik, reparation og vedligeholdelse af motorcykler og mindre maskiner, sikker brug af værktøj samt teknik og motorers opbygning.
De unge skal også arbejde med praktiske opgaver og problemløsning.
– Jeg tror vi på, at læring ikke kun foregår ved et skrivebord, siger Kaare Tougaard.
Mere end bare motorer
Selv om motorer og mekanik er omdrejningspunktet, handler Motorlære også om fællesskab, ansvar og oplevelsen af at kunne noget med sine egne hænder.
Undervisningen foregår derfor på et mindre hold, hvor der er mulighed for tæt vejledning og tid til den enkelte. Det er heller ikke en forudsætning, at de unge allerede ved noget om motorer.
-Det vigtigste er lysten til at lære, prøve sig frem og være en del af fællesskabet, siger Kaare Tougaard.
Han håber samtidig, at Motorlære kan give de unge inspiration til håndværksfag og måske vække interessen for en fremtid inden for mekanik og teknik.
Sikkerheden kommer først
Når unge arbejder med motorer, værktøj og maskiner, er sikkerheden naturligvis en vigtig del af undervisningen.
De unge skal blandt andet bruge sikkerhedssko med tåværn samt praktisk og tætsiddende arbejdstøj. Afhængigt af opgaven skal der også anvendes sikkerhedsbriller, handsker eller høreværn.
Værktøj og maskiner må kun bruges efter instruktion fra underviserne, og de unge må aldrig arbejde alene med maskiner, køretøjer eller andre potentielt farlige arbejdsopgaver.
Der bliver samtidig lagt vægt på, at værkstedet holdes rent og ryddeligt, og at mobiltelefoner og andre forstyrrelser ikke tager fokus fra arbejdet.
Et nyt ungdomsfællesskab i Farsø
Motorlære er dermed både et tilbud om praktiske færdigheder og et nyt fællesskab for unge i Farsø og omegn.
I værkstedet på Nørregade får de unge mulighed for at arbejde med motorcykler, maskiner og værktøj – og opleve glæden ved selv at finde fejlen, løse problemet og få noget til at fungere igen.
/cf
