Nyt løbetøj til Farsø Tri & Trim

FARSØ: Forleden skinnede solen på mere end én måde på løbeklubben Farsø Tri & Trim, da filialdirektør fra Vestjysk Bank, Anette Overgaard, slog vejen forbi med en check på 36.000 kr. 

Farsø Tri & Trim havde søgt “Fonden for Sparekassen Farsø” om midler til køb af nyt klubtøj, som selvfølgelig skulle bære Vestjysk Banks logo.

Det gamle klubtøj bar nemlig fortsat DJS logo. Historien er, at kort før pengeinstitutterne fusionerede i 2021, havde Tri & Trim afsendt en stor ordre på klubtøj med sponsorlogoer og det hele. Men da klubben halvanden måned senere modtog tøjet, var det allerede forældet, idet hovedsponsor for klubben nu var skiftet til Vestjysk Bank. Men godt løbetøj smides ikke bare ud, så det kom i brug – logovirak eller ej.

 Farsø Tri & Trims medlemmer gør flittigt brug af deres klubtøj, og der er kommet en del nye løbere til siden 2021. Samtidig er Vestjysk Bank hovedsponsor for Farsø Løbet, hvilket løbeklubben (som er arrangør af Farsø Løbet) bl.a. gerne vil synliggøre via sin beklædning. Derfor var tiden moden til et nyt indkøb af klubtøj og denne gang med det rigtige bank-logo.

 I foråret var løbeklubben tillige rundt blandt sine øvrige sponsorer – hvis logoer også vises så flot frem på tøjet –  og forny sine aftaler.

Efter ønske fra medlemmerne blev der justeret lidt på design og farvevalg af tøjet, så den postkasse-røde gundfarve er mere dominerende. Bestillingen af tøjet blev sendt afsted og det færdige resultat vist frem til Farsø Løbet i august, hvor klubbens medlemmer (som bemandede alle hjælperposterne) stolt bar det nye klubtøj og var synlige for alle.

Rødt lyser op og med Tri & Trims logo-trekant tydelig på ryggen, er der ikke noget at tage fejl af, når der kommer en løber fra Farsø forbi!

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: