Nyt gavekort til hele Vesthimmerland

VESTHIMMERLAND: I et tæt samarbejde har de fire handelsstandsforeninger i Vesthimmerland sammen med Sparexpres introduceret et nyt elektronisk gavekort, der kan benyttes i de butikker som er medlem af en af de 4 handelsstandsforeninger i Vesthimmerland.

Hvordan sikrer vi fremtiden for den lokale handel ?
-Hvordan sikrer vi fremtiden for handelslivet i Vesthimmerland ?. Det spørgsmål har handelsstandsforeningerne i Farsø, Løgstør Aalestrup og Aars stillet sig selv.

Alle handelsstandsforeningerne er enige om at hvis handlen skal stå så stærkt som muligt, så kræver det samarbejde på tværs af foreningerne. Derfor er der nu introduceret et gavekort som kan bruges i hele Vesthimmerland i de butikker som er medlem af en af foreningerne. Målet med dette er – udover at stå sammen, så er det også en løsning som giver kunderne langt bedre muligheder for at handle lokalt Vesthimmerland og dermed holde handlen her. Ligesom butikkerne nu har et kort der nu er fremtidssikret. Kortet er lavet i samarbejde med Sparexpres, som er en af de førende på markedet i forhold til gavekort.

Handelsstandsforeningerne i Farsø og Løgstør havde i forvejen kendskab til Sparexpres, da begge handelsstandsforeninger har haft et mangeårigt samarbejde med Sparexpres omkring gavekortløsning.

– Med en udvidelse af gavekortet, hvor Aalestrup og Aars nu er blevet tilkoblet, kan vi nu tilbyde kunderne en lang række fordele til et bredt udvalg af butikker i Vesthimmerland. Ligeledes introducerer vi en ny platform med et visakort, der er mere moderne og fremtidssikret, fortæller Simon Rølmer, kundechef hos Sparexpres erhverv. Kortet er også brugervenligt da man via sin telefon altid kan følge hvor mange penge der er tilbage på kortet ligesom, man kan se hvor man har brugt kortet.

Driftsselskab oprettet 
I forbindelse med oprettelsen af Vesthimmerlands Kortet har de 4 handelsforeninger oprettet et nyt selskab der skal stå for driften af det nye kort. Alle handelsstandsforeninger er repræsenteret i bestyrelsen for netop at kunne udbygge samarbejdet imellem foreningerne. Direktør i selskabet er handelschef i Aars, Jesper Nielsen, som står for den daglige drift af kortet og som også kan kontaktes, hvis man som butik ønsker at blive en del af gavekort løsningen.

-Det er også dejligt at pengeinstitutterne i kommunen Sparekassen Danmark, Spar Nord Bank og Vestjysk Bank alle har valgt at bakke op om det nye kort og har valgt sponsorere kortet, hvilket vi er taknemmelige for, lyder det fra Jesper Nielsen.

Blev introduceret til julehandlen
Gavekortet så dagens lys i starten af december måned og det er blevet taget godt imod, allerede nu er der udstedt over 1.000 gavekort for et samlet beløb på over 500.000 kr.

På nuværende tidspunkt kan kortet købes hos Inge og Birthe i Farsø, Aalestrup Tømmerhandel, Balle Kontur, Løgstør og Kvickly og Tøjeksperten i Aars, men der kommer flere steder til, ligesom det inden længe bliver muligt at købe det online, via en fælles hjemmeside som snart er klar.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: