HVALPSUND: Hvalpsund Roklub, som er en del af Sejlklubben Nautilus og Nibe Roklub har indgået et formaliseret samarbejde, hvor én af Nibe Roklubs 2-årers inrigger robåde nu er udstationeret i Hvalpsund.
Tanken bag er, at klubberne samarbejder om at tilbyde roture for medlemmerne i hinandens farvande – og så den kendsgerning, at Hvalpsund Roklub mangler materiel og Nibe Roklub i det daglige kan afse en to-årers båd, idet udstationeringen giver nye muligheder.
Situationen er således en win-win, idet Nibe Roklubs medlemmer fortsat har mulighed for at ro i båden ved at booke den i Hvalpsund – ligesom roerne fra Hvalpsund er velkomne i Nibe, siger næstformand i Nibe Roklub, Jacob Søndergaard.
I Kristi Himmelfarts dagene blev båden roet fra Nibe til Hvalpsund – med skifte i Aggersund – og holdet, der roede den afsluttende etape, blev behørigt budt velkommen i Hvalpsund af roer-formand Torben Pind.